Artiklen indeholder ikke spoilers, men vil du absolut intet vide om ‘Tenet’, kan du gemme læsningen til senere.
Der er en tidlig scene i ‘Tenet’, hvor John David Washingtons hovedperson The Protagonist bevæbnet med et rivejern tæsker løs på en unavngiven håndlangerusling (østeuropæisk, selvfølgelig).
Et rivejern!
Aka., som alle, der nogensinde har vovet sig til at flå et lidt for småt stykke parmesan over pastaen kan skrive under på: Hjemmets potentielt mest ondsindede torturredskab. For filan, sådan et bette snitsår på det yderste af pegefingeren gør nas. Så hvordan ville det ikke se ud, hvis man ligefrem løb panden imod jernet (som man siger)?
Who knows.
Vi gør i hvert fald ikke, efter at have set ’Tenet’, hvor Nolan undlader så meget som ét nærbillede af de skader, Washington forvolder, mens skurken skriger med ryggen til kameraet. Alligevel er scenen en af filmens mest lavpraktisk underholdende, der – ikke ulig Jokerens famøse blyantstrick i ’The Dark Knight – fremkalder et velkommet øjebliks nervøs sympati-latter midt imellem Nolans mere (tusinde gange mere) outrerede actionsekvenser á la cargofly, der crasher i fredelige Oslo og hære af soldater, der bakkersnavendt, mens de stæser baglæns (Tom Cruise må være særligt misundelig på sidstnævnte).
Og det uden så meget som en dråbe ketchup på kameralinsen.
Som den intellektuelt orienterede og teknisk minutiøse filmmager han nu engang er, er feinschmeckeren Nolan nemlig ikke interesseret i at lade afrevne lemmer distrahere fra langt mere effektiv, fingersnild spændingsopbygning (okay, med undtagelse af en enkelt tommelfinger, i ’The Prestige’).
’Tenet’, ’Inception’ og ’Batman’-trilogien lefler ikke for lavt-hængende, grafiske short-cuts for at fremprovokere gispende adrenalinsus i salen. Dét klarer koreografien og historiefortællingen qua godt håndværk, blod, sved og tårer.
Tilgangen er klassisk Alfred Hitchcock’sk, men ikke desto mindre er Nolan én af ganske få voksenaction-aficionadoer i Hollywood (familievenlige superhelte ikke medregnet), der klogeligt og kontinuerligt skyer splat i en tid, hvor mainstreamfilm (‘It’, ‘Birds of Prey’, ‘Bad Boys for Life’, ‘Joker’…) i stadigt højere grad forveksler den notoriske R-rating med originalt indhold og fede PR-fremstød.
Som afslørede volden flere psykologiske lag, for hver centimeter øksen graver sig ned i kraniet.
De dage, hvor store amerikanske instruktører med fødderne plantet udenfor ’Saw’s bjørnefælder frygtede The Motion Picture Associations hårdeste anbefaling er long gone, med ‘Deadpool’ som ypperste eksempel på, hvordan R-ratingens signalværdi og alene rygtet om en mulig ’voldsdom’ nu spindes som et kvalitetsstempel;
»Her er en filmen, der er så brutalt genial, at du selv bliver en fandens fandenivoldsk fan alene ved at vove dig ind i mørket«. Velkommen til knæk og brækklubben.
Den kommercielle fetichering af vild, vildere, værst vold har på rekordtid reduceret tendensen, der også nød stor popularitet i machofilm-80’erne, til en træt gimmick. Igen. En påstand, man som filmkritiker godt tør lufte i selv de mest inkarnerede ramasjangfilmsvennelag fordi, well, Nolan er enig. Uanset, hvad man ellers måtte mene om ’Tenet’ og co., er instruktørens dedikation til at give os seere den mest unikke biografoplevelse mulig evigt beundringsværdig.
Det er ikke rocket science, at mænd bløder, hvis man barberer dem med et rivejern. Og hvis der er noget, Nolan elsker, så er det rocket science.