Vi rangerer: Emma Stones bedste roller og værste fejlskud

Naboens nuttede og vittige datter med den hæse stemme er Woody Allens nyeste muse med ’Magic in the Moonlight’ og nu ’Irrational Man’. Vi kårer hendes bedste og værste præstationer.

De bedste nr. 6: ’Superbad’ (2007)

Emma Stone har sin første filmrolle som Jonah Hills drømmepige i Greg Mottolas teenage-komedie ’Superbad’. Det er drengerøvsnørderne Seth (Jonah Hill), Evan (Michael Cera) og Fogell aka McLovin (Christopher Mintz-Plasse), der er i centrum, men Stones karakter, Jules, sætter handlingen i gang og er motivationen for vennernes strabadser og ydmygelser ved at invitere dem til fest og få dem til at love at skaffe alkohol.

I sine få scener formår Stone med sin perlende latter og uskyldige charme at overbevise om, at hun er besværet værd. Umiddelbart virker hun bare sød, fnisende og naiv – men som handlingen skrider frem, afslører hun uanede dybder. Blandt andet lærer hun den umodne Seth, at det ikke er en god scorestrategi at forsøge at drikke en pige fra sans og samling.

Sådan introducer Stone sin vanlige karaktertype: Naboens kønne, populære pige, der også er sjov, intelligent og – tak, Gud! – har hang til nørder.

De bedste nummer 5: ’The Amazing Spider-Man’ (2012) og ’The Amazing Spider-Man 2’ (2014)

Fem og syv år efter ’Superbad’ spiller Emma Stone stadig highschool-nørdens drømmepige – denne gang som Peter Parkers kærlighedsinteresse, Gwen Jones. Vi tilgiver hende uopfindsomheden, fordi hun er lige så rap i replikken, som Spider-Man er på væggene, har funklende øjne så dybe som dødsspiraler og fantastisk kemi med sin kæreste i virkeligheden, Andrew Garfield.

Mens Spider-Mans skabelseshistorie virker noget slidt – Marc Webbs reboot kom kun fem år efter, at Sam Raimis version med Tobey Maguire sluttede – fungerer de romantiske scener mellem Stone og Garfield virkelig godt. Som NPR’s Ian Buckwalter skriver i overskriften på sin anmeldelse: “Such A Lovely Couple, If Only the Supervillains Would Leave Them Alone.”

Stones Gwen er på en gang super intelligent og selvsikker og nuttet teenagefamlende og forelskelses-ør i sin flirten med Peter.

De bedste nr. 4: ‘The Help’ (2011)

Efter en række roller i romantisk komedier som ’Crazy, Stupid, Love’ og ’Friends with Benefits’ debuterer Emma Stone som dramatisk heltinde i Tate Taylors Oscar-nominerede ’The Help’ (’Niceville’ på dansk), et feel good-drama om racespændinger i 60’ernes sydstats-USA. Stone spiller Skeeter, en aspirerende journalist og forfatter, der vender hjem til sin fødeby, Jackson, Mississippi, efter college. Her overtaler hun de undertrykte sorte hushjælpere og barnepiger til at fortælle deres historier.

Stone har sjove scener, hvor hun spidder de snobbede sydstatsfruer, men overbeviser først og fremmest med sin ungdommelige idealisme, stædighed og rørende kærlighed til de sorte kvinder, der brugte deres liv på at opdrage hvide menneskers børn.

De bedste nr. 3: ’Zombieland’ (2009)

Stone er igen castet som nørdens uopnåelige drømmepige, men i Ruben Fleischers postapokalyptiske zombiekomedie har hun med sit mørkebrune pandehår ned i pandaøjnene og et jagtgevær solidt plantet over skulderen en del mere kant end sædvanligt.

Stone spiller Wichita, en af de få overlevende efter en zombie-epidemi, der sammen med sin lillesøster (Abigail Breslin) er i kurs mod Californien. I mødet med hovedpersonerne Columbus (Jesse Eisenberg) og Tallahassee (Woody Harrelson) spiller hun med damsel in distress-dådyrøjnene, inden hun vender på en tallerken og narrer våben og bil fra dem.

Wichita er en tough cookie med trust issues og snappy comebacks, men Stone er også sød nok til, at man sagtens kan forstå Jesse Eisenbergs crush på hende. Hvem kan stå for hendes grin, når stakkels Bill Murray dør?

De bedste nr. 2: Birdman (2014)

Emma Stone skruer op for sin indre tvære teenager i rollen som Sam, der er datter af den udbrændte filmstjerne Riggan Thomson (Michael Keaton) i Alejandro González Iñarritus svimlende metakomedie. Sam er netop vendt tilbage fra stofafvænning og arbejder som assistent for sin far, der forsøger at gøre comeback med en Broadway-produktion af Raymond Carvers ’What We Talk About When We Talk About Love’.

Og selvom Sam først virker som en forkælet showbiz-datter, der er too cool for school, forstår vi hurtigt hendes frustration over sin selvoptagede far. Inde bag hendes platinblonde hår, hipstertatoveringer, rullen med øjnene og irritable attitude er der et forsømt og såret barn.

Der er også en ung, nysgerrig kvinde og underspillet flirter, der synes, Edward Nortons method actor, Mike, er liiiidt mere interessant, end hun først vil være ved.

Stone blev fuldt fortjent Oscar-nomineret for sin rolle. Det var nok ovenstående overlegne monolog – og det hjerteskærende skift i hendes ansigt bagefter – der gjorde udslaget.

De bedste nr. 1: ’Easy A’ (2010)

Rollen som den fake-promiskuøse Ollie i Will Glucks begavede highschool-komedie ’Easy A’ var Emma Stones første hovedrolle og gjorde den 22-årige skuespillerinde til en stjerne.

Filmen bygger på Nathaniel Hawthornes klassiker ’The Scarlett Letter’ og handler om den lidt nørdede gymnasieelev Ollie Penderghast, der lyver om sine seksuelle erfaringer for at få opmærksomhed. Snart har hun opbygget et rygte som løsagtig tøjte – en rolle, hun spiller med forførende krukkeri, som var hun taget fra et lystspil fra 40’erne.

Man kan være skeptisk over for filmens præmis om, at det blandt dagens gymnasieelever i Californien er en SKANDALE at have sex – men Emma Stones energiske, intelligente, charmerende, sjove og sexede præstation bærer filmen.

Og nyd så klippet herover, hvor vi ser, hvad Ollie i virkeligheden lavede den weekend, hvor hun påstod at have mistet sin mødom til en college-fyr. I’ve got a pocket, got a pocket full of sunshine…

De værste nr. 2: Magic in the Moonlight (2014)

Det er godt set af Woody Allen at caste Emma Stone som dragende screwball-heltinde i sin filosofiske komedie sat i 20’ernes Franske Riviera.

Det er bare ærgerligt, at manuskriptet er så dårligt, at alle jokes og replikker falder til jorden med et tungt bump. Og at Stone skal spille romantisk objekt for den 28-årige ældre Colin Firth, hvis britiske stivhed kolliderer fuldstændig med Allens kvikke og neurotiske stil. Deres forhold er mildest talt ækelt.

Stones er charmerende som altid, men kæmper ligesom Firth også med at få Allens meget skrevne replikker til at flyde naturligt – hvilket mest af alt er tegn på sjusket manuskriptskrivning og instruktion.

De værste nr. 1: Aloha

Efter en del mediepolemik om hvidvaskning måtte Cameron Crowe ud at undskylde for castingen af hvide Emma Stone som den hawaiiansk indfødte militærkvinde Allison Ng. Selv har Stone også udtalt, at hun har lært noget af debatten.

Filmen har først dansk premiere den 3. september, men den blev slagtet af de amerikanske anmeldere for at være kedelig, sentimental og forudsigelig. Lad os håbe, at både Crowe og Stone tager bedre valg på alle fronter i fremtiden.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af