Ole Christian Madsen om terrorfortællingen ’Krudttønden’: »Det skulle være ofrenes film«

I denne uge har hans film om Omar El-Husseins terrorangreb i København premiere. Hvorfor har han valgt at følge gerningsmanden? Hvordan prægede det arbejdet, at han kendte et af ofrene personligt? Og hvilken forbindelse har Nikolaj Coster-Waldaus specialbetjent til virkeligheden? Vi talte med instruktøren præcis fem år efter tragedien i 2015.
Ole Christian Madsen om terrorfortællingen ’Krudttønden’: »Det skulle være ofrenes film«
Adam Buschard som Dan Uzan. (Foto: Christian Geisnæs)

Ole Christian Madsen var en af de første, Ekstra Bladet ringede til, da rygterne lød, at offeret for et terrorangreb foran Krudttønden på Østerbro i København var filminstruktøren Finn Nørgaard.

Madsen, som var forhenværende ven med Nørgaard, nægtede at tro sine egne ører, for signalementet havde lydt på en mand omkring de 40 år, og Finn var 55. Men det var Finn Nørgaard, der stoppede Omar El-Husseins kugler 14. februar 2015.

Ret hurtigt efter El-Husseins attentat på Krudttønden og Den Jødiske Synagoge, hvor han dræbte dørmanden Dan Uzan, begyndte Ole Christian Madsen og manuskriptmakkeren Lars K. Andersen, der også havde kendt Finn Nørgaard, at skrive notater om alt fra Finn og Dan til den mørke vinter i 2015 og det værdiskred, de oplevede i tiden. Til at begynde med bryggede de på en fortælling om en gruppe venner til et offer for et terrorangreb. Men som tiden gik, og duoen gravede sig længere og længere ned i materialet, stod det klart, at de måtte konfrontere den tragiske begivenhed mere direkte.

»Det andet var en mere arthouse-agtig tilgang. Det blev vigtigere og vigtigere for os at skildre de konkrete hændelser, fordi det blev en slags temperatur over Danmark og Europa og over den værdikamp, der udspillede sig lige præcis der i 2015 og 2016 også i kølvandet på angrebet på Charlie Hebdo i Frankrig«, siger Ole Christian Madsen, da vi møder ham på en Nørrebro-café præcis fem år efter terrorangrebet i København.

Ole Christian Madsen (i midten) instruerer Nikolaj Coster-Waldau og Ken Vedsegaard. (Foto: Christian Geisnæs)

På torsdag er der premiere på hans film ’Krudttønden’, der kalejdoskopisk krydsfortæller fire meget forskellige menneskers historie: Finn Nørgaard (Lars Brygmann), Dan Uzan (debutanten Adam Buschard), Omar El-Hussein (debutanten Albert Arthur Amiryan) og betjenten Rico (Nikolaj Coster-Waldau) fra Politiets Aktionsstyrke, der som den eneste er et fiktivt amalgram over virkelighedens specialbetjente, der i sidste ende fik ram på terroristen.

De fire karakterer udgør nøglen til, hvordan Ole Christian Madsen og hans hold har forsøgt at lave »ofrenes film« og samtidig spinde begivenhederne sammen til et stykke overbevisende fiktion, som kan være med til at minde danskerne om, hvad der hændte den skæbnesvangre dag for fem år siden. For som instruktøren siger:

»Der er en erindring om, at der var et terrorangreb, men mange kan ikke huske, hvad der reelt skete. Så det her er faktisk en historisk film. En film, der fortæller om en skelsættende begivenhed i moderne danmarkshistorie, ovenikøbet en begivenhed vi aldrig bliver færdige med, men som vi med filmen i det mindste kan få et nogenlunde overblik over«.

Her giver Ole Christian Madsen, der tidligere har stået bag film som ’Nordkraft’, ’Flammen & Citronen’ og ’Superclasico’, en indføring i arbejdet med filmens bærende figurer – og de virkelige mennesker bag:

Finn Nørgaard

»Det var rystende at finde ud af, et én, man tidligere har kendt, mister livet på den her måde. Den ufattelighed er ubeskrivelig. Hvis en er død af sygdom, har man haft tid til at indstille sig på det ubegribelige. Og det er bare endnu mere ufatteligt, når det ikke er et trafikdrab, men et værdibåret ideologisk drab.

Finn var et meget intelligent og humanistisk menneske og en lille smule kantet. Han var meget blid, men kunne også blive meget vred. Han var omsorgsfuld over for folk, og så havde han noget med tyranner. Han kunne ikke holde ud, at nogen brugte deres autoritet til at undertrykke andre, og det betød, at han altid reagerede på uretfærdighed. Det er et af de træk, der er meget fremherskende i filmen. Så han nogle slås i byen, lagde han sig imellem, og så han nogle mobbe andre, var han henne og blande sig. Det lå meget dybt i hans karakter. Derfor er det også klart, at når han angriber Omar El-Hussein foran Krudttønden, er det, fordi der står en tyran. En terrorist med maskingevær er sindbilledet på en tyran, der prøver at undertrykke andre deres holdning.

Der var et øjenvidne på hele slagsmålet mellem Finn og Omar El-Hussein og et andet, der så det meste, fra hver deres etage. Der er stadig nogle, der betvivler det, men der er ikke nogen, der har set noget andet. Og det passer med, hvem han var – da jeg hørte det, tænkte jeg, at det tror jeg på er rigtigt«.

Lars Brygmann som Finn Nørgaard. (Foto: Christian Geisnæs)

»Finn var også en tvivler. Han var hele tiden i gang med at undersøge, hvad han skulle beskæftige sig. Og som vi ser i filmen, var han op til sin død på vej ind i en ny fase. Han ville finde noget andet at lave og havde det ikke så godt mere med filmbranchen. Samtidig var han blevet stor ytringsforkæmper og bevidst om, at det var de værdier, der ramlede sammen lige nu. Hans Facebook var præget af, at det var det, han interesserede sig for. Han var efter sigende den første, der lagde blomster for Charlie Hebdo foran den franske ambassade. Og han var frustreret over, at andre ikke forstod, hvad der skete.

Det føltes som noget, vi var nødt til at gøre – at lave en film med udgangspunkt i ofrene, at det skulle være deres film. Men det gjorde det komplekst, at Finn og jeg havde haft en mindre konflikt imellem os tilbage i tiden, og jeg havde ikke set ham i ti år, da han døde«.

Dan Uzan

»Dan var ikke bare en mand, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han var et menneske, der hjalp andre i en grad, at det nogle gange kom til at stå i vejen for hans eget liv. Dan var ikonet på beskytteren. Han var plankeværket på Synagogen, og sådan blev han også set derinde. Han var stor og virkede umulig at komme forbi. Hans liv bestod meget i at være frivillig vagt, spille fodbold i den jødiske fodboldklub og spille basket i Hørsholm, hvor han også lavede enormt meget frivilligt arbejde. Det var ikke tilfældigt, at han var der den aften, hvor der var brug for, at 80 mennesker skulle beskyttes. Det var noget af det, der fyldte meget i hans liv.

Dan er det gode menneske, som betaler prisen. Det er hans fortælling i filmen. En mand med høje idealer og med humor, som var meget vellidt, og som måske havde svært ved at finde ud af, hvilken vej han skulle gå i sit liv, men som var ved at finde ud af det op til sin død.

Jo mere jeg talte med folk om Dan, var størrelsen vigtig. Fysikken var simpelthen for afgørende til, at jeg kunne tage en skuespiller på 1,80. Og selvom man er 1,95 og ’skuespillerfit’, er det ikke det samme som at være over to meter med en stor sportstrænet krop. Det giver en anden måde at bevæge sig og tænke på. Derfor begyndte vi at lede efter en uprøvet skuespiller. Vores caster Rie Hedegaard havde fundet Adam Buschard i en basketklub og snakket med ham, og han var skide god. Og så tænkte jeg, at jeg går efter fysikken frem for en trænet skuespiller. Adam havde i øvrigt selv spillet basketball over for Dan Uzan«.

Adam Buschard som Dan Uzan. (Foto: Christian Geisnæs)

»Det er svært at have fire mennesker i centrum i samme film på 100 minutter. Normalt er tre maksimum. Fortællingerne kan nemt komme til at forstyrre hinanden. Så manuskript- og klippearbejdet handlede meget om at få forstørret de fire fortællinger nok, så man forstår dem, og de bliver klare nok. Derudover er det fire meget forskellige positioner i samfundet, de kommer fra. Det er helt forskellige teksturer. Normalt ville man ikke samle så forskellige mennesker i samme film, men det er så virkeligheden, der har bragt dem sammen til filmen.

Det er jo en fiktionsfilm, og en fiktionsramme bærer altid en fortolkning. Samtidig har man hele tiden en etisk overvejelse, fordi der er den rigtige Dan Uzan og filmens Dan Uzan. Og de skal hele tiden tale sammen inden for en ramme af, hvor langt du kan gå. Mange troede vist i starten, at filmen skulle handle om jagten på en terrorist. Men det gør den jo ikke.

Vi har talt med 10-12 mennesker rundt om hver person, og så skulle vi finde ud af, hvordan man trækker det essentielle ud af personerne i forhold til de 14 dage, hvor vi fortæller historien. Hvad var det, der skete i deres liv? En af grundpræmisserne er det her med, at man går rundt med sit bøvlede liv, og så bliver man skudt. Tingene ændrer sig hurtigt. Og udløberen af det er, om det er rimeligt, at vi skal gå rundt med den angst? Og det synes jeg jo ikke, det er, og jeg håber, at filmen kan gøre os mere bevidste om de værdier, vi skal bevare for at undgå den slags«.

Omar El-Hussein

»Vi har forsøgt at holde karaktererne på to linjer. Der er en linje, der hedder Finn, Dan og Rico, og så er der en linje, der hedder Omar El-Hussein. De tre bærende karakterer står på hver deres måde ved en skillevej. Omar er mere en skygge. Han er et mørke, den vi alle frygter pludselig dukker op ud af det blå.

Vi opdagede i researchen, at der var mange udlægninger af hans liv. Mange forskellige opfattelser af, hvem han var.

Vi har villet ramme en balance, hvor han er en skurk, men ikke dæmoniseres. Det var meget vigtigt, at han ikke kunne fremstå som en martyr. Det handler især om, hvordan man filmer ham. Han må ikke fremstå som en sej fyr med et maskingevær. Man lægger sig lidt på afstand og lægger forskelige ting ind, som på en måde står i vejen for publikums indlevelse. Og billederne omkring ham er holdt i mørk farvetoning, blå og metallisk, så man er med til at skabe en distance«.

Albert Arthur Amiryan som Omar El-Hussein. (Foto: Christian Geisnæs)

»Samtidig skal man jo også fornemme hans liv. Omar El- Hussein er en del af narrativet i de hændelser for fem år siden. I filmen er han skildret som et radikaliseret ungt menneske, der kommer ud af fængslet og har en plan. Hver gang vi ser ham i filmen, er han i færd med at planlægge og udføre sin plan.

Albert, der spiller ham, er et kæmpe talent. Jeg var sikker på, at jeg ville have et ubeskrevet blad i rollen, og jeg fandt ham ret tidligt i processen. Nogle af de ting, han laver i filmen, er ekstremt svært. Den måde han spiller vrede og aggression på. Han kan blive en stor skuespiller«.

Rico

»Filmen handler om at holde fast i os selv som mennesker, selvom forandringerne sker hurtigere og hurtigere, polariseringen er accelererende, og tiden arbejder mod mere autoritære ideer. Det er en moralsk fortælling om, hvad der sker i samfundet, og vi havde brug for én, der overlevede og kunne fortælle historien. Rico er baseret på interviews med flere AKS-betjente, både nuværende og forhenværende. Vi forsøgte at finde ud af, hvad der var deres kernefortælling. Rico er vores alle sammens øjne ind i fortællingen, og ham der er skabernes talerør.

Vi var hele tiden meget interesseret i politidelen, så vi forsøgte at finde ud at, hvad der lå i det her mytiske begreb AKS (Politiets Aktionsstyrke, red.), der kommer ud af ingenting og løser alle de svære opgaver«.

Nikolaj Coster-Waldau som Rico. (Foto: Christian Geisnæs)

»Rico er sat skarpt op, det vil jeg gerne erkende. Men der var to ting, som var en del af de AKS-folks liv, vi talte med: Nedslidt fysik – og skilsmisser. Så det er også det, han kæmper med i filmen.

Det var vigtigt at gøre opmærksom på, at filmen er inspireret af virkeligheden, men at det er en filmisk fortolkning. Der kan man gøre lidt opmærksom på fiktionen ved at tage kendte skuespillere som Lars Brygmann og Nikolaj Coster-Waldau. Lars Brygmann var den allerførste, jeg tænkte på som Finn. Og Nikolaj er valgt, fordi han er en fantastisk dygtig skuespiller. Han var perfekt til den her rolle«.

’Krudttønden’ kan ses i biograferne fra torsdag den 5. marts.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af