(Spoiler-advarsel: Vi dykker dybt ned i ‘Tenet’, så læs først med, når du har set filmen.)
Lad os starte fra begyndelsen, hvis det da overhovedet er muligt. Hvad er Tenet?
Godt spørgsmål! Titlen dækker over en transnational organisation, hvis hovedformål er at forhindre, at verden bliver tilintetgjort i vores fortid: At »redde verden fra det, der kunne være sket«, som det blandt andet lyder i filmen.
Men hvad betyder det?
På dansk betyder Tenet ’maksime’ – et grundlæggende princip. I dette tilfælde er princippet, at tiden ikke kun går fremad men også baglæns, illustreret ved det mystiske håndtegn, hvor to tidsligheder overlapper fra hver sin retning.
De personer, der forstår, hvad Tenet dækker over, er en del af organisationen. Centralt i Tenet-netværket figurerer John David Washingtons Protagonist, Robert Pattinsons Neil, den indiske våbenhandler Priya og militærmanden Ives (Aaron Taylor-Johnson).
Så langt så godt. Men hvorfor blev Tenet grundlagt?
I filmen fortæller Priya os, at Tenet ikke blev grundlagt i fortiden men i fremtiden, hvor en forsker skabte den såkaldte »algoritme«: Et supervåben, der kan vende hele verdens entropi fra forlæns til baglæns og dermed ende alt liv på jorden…
Hov, kan vi lige springe et sekund tilbage i vores tid – hvad er entropi?
Hæng på, det kommer vi til lige om lidt. Men først et ord mere om forskeren: Hun navngives ikke, men sammenlignes med virkelighedens atomvåbenopfinder J. Robert Oppenheimer. Med den vigtige forskel at hvor Oppenheimer lod atomvåbnet blive brugt, blev algoritmeskaberen så bange for sin egen konstruktion, at hun spaltede våbnet i ni dele, som hun gemte på topsikrede atombaser rundt omkring i verden – på forskellige tidspunkter i historien, vel at mærke. For at ingen skulle finde ud af, hvor og hvornår hun havde gemt delene, begik hun selvmord.
Tenet blev grundlagt for at sikre, at algoritmen – filmens MacGuffin – aldrig bliver samlet igen.
Æh, det minder mig lidt om plottet i ’Avengers: Endgame’…
Sig ikke det til Nolan!
Okay, men hvorfor skulle nogen så have lyst til at detonere våbnet?
I fremtiden er verden – ikke ulig i ’Interstellar’ – på randen af kollaps som følge af global opvarmning og menneskehedens evindelige udpining af kloden. Jorden står ikke til at redde, men magthaverne mener, at man, ved at ændre på fortiden, vil kunne påvirke nutiden (altså nutiden i fremtiden).
Det ærgerlige er, at den ændring indbefatter at udrydde alt liv på jorden (i fortiden) for at stoppe de menneskeskabte klimaforandringer, mens det endnu kan nås.
Surt! Men hvis man udrydder menneskeheden i fortiden, smadrer man så ikke også fremtiden?
Det er der faktisk delte meninger om.
Lad mig høre!
Nuvel. Det, du berører her, er, hvad filmen betegner »bedstefarparadokset«. Hvis man slår sine forfædre ihjel, inden man selv er født, dør man så ikke også selv?
Kvinden, der skabte algoritmen, var sikker på, at dette var tilfældet. Men verdenslederne i fremtiden har overbevist sig selv om det modsatte. De gambler altså for vildt med hele menneskehedens eksistens og derfor er operation Tenet blev iværksat.
Av mit hoved. Hvordan passer John David Washingtons Protagonist ind i alt dette?
Skal man tro karakteren selv, er han faktisk grundlæggeren af Tenet. Det er Protagonisten, der har startet netværket fra fremtiden for at forhindre den russiske våbenhandler Sator i at samle algoritmen og udrydde fortiden.
Mærkeligt navn, Sator!
Og så alligevel ikke: ’Sator’ refererer til Sator-firkanten – den latinske ordgåde, der blandt andet indeholder ordet »Tenet«! Jo, jo, Nolan har været en tur forbi Wikipedia og proppet så mange ordspil som muligt ind i filmen. Bemærk også ordene Opera, Arepo og Rotas, der alle optræder i både Sator-firkanten og filmen. Men du er ude på et sidespor nu.
Sorry! Hvad er der så galt med ham Sator (udover hans sadistiske tendenser)?
Sator bliver beskrevet som en mægler mellem nutiden og fremtiden. Da han var ung og gravede efter plutonium ved den bombede atombase i Stalsk, Rusland, blev han kontaktet af fremtiden. De sendte ham et alenlangt brev samt nogle guldbarrer, så han kunne opbygge sit våbenimperium. Som Sator selv siger, indgik han en pagt med djævlen, hvor han byttede sin tid på jorden for penge.
På den måde blev han fremtidens værktøj til at samle algoritmen, hvilket han formentlig kun lod sig overbevise om, fordi fremtiden forklarede ham, at han senere ville få kræft og dø. Klassisk »hvis jeg ikke kan få det, skal ingen andre have det«-mentalitet.
Twistet er så, at algoritmen er koblet op på Sators puls, så den – ved korrekt samling – vil detonere i tilfælde af hans død. Derfor kan alverdens efterretningstjenester ikke bare slå ham ihjel. De er nødt til at komme ind på livet af ham (via Elizabeth Debickis karakter Kat), opsnappe hans plan for at samle algoritmen og forhindre den i sidste øjeblik ved hjælp af en såkaldt tid-knibtangsmanøvre…
Knibeøvelser?!
Tid-knibtangsmanøvre! Det vil sige en manøvre, hvor man både angriber forlæns og baglæns i tid på én gang – lidt ligesom filmens endelige kampscene. Første gang, vi støder på en tid-knibtangsmanøvre, er da Sator først aflurer hele Protagonistens plan for at kapre plutoniummet fra bilkonvojen i Tallinn, for derefter at gå baglæns i tiden og – på det præcis rigtige tidspunkt – bryde ind og stjæle plutoniummet.
Bemærk, hvordan han afventer situationens udfald foran sin ’tidsmaskine’, mens han beordrer sine håndlangere til at fodre ham information, om alt der foregår, så han i sidste øjeblik kan rejse baglæns og forpurre missionen som en alvidende halvgud.
Det her blev pludselig meget (mere!) kompliceret. Og jeg synes, du er sprunget over noget vigtigt: Hvad er inversion overhovedet?
God pointe. Inversion er manipulation af et objekt eller en persons entropi. Ændrer man entropien, så alt bliver bagvendt, er man invertet. Det er den teknologi, algoritmen bygger på, og den teknologi, karaktererne benytter, når de skal rejse tilbage i tiden.
Yes, så kom vi til det! Fortæl mig så, hvad entropi er for en fisk?
Fysik og kemi har aldrig været min stærke side, så her er jeg nødt til at trække på fysikeren Ron Malletts forklaring: Tænk på en isterning, som ligger i et rum ved stuetemperatur. Det mest sandsynlige udfald af dette er, at isterningen smelter og bliver til vand. Den overgang er entropi i aktion. Hvordan vender man så isterningens entropi om? Ved at putte den tilbage i fryseren.
Helt så hverdagsagtigt bliver det selvfølgelig aldrig i ’Tenet’, hvor ændringer i entropi primært bruges til at inverte mennesker og våben, så de rejser omvendt gennem tid og rum.
Hvorfor ikke bare kalde det tidsrejse?
Kender du overhovedet til Christopher Nolan – tidens mest visionære blockbusterfilmmager, der med film som ’Inception’, ’Interstellar’ og ’Dunkirk’ beviste, at hans belæste, tweedklædte korpus er for fint til simple gimmicks som tidsrejser?! Inversion er naturligvis langt mere spidsfindigt end den gamle tidsrejsetraver…
… Stop, stop, stop. Det, du prøver på at sige, er, at manipulation af entropi bare er en form for tidsrejse?
Ja, okay så. Nolan insisterer på det modsatte, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forstår hvorfor. Måske en fysikgrad og et indgående kendskab til Feynman og Wheeler ville hjælpe på sagen?
Anyways, manipulation af entropi har nogle mere eller mindre diffuse regler: Når en persons entropi vendes om, rejser personen tilbage i tiden, mens naturlovmæssigheder som tyngdekraft, friktion og vind alle er omvendte. Virkning går forud for årsag.
Og så må man for guds skyld ikke komme i kontakt med sit forlæns selv (hvilket Washington dog gør i Oslo uden den store effekt), mens almindelig luft selvfølgelig heller ikke kan trænge ind i omvendte lunger. Derfor er man nødt til at medbringe sin egen ilt…
Det ser jo også bare pissefedt ud filmisk!
Ja tak, men nu er det her jo ikke en æstetisk vurdering af ’Tenet’, men et kynisk forsøg på at forstå mekanikkerne bag det hjernevridende plot.
Okay, okay. Hvad var det så med de knibeøvelser den tid-knibtangsmanøvre?
Jamen, som det jo viser sig i slutningen af filmen, er hele operationen (filmen) en stor tid-knibtangsmanøvre orkestreret af John David Washingtons Protagonist en gang i fremtiden.
WHAT?!
Du hørte mig. Mod filmens slutning bliver det mere eller mindre udtalt, at Protagonisten i virkeligheden er hovedarkitekten bag Tenet-netværket, som han søsætter en gang ude i fremtiden, hvor han også rekrutterer Neil og Ives. Lidt som hvis Neo i ’The Matrix’ viste sig også at være Arkitekten. Sådan da.
Men Protagonisten virker jo ellers til at fatte hat af, hvad der foregår omkring ham det meste af tiden?!
Fulgte du slet ikke med i filmen? Undervejs siger de flere gange, at »uvidenhed er vores største våben« og »kender man krigens sande natur, har man allerede tabt«. Derfor har Protagonisten indset, at hans uvidende, fortidige jeg er bedst klædt på til at bekæmpe Sator. Det er også derfor, han har sendt sine hjælpere, Neil og Ives, tilbage i tiden – kun udstyret med brudstykker af planen, så de ikke kan give helheden væk til fjenden, eksempelvis under tortur som i starten af filmen.
Og drilsk som han er, sender Nolan os jo faktisk et praj om, at Washington (underbevidst) allerede kender til inversion fra filmens start, når han griber en kugle fra sin pistol i kassevognen foran operaen – lidt som når han bliver oplært i inversion senere i filmen.
Mind. Fuck.
Jep. Det er derfor, at Neil, der er sendt tilbage i tiden for at hjælpe Protagonisten, allerede fra start ved, at hans partner ikke drikker alkohol på jobbet og elsker cola light. De mødtes i fremtiden og kendte hinanden i mange år, som Neil fastslår ved filmens emotionelle klimaks, der sådan set finder sted, inden filmen overhovedet er begyndt.
Filmen er altså en form for loop?
Ja, det virker sådan. For angrebet på Stalsk 12 finder jo faktisk sted flere dage før operasekvensen, som filmen starter med, mens mordet på Sator på båden i Vietnam finder sted nogle dage før Stalsk 12.
Giver det mening, synes du?
På en underlig måde, ja. Bevares, der er stadig mange ting, som jeg er i tvivl om. For eksempel, hvordan personerne – efter en tidsrejse – ændrer deres entropi tilbage, så de går forlæns og ikke behøver maske, som når Kat og Sator er tilbage på båden i Vietnam. Men det lader til at hænge sammen, selvom man ikke skal hæfte sig alt for meget ved alle små detaljer. Medmindre man bevidst er ude efter migræne.
Ræk mig panodilerne, tak. Og hvad så med slutningen? Fungerer den?
Den står klart stærkere ved andet gensyn. I ’Interstellar’ kom Nolan frem til, at kærlighed transcenderer tid og rum. I ’Tenet’ konkluderer han, at selvom vi har fucket jorden noget så grumt op i vores fortid, så skal vi stadig kæmpe for den og vores børns fremtid. Det er aldrig for sent at handle. »Sket er sket, men det er ikke nogen undskyldning for ikke at gøre noget«, som Neil skarpsindigt siger det.
Og ligesom i ’Inception’ slutter filmen på et billede af en forælder, der genforenes med sit barn – i dette tilfælde Kat, der går mod solnedgangen med sin søn i hånden. Det er et billede på håb og en tro på menneskeheden – og fremtiden. Om end ikke nær så ikonisk som ’Inception’.
Og hvad så, når Neil vælger at tage med Ives tilbage i tiden og forlade sin sjælekammerat, Protagonisten?
Jamen så er det jo for at redde selvsamme soul mate fra at blive skudt på bunden af hypocenteret og samtidig låse døren op, så Washingtons karakter kan få fat i Algoritmen. Neil dør for at redde sin ven. »Slutningen på et smukt venskab«, som han siger. Et venskab, der starter i fremtiden, og fører Neil tilbage i fortiden til operaen, hvor han redder Protagonisten fra at blive skudt første gang (læg mærke til den orange tråd, der hænger fra Neils taske i operascenen og som også ses i den afsluttende scene i hypocenteret).
Når Travis Scotts sang ’The Plan’, som Nolan selv har kaldt den sidste brik i ’Tenet’-puslespillet, spiller over rulleteksterne, skal det forstås bogstaveligt: Nu kender vi hele planen.
Pyha! Tak for kampen. Så har jeg bare ét brændende spørgsmål tilbage – var der fuldt booket på Rødbyhavns badehotel, da Protagonisten indlogerede sig i en vindmølle?
Det håbede jeg virkelig, du havde glemt. Jeg ved det ikke! Skal vi se den forfra…?