’Krudttønden’: Film om det københavnske terrorangreb masserer sobert og urovækkende et kollektivt traume
Det er terrorvinter inden for dansk drama. ’Når støvet har lagt sig’ snurrer på DR søndag aften og skildrer tiden op til et fiktivt terrorangreb i København. I mandags fik en ny dokumentar om terroristen Omar El-Hussein premiere på DR.
Og nu tilbyder instruktør Ole Christian Madsen med ’Krudttønden’ sin udlægning af de alt for virkelige begivenheder på Krudttønden og Krystalgade en vinterkold weekend i 2015, hvor to mistede livet og flere blev såret af skud fra den nyligt konverterede islamistiske radikalist.
Ole Christian Madsen er på mange måder den oplagte mand til jobbet, når det kommer til en skildring af det foreløbigt eneste islamistiske terrorangreb på dansk grund. Han har tidligere fortalt om forskellige lag og epoker i det danske samfund i ’Steppeulven’, ’Flammen & Citronen’ og ’Nordkraft’.
Derudover indtager han instruktørstolen med en personlig vinkel på stoffet: Han kendte selv Finn Nørgaard, blev kontaktet kortvarigt efter angrebet af Ekstra Bladet for en kommentar og besluttede siden, at han ville lave en film om filminstruktørkollegaens uretfærdige død ved højlys dag på Østerbro.
Det var her, Omar El-Hussein åbnede ild uden for en konference om ytringsfrihed afholdt med den svenske, fatwa-dømte provokunstner Lars Vilks som centrum. Finn Nørgaard mistede livet i et forsøg på at afvæbne terroristen.
Alle personerne i ’Krudttønden’ har ryggen mod muren, forskellige som de ellers er. Rico (Nikolaj Coster-Waldaus karakter er fiktiv, men bygget på forskellige betjente i Politiets Aktionsstyrke) er en arbejdsskadet indsatsleder, hvis overordnede vil have ham ind bag et skrivebord og væk fra krudtrøgen.
Dan Uzan (Adam Buschard) er uddannet cand.polit., tro mod sine rødder og har svært ved at finde fodfæste på det danske jobmarked, givetvis – antyder en sagsbehandler – i kraft af sit mellemøstlige efternavn. Han lever ikke desto mindre et meningsfuldt liv og hjælper til som vagt foran synagogen i Krystalgade. Også den fatale aften i februar.
Finn Nørgaard (Lars Brygmann) løber panden mod muren som filminstruktør grundet hensynsløse redaktører og fantaserer sammen med kæresten Janne (Sonja Richter) om at stikke af og begynde forfra. Samtidig forfærdes han over brutaliteten i terrorhandlingerne i Paris, hvor adskillige medlemmer af redaktionen på satiretidsskriftet Charlie Hebdo blev henrettet af islamistiske ekstremister kort tid før angrebet på Krudttønden. Han tager derfor cyklen hen til konferencen for at blive klogere på trykkefrihed og frisind.
Og så er der Omar El-Hussein, hvis historie ofte er badet i miserable blå farver. Den i forvejen voldsdømte outsider med de mørke øjne har ellers taget en HF i fængslet, hvor han har afsonet for et knivstikkeri. Hvad adskiller den danske terrorist fra enhver anden hidsig knægt med en rodløs opvækst og en 2Pac-plakat væggen i drengeværelset? Det er svært helt at blive klog på. Også for denne spillefilm. Som flere andre ’hjemmedyrkede’ terrorister kom Omar El-Hussein fra det kriminelle bandemiljø og blev opflammet af Islamisk Stat og den propaganda om jihad, oprejsning og fællesskab muslimer imellem, som organisationen spredte på de sociale medier.
Vi kommer til at holde af, og med, både Dan Uzan og Finn Nørgaard. Omar El-Hussein fremstår som et dunkelt ciffer, et begsort spørgsmålstegn midt i filmen, der som den prototypiske ensomme ulv forbereder sin udåd, mens lydsporet knitrer og gløder. Debutanten Albert Arthur Amiryan ligner Joaquin Phoenix og har en næsten dæmonisk udstråling fra første scene. På denne måde virker han af filmen på forhånd udpeget til sin udåd: Men hvorfor gik det så galt for lige denne knægt, når der er mange unge derude, som kæmper med eksempelvis identitet, traumer, uddannelse, kultur og seksualitet uden at gribe til våben? Her kommer filmen til kort på samme måde som det øvrige samfund.
København er vintertrist og råkold i ’Krudttønden’. Det er ren gru at se en dramadokumentarisk film om terror, der foregår i en genkendelig udgave af den by, hvor man selv tager S-toget hver morgen. Filmen er bedst, når den på tværs af fortællingerne sender personerne i retning mod deres triste skæbne. Hvor ville man ønske, man lige kunne spænde ben for dem.
Når vi når frem til de centrale begivenheder, virker den en smule antiklimatisk. Skyderiscenerne forbigår den mulighed, som filmmediet giver os for at være desorienterede til stede midt i begivenhederne selv og komme helt ind i kroppen på de rædselsslagne konferencedeltagere. Også her føres kameraet med relativt rolig hånd, når fortællingens spor løber sammen, og skuddene falder. Faktisk er de mest urovækkende billeder i filmen de vaskeægte, grynede af slagsen fra Charlie Hebdo-nedslagtningen og Islamisk Stats propagandacentral. Til gengæld lykkes filmen flot med at adskille de forskellige spor i fortællingen ved hjælp af forskellige farvetoner på samme måde, som det eksempelvis blev gjort i Steven Soderberghs ’Traffic’.
Celebre Nikolaj Coster-Waldau er en smule forstyrrende castet som fraskilt everyman med Tinder-dates, ekskone-fnidder og bolig i forstaden. Til sidst hvor han kigger os biografgængere i øjnene for at tilføre historien et lille skud optimistisk opbyggelighed, følte jeg mere, det var FN-goodwill-ambassadør Nikolaj Coster-Waldau, end det var filmens fiktive aktionsstyrkepolitimand, der nedbrød den fjerde væg. Ellers er filmen velovervejet i håndteringen af sit eksplosive materiale.
’Krudttønden’ tager afstand fra dem, der tror på »ytringsfrihed, MEN…«. Det ses tydeligt til et middagsselskab, hvor Finn Nørgaard spolerer den gode stemning ved at stå fast på, at en skelen til mulige religiøse hensyn ender som voldsmandens veto. Vennekredsen bliver skildret som Bourgogne-slubrende strandvejssocialister. Også Finn Nørgaard opnår en slags politisk vækkelse i kølvandet på Charlie Hebdo. Trods en nagende tvivl på sit standpunkt dagen efter, hvor gæsterne er gået.
Den slags polariserende diskussioner har der været mange af i terror-rædselsåret 2015, hvor vi alle skulle navigere i en forandret virkelighed, der blev stadigt mere truende. Selv i trygge København. Ole Christian Madsens film er et sobert, seværdigt forsøg på at massere dette kollektive traume.
Kort sagt:
’Krudttønden’ er et sobert stykke samtidshistorie, der især udgør et flot filmisk mindeskrift over Omar El-Husseins to ofre, Finn Nørgaard og Dan Uzan. Der er en overraskende gru i at opleve hyggelige, velkendte København som terrormål i et dramadokumentarisk værk.