Der er worst case-scenario, og så er der livet i en Yorgos Lanthimos-film.
Da den mystiske græske instruktør debuterede med en nærmest ordløs eksperimentalfilm om et dødt strandhotel i 2005, var der næppe nogen, der havde kunnet gættet, at han små 20 år senere ville stå med 11 Oscar-nomineringer for en Hollywood-film med et budget på 35 millioner og Emma Stone i hovedrollen.
Det må siges at være et utænkeligt best-case-scenario for en mand, hvis gennembrudsfilm indeholder incest og et bestialsk nedslagtning af en kattekilling.
Lanthimos fik sin start i 90’ernes Grækenland med at instruere musikvideoer, hvorefter han graduerede til spillefilm i 00’erne – først som medinstruktør på komedien ’Ο Καλύτερός Μου Φίλος’ (eller ’My Best Friend’ som den hedder på engelsk – og den vender vi tilbage til) og hans officielle debutfilm ’Kinetta’.
Mens landets finansielle krise fyldte i verdensbilledet, avlede det finansielle krak også en gruppe nye filminstruktører, der vakte international opmærksomhed med en række film, der fik tilnavnet den græske weird-bølge.
Her må Lanthimos siges at være blevet fremmeste eksportvare. Efter tre selvstændige spillefilm i hjemlandet rykkede han tættere og tættere Amerika i løbet af 2010’erne, hvor han lavede tre film på tre år, og nu ’Poor Things’, som er hans første i fem år – foruden to kortfilm og en Gucci-reklame.
Der er masser af ting, der kendetegner Yorgos Lanthimos. Hans navn nævnes sjældent, uden at ord som absurd forekommer – ikke sjældent sammen med en reference til forbilledet Luis Buñuel. Grækeren er besat af at udforske og ydmyge det normale og de ting, der symboliserer det. Akademikere har beskrevet hans værk som film om tomme gestusser. Der er altid en masse banale ting til stede – fra kassettebånd og klistermærker til spaghettispisning, kongehuset og festpynt – men det vejer aldrig op for, at alt det rundt om som regel er skingrende sindssygt.
Selvom Lanthimos på mange måder er uforudsigelig, er han også genkendelig. Ikke bleg for at gentage sin fascination af dyr og dans midt i besnærende moralske dystopier – om det er med Hollywood-dyre sets eller ubemærkelsesværdige græske stuer som bagtæppe. Han har som få bevaret weirdness i et filmsystem med hang til finslibning.
Det er svært at rangere hans græske film over for hans engelsksprogede, fordi de deler så stærk en kerne. Vi har prøvet alligevel – med et men.
Om Yorgos Lanthimos’ bedste film i virkeligheden er førnævnte ‘My Best Friend’, som han ’kun’ medinstruerede og senere har frasagt sig (som en sand auteur!), skal man forstå græsk for at vide. Det er i hvert fald svært at vurdere udelukkende på billedsiden, som man kan se på YouTube, og derfor er filmen elimineret fra den her liste, der rangerer Lanthimos selvstændige spillefilm – fra værst til bedst.
7. ’Kinetta’ (2005)
Der er masser af spændende billeder i Lanthimos’ fåmælte solodebutfilm. Men først og fremmest gode idéer, som han har forløst ikke blot større, men også virkelig meget bedre i samtlige de efterfølgende film.
’Kinetta’ foregår omkring et lukket badehotel ved den titulære strandby. Her er der især tre mennesker, der bevæger sig rundt og mødes om en sparsom filmproduktion, hvor den kvindelige hovedrolle bliver pint på mere og mere brutal, men også kikset, vis.
Det eneste, der for alvor er interessant ved filmen er, hvem der har lavet den. Man fornemmer på alle måder Lanthimos’ sans for at skabe dramatiske rum ud af de blegeste omgivelser og afsløre mennesker gennem detaljer.
Men man skal være mere end normalt interesseret i scenisk tavshed for at holde ægte af det første forsøg, hvis tempo får opfølgeren ’Dogtooth’ til at føles som ’Uncut Gems’.
’Kinetta’ kan ses på YouTube med VPN.
6. ’Alps’ (2011)
Hvor går man hen efter sin gennembrudsfilm?
Efter ’Dogtooth’ gik Yorgos Lanthimos i gymnastiksalen. Selvfølgelig med et semi-sadistisk ærinde.
Her mødes en gruppe sølle skæbner, der dyrker en afskyelig form for mennesketeater (som de kalder et firma). De indsmigrer sig hos de sørgende, når de har mistet, for at tilbyde deres tjenester som erstatninger for afdøde familiemedlemmer og kærester. Inden da lærer de afgørende detaljer, der ikke mindst tæller de dødes yndlings-Hollywood-skuespillere.
Hofskuespilleren Angeliki Papoulia, der ligesom Emma Stone har tre Lanthimos-samarbejder på cv’et, er glimrende som en grænseløs sygeplejerske, der bliver lidt for opslugt af sin rolle som et ungt tennistalent (og Jude Law-fan), som omkommer i et biluheld.
I nogle gribende scener med gymnastikdans mærker man på mærkværdig vis, at Lanthimos tidligt i sin karriere filmede koreografier for græske dansetrupper og var med til at designe åbningsceremonien for Athens OL i 2004.
Der er et fravær af dyr og vanvidssex for en Lanthimos-film, men til gengæld en tenniskamp med en næsten komatøs terminalpatient, en herlig damebladsoplæsning af Winona Ryders morgenrutine og korporlig afstraffelse med en jongleringskegle, der næsten er på niveau med de taktile vhs-tæv, der bliver uddelt i ’Dogtooth’.
’Alps’ er ikke lige så helstøbt som forgængeren. Til gengæld er den sjov. Et drivende deadpan præ-’Black Mirror’-eksperiment (med streg under dead) iført udtrådte tennissko, der især sår afgørende frø til både ’The Lobster’ og ’The Killing of A Sacred Deer’.
’Alps’ kan ses på Mubi.
5. ‘The Favourite’ (2018)
Det er let at glemme, at ’The Favourite’ er den tredje film, Lanthimos instruerede på engelsk med internationale stjerner i castet. For udviklingen fra den overskyede ’The Lobster’ og lystofsblege ’The Killing of A Sacred Deer’ er lidt som at gå fra at gumle lakridsrod til at spise candyfloss.
En candyfloss, der dog stadig har fingeraftryk fra sin instruktør allevegne i form af en erotisk voksenbaby i dronningestolen, sexfikserede magtspil og virkelig mange kaninsubstitutter for regentens aborterede og dødfødte børn.
Olivia Colman leverer en Oscar-belønnet mesteropvisning i ynkværdigt lune som Dronning Anne, mens Oscar-nominerede Emma Stone og Oscar-nominerede Rachel Weisz kæmper til sidste knep og blodsdråbe om den magt, den på mange måder latterlige gamle dame repræsenterer.
Og selvom det ville være overdrevet at kalde ’The Favourite’ et svagt værk, bliver for meget overladt til de dystende karakterpræstationer og den nedrige rivalisering.
Lanthimos’ egen opskruede galskab passer som fod i hose til 1700-tallets adelige galskab, men måske også lidt for godt. Der mangler et af de sindsoprivende spørgsmål, der udmærker alle hans andre film.
’The Favourite’ kan ses på Netflix.
4. ‘The Killing of A Sacred Deer’ (2017)
Tag et ’Sophie’s Choice’s-dilemma tilsat en spaghettispisende psykopat (ja ja, og den græske myte om Iphegenia), og så har du Yorgos Lanthimos’ udspekulerede ’The Killing of A Sacred Deer’.
Hans anden engelsksprogede film har meget tilfælles med intruder-præmissen i den græske forløber ’Alps’, men bliver kørt et nyk op i pondus med fængende præstationer fra både Colin Farrell, Nicole Kidman og de unge talenter Sunny Suljic og Barry Keoghan, der her viste sine skarpe tænder for første gang.
Keoghans Martin er uhyggeligt klistret, da han sætter sig for at håndtere sorgen over sin fars død med en mystisk øje for øje, tand for tand-tilgang, der bliver altødelæggende for lægen Steven Murphy (Farrell) og hans familie samt grus i maskineriet for hele ideen om menneskelig empati.
Farrell og Kidmans hule forældreskikkelser er hysteriske. Og billederne af de lammede børn, der slæber sig henover jorden, uforglemmelige.
’The Killing of a Sacred Deer’ kan ses på Filmstriben.
3. ‘Dogtooth’ (2009)
Hvad er mest gruopvækkende? At lade en mand vælge, hvilken af sine søstre han helst vil have som sexpartner med befamling af deres bryster som tungen på vægtskålen? Eller at slå sin hjørnetand ud med en rusten håndvægt for at få lov til at stikke af hjemmefra?
Begge dele er i hvert fald blandt de gennemført afskyelige billeder, Lanthimos maler i sit internationale gennembrud, hvor hans evner som torturbøddel og filmfilosof for alvor cementeres.
Tre voksne børn er opfostret uden begreb om virkeligheden i et afsides hus, hvor de holdes fanget af deres far. De er blevet bildt helt forkerte ting ind om verden og tror derfor, at havet er ord for en lænestol, og at zombie er navnet på en gul blomst. Katte er blodtørstige dræbere, og forældrene digter desuden ikkeeksisterende søskende, som de passende kan tage livet af for at mane til frygt i hjemmets lille diktatur.
Det er som legemliggørelsen af barndommens mest afstumpede ’Sims’-sadisme – bare med mere incest og overgreb.
Den eneste gæst er en kvinde, som bliver betalt for at tilfredsstille ’drengens’ seksuelle drifter, men som får narret den ældste ’pige’ til at slikke hende i bytte for en selvlysende hårbøjle. Som viser sig slet ikke at være selvlysende, fordi alt er ufatteligt deprimerende.
Det siger en del om ’Dogtooth’, at en kattekilling, der bliver dræbt i nærkamp med en fuldvoksen mand og en hækkesaks, er noget af tætteste på komik, og set i lyset af den måde Lanthimos senere har udviklet sig i en langt mere sjov retning, hører filmen næsten til i en liga for sig.
Det er ikke desto mindre en uhyggeligt kreativ skildring af, hvordan undertrykkelsen og volden finder en måde at give sig til udtryk på, selv når den vitterligt ikke har noget sprog.
Der er til gengæld en bizar form for håb at spore i den måde, Hollywood-film i Lanthimos’ græske værker udgør en parallel til den hjemlige mishandling. ’Dogtooth’-storesøsterens ’Flashdance’-udbrud er blandt filmhistoriens bedste dansescener.
’Dogtooth’ kan ses på Filmstriben og HBO Max.
2. ’Poor Things’ (2023)
’Poor Things’ er ikke Lanthimos’ mest grænsesprængende film.
Det er dog heller ikke ligefrem, fordi fortællingen om den skøre doktor God (Gowin), der fisker en selvmorderisk kvindes hjernedøde krop op af floden og genopliver hende med en babyhjerne, er noget, der minder om metervare.
Til gengæld er den seneste fra grækerens hånd hans både mest perfekte og absolut mest muntre film. Hans ’A Clockwork Orange’ med babysprog, videnskabeligt fiksfakseri og fangeskab – bare med sex i stedet for vold – og god i stedet for ond.
På papiret er der noget næsten anti-Lanthimos’sk over filmens slutning. Om man synes, den er instruktørens bedste hidtil eller ej, er en form for ’glasset halvt fyldt vs. halvt tomt’-test.
Men det er ’Poor Things’ store genistreg, at alt det akavede og abnorme pludselig bliver til et storslået Hollwyood-lignende eventyr uden at miste kant. Med Emma Stones mesterlige præstation som kvinde udenfor tid og sted, er det den af hans film, der rummer det største klassikerpotentiale.
For Lanthimos har brugt sin sans for det makabre på mange forskellige måder, men aldrig så meningsfuldt, smukt og åbenlyst komisk, som han gør det her.
Mens udsigterne til et frit liv føltes umulig for de indespærrede voksenbørn i ’Dogtooth’, får den ufrivilligt genoplivede Bella Baxter friheden. På den måde bliver ’Poor Things’ et udsædvanligt optimistisk appendiks til gennembrudsfilmens frygtelige klaustrofobi med Frankensteins lykkelige slutning.
Lad det være op til Yorgos Lanthimos at bedrive en unik feelgood-film med gensplejsede dyr og endnu en fortryllende dansescene til kartoteket. Med den uforudsigelighed han lægger for dagen, kan man kun glæde sig til filmens fremtid.
’Poor Things’ kan ses i biografen.
1.’The Lobster’ (2015)
De moderne datingprogrammer har intet på ’The Lobster’s tosomhedsdystopi, hvor Colin Farrells hovedkarakter bliver ulovligt single og derfor må tjekke ind på et hotel for partnersøgende. Det store aberdabei er bare, at hvis det ikke lykkes inden for de talte dage, bliver man forvandlet til et dyr.
Helt hjerteløs er filmen dog ikke. Man må selv vælge hvilket dyr. Final resort får en helt ny betydning.
I en mesterlig åbningsscene stiger en mut kvindelig bilist ud for at skyde et græssende æsel på klods hold (Er der andre skuespillere end Farrell, der post-’The Banshees of Inisherin’ har to æselmord på filmsamvittigheden?). Derfra skuffer scenarierne ikke i mørk grinagtighed. Dog mister fortællingen pusten en smule, da historien rykker ud i skoven, hvor oprørske singler gemmer sig.
Hvilken afsindig dødsbrønd den græske instruktør får sine idéer fra, er svært at forestille sig, men midt i den ondskabsfulde skildring af magesøgning med menneskejagt og fatale dyreforvandlinger som final destination skinner kærligheden også igennem.
Filmen blev Lanthimos’ første udenfor Grækenland, med Hollywood-stjerner og et ’stort’ budget på fire millioner dollars, men er en naturlig forlængelse og faktisk også en forbedring af hans weirdness. Den står kun stærkere med mere tempo og underholdningsværdi. Og så har vi den at takke for at lancere Colin Farrell 2.0.
’The Lobster’ er en fascinerende film, der server spændingen på et sølvfad fra start – for hvem kan leve videre i uvidenhed om, hvorvidt Colin Farrell bliver til en hummer til sidst? En sætning, der på en måde opsummerer Lanthimos-magien i en nøddeskal, fordi man til trods for den usandsynlige absurditet altid er dybt investeret i både univers og historie.
Det er dårlige nyheder for verden, hvordan realitydating efterhånden slægter absurdfilmens skildring af singletilværelsen på. Til gengæld står ’The Lobster’ i dag ikke blot som en usandsynligt skarp komedie, men også som et stærkt samfundsbillede.
’The Lobster’ kan ses på Prime Video.