Christopher Nolans spionfilm ‘Tenet’ er snildt en af årets mest imødesete titler. Som første trailer antydede, befinder vi os endnu engang i Nolans tidsbøjende univers, men udover traileren er det særdeles småt med informationer om Nolans nye blockbusterbrag.
Tidligere har Robert Pattinson fortalt, at han blev låst inde, mens han læste manuskriptet. I et interview med The Hindu fortæller Nolans hofskuespiller Michael Caine nu, at produktionen er så hemmelighedsfuld, at han ikke aner noget som helst om handlingen.
Ccaine, der har en birolle i ‘Tenet’, fik end ikke lov at læse det fulde manuskript, inden han skulle på optagelse:
»Jeg havde kun én dags arbejde, så han gav mig bare mine manuskriptsider. Jeg gjorde mit arbejde og optog kun med John David Washington. Jeg har ikke hørt noget siden«, siger Caine.
Caine har ellers været med i flere Nolan-film end nogen anden skuespiller. Samarbejdet begyndte med ‘Batman Begins’ og har strukket sig over i alt otte film. Men faktisk var Caine lidt skeptisk, da Nolan først kontaktede ham om rollen som Alfred Pennyworth:
»Jeg sagde til ham: ‘Jeg er for gammel til Batman. Vil du have mig til at spille butleren? Hvad skulle min dialog så være? Vil du have endnu en drink?’«
Nolan fik til sidst overtalt den to gange Oscar-vindende skuespiller med løftet om, at hans Alfred ikke bare skulle være familiens butler, men Bruce Waynes »plejefar«. »Jeg lavede filmen, og det var en af de mest fantastiske ting, jeg har gjort i mit liv«, tilføjer Caine.
‘Tenet’ er planlagt til biografpremiere 16. juli.