Det tog verden (ok, nok mest Danmark) med storm, da det i september sidste år kom frem, at selveste Christopher Nolan var i færd med at optage sin nye storfilm, ’Tenet’, på Lolland, nærmere bestemt Rødbyhavn.
Hvad havde en af vor tids største blockbuster-instruktører dog set i lille Danmark, hvor selv pæredanske produktioner valfarter til udlandet (gerne Budapest!) for at optage film, der skal se ud til at foregå i det danske land?
Op til premieren på ’Tenet’ – årets suverænt mest ventede film – satte vi os for at få svar på spørgsmålet, hvilket hurtigt viste sig lettere sagt end gjort.
For som de fleste nok ved, er Christopher Nolan kendt for at være utrolig hemmelighedsfuld omkring sine projekter, hvilket kun tog til på ’Tenet’, hvor selv hans mest betroede skuespillere intet fik at vide om handlingen, og kun et fåtal fik udleveret manuskripter forud for optagelserne.
Det bekræfter line-produceren Christian Ryge, der var ansvarlig for at bistå Nolans filmhold i arbejdet med logistikken omkring den danske del af produktionen:
»Som det er med de fleste film af denne kaliber, er det meget lidt information, man får forud for optagelserne«, fortæller Ryge. »Det var udelukkende on a need to know basis, så på intet tidspunkt har vi vidst, hvad der egentlig skulle optages i Danmark. Og som jeg forstod det på den amerikanske produktionsafdeling, var der også meget få hos dem, der rent faktisk havde læst manuskriptet«.
Men selvom filmens handling forblev en hemmelighed for langt størstedelen af det 400 personer store hold, der mestendels bestod af filmens internationale hovedhold, var det ingen hemmelighed, hvorfor Nolan søgte mod Danmark.
En nærliggende havvindmøllepark var den store attraktion for instruktøren, som de første klip fra filmens trailer også afslørede.
Utroligt lukket set
Hver dag satte Nolan ud på skibe med de mest essentielle dele af filmholdet, herunder Robert Pattinson og John David Washington, mens resten måtte blive tilbage på land og vente i den stort anlagte miniby ved havnefronten, hvor containervogne, telte og filmtrailere i al hast var blevet opført.
»Nolan er kendt for at have et utroligt lukket set: Han vil kun have de folk med sig på set, der er absolut nødvendige, ellers bliver de et forstyrrende element. Og så var der samtidig en logistisk udfordring, idet alle skulle fragtes med både ud til parken, hvilket gjorde, at det kun var nøglespillerne, der var med på set«, fortæller Ryge, der selv måtte se langt efter indblik i de konkrete scener.
Alligevel nåede Ryge at få et indtryk af Nolan som instruktør, når han hver morgen mødte ind en halv time før alle andre for at briefe sine instruktørassistenter og fotografer: »Han er meget hands on omkring alting, og så kunne man også godt mærke, at han kører sit hold og sine skuespillere ret hårdt. Han har høje forventninger til dem, men også til sig selv«.
De fleste optagedage varede over 12 timer, hvor filmholdet udelukkende optog til søs ved vindmølleparken, mens helikoptere var i luften over optagelserne. Og når holdet kom tilbage på landjord, var de mærkbart trætte.
»Det var nogle ufatteligt lange dage, de kørte, også fordi der var lang transporttid både ind og ud til vindmølleparken hver dag. Vi havde godt med blæsevejr nogle af dagene, så når man er på søen en hel dag, bliver man godt træt. Så skuespillerne kom hjem, afleverede deres kostumer, spiste en hurtig aftensmad med resten af holdet, og så drønede de ellers direkte tilbage på hotellet for at få noget søvn«, siger Ryge.
Hvordan var din oplevelse med de store Hollywood-stjerner – var der krav om, at der skulle være foie gras på menuen hver aften?
»Jeg vil faktisk sige, at de var meget low maintenance. Det var ikke, som man nogle gange hører om på store Hollywood-produktioner, hvor stjernerne har 16 sider lange riders (kontrakter, red.) med krav til, hvad der skulle være. Den eneste forskel var sådan set, at størstedelen af holdet boede på Lalandia, mens A-funktionerne boede på Bandholm Hotel«.
Præcis hvilken rolle, Danmark kommer til at spille i ’Tenet’, finder vi ud af den 26. august, når filmen får premiere.