’Tenet’: Christopher Nolans hjernevrider er helt tåget og vildt imponerende
I kategorien ’actionscener’ finder vi underkategorien ’kampen mod uret’. Vi ved, hvad det gælder om. Helten skal nå noget, inden tiden løber ud. Bomben skal demonteres, toget skal standses inden den ødelagte bro, og den bundne pige på togskinnerne reddes i sidste øjeblik.
Men hvad nu, hvis helten bevæger sig mod øjeblikket fra begge sider af tidslinjen? ’Tenet’ præsenterer os for en kamp mod uret, vi aldrig har set før.
John David Washington spiller Protagonisten, en hemmelig agent, som bliver bedt om at håndtere en ny form for angreb. Modstanderen er ukendt, men angrebene kommer fra fremtiden, hvor nogen er i stand til at ændre objekters entropi. I stedet for at bevæge sig fremad på tidslinjen, bevæger de sig baglæns. Disse objekter, der er blevet udsat for inversion, befinder sig i nutiden i et miljø, hvor tiden bevæger sig fremad, så fremad er stadig den styrende tidsretning, men det er som om, at objekterne kæmper imod.
Nej, jeg forstår det heller ikke. Patroner flyver ud ad deres skudhuller væggen, ledsaget af ekspositionsdialog fra Clémence Poésy, men Protagonisten er hurtigt videre. Det samme er vi, før underkæben er justeret på plads.
Mysteriet om fremtidsangrebene fører Protagonisten til en russisk våbenhandler (Kenneth Branagh) og dennes martrede, men inciterende kone (Elizabeth Debicki), der fanger vor helts blik – og fokus. Hun kan ikke forlade sin voldelige gangstermand, for han bruger deres fælles søn som gidsel. Det er en klassisk gimmick, der dog foranlediger filmens få, oprigtigt emotionelle rutsjebaneture, effektivt formidlet af Debickis ekspressive ansigt, der står i velkommen kontrast til de reserverede mænd omkring hende.
Fra ’Memento’ og hovedpersonens søgen efter et formål i livet, over ’The Prestige’ og dens komplicerede brødreforhold, til ’Inception’ og længslen efter et almindeligt familieliv, over ’Interstellar’ og dens far-datter-forhold: Nolan er god til at få de menneskelige følelser frem i selv de mest hjernevridende plots, hvor netop de mellemmenneskelige relationer er i fare for at ryge i baggrunden.
Med ’Tenet’ formår Nolan imidlertid ikke at skabe en følelsesmæssig kerne mellem den hemmelige agent og gangsterfruen, som han pludselig føler sig meget forpligtet til at beskytte. Hvis det var lykkedes, havde ‘Tenet’ været et ubestridt mesterværk, men måske har de visuelle og konceptuelle ambitioner formået at overvælde selv den mægtige Nolan.
Der er ingen tvivl om, at inversion-grebet i ’Tenet’ er en fiks idé. Positivt ment. Men det er også en af den slags komplicerede greb, hvor det er enormt svært at forklare reglerne. Hvordan påvirker man objekter, som rejser baglæns i tiden? Burde objektet ikke være styret af det, der allerede er sket? Objektets bagvendte skæbne? Og hvad sker der med ens frie vilje, når man selv bliver inverted? Hvordan skal jeg som publikum blive grebet af en slåskamp mellem to mænd, hvor den ene bevæger sig baglæns gennem tiden, når jeg ikke ved, hvordan denne bagvendte slagsbrors vilje og krop fungerer? Hvem ved, hvad der sker, når modsatrettede tidslinjer mødes?
Filmen taler selv om Bedstefar-paradokset – altså at vi ikke ved, hvad der ville ske, hvis nogen rejste tilbage i tiden og forhindrede sin egen bedstefar i at få børn og derved slettede grundlaget for egen eksistens. Måske er det for at lave røgslør for filmens egne, talrige tidsparadokser. En enkelt gang fik en af forklaringerne mig til at tænke på arkitekten fra ’Matrix: Reloaded’ og hans alenlange, forvrøvlede vis-a-vis udredninger. Men heldigvis kun en enkelt gang.
’Tenet’ er mildt sagt tåget i sine forklaringer om fysikken bag inversion, men at kritisere filmen på den baggrund føles utaknemmeligt. Nolan er som få filmskabere i stand til at vække fantasien hos publikum ved at vise os umulige scenarier med den største overbevisning om, at det måske alligevel kunne være muligt. Ikke mindst derfor er ’Tenet’ stadig en af de mest interessante film i lang tid.
Ja, man klør sig i håret, men det fungerer samtidig som hjernemassage, og jeg nød at blive væk i Nolans tidslabyrint.
Kort sagt:
Er den genial? Ja. Blev jeg rørt? Nej. Åndeløst imponerende og frustrerende på samme tid.