’Angrebet – Omars vej til Krudttønden’: Ny DR-dokumentar tegner et tragisk portræt af terroristen Omar El-Hussein
I samme uge som Ole Christian Madsens omdiskuterede spillefilm ’Krudttønden’ kommer i de danske biografer, har en anden filmisk rekonstruktion af det todelte terrorangreb på Kulturhuset Krudttønden og Københavns Synagoge premiere.
Hvor fiktionsfilmen vil beskrive stemningen i samfundet omkring angrebet i 2015 og ære de to ofre Finn Nørgaard og Dan Uzan, går den nye DR-aktuelle dokumentar fra Final Cut for Real mere journalistisk til værks for at besvare de to til stadighed pressende spørgsmål: Hvordan kunne det ske? Og kunne det være undgået?
Det er ikke mindst spørgsmål, som ofrenes familier har stillet, og det er blandt andet takket være deres forespørgsel til politiet, at filmholdet at fået adgang til detaljeret dokumentation af kriminalforsorgen og PET’s arbejde.
Den prisvindende journalist Nils Giversen har siden Omar El-Husseins terrorangreb arbejdet på dokumentaren, der beskriver gerningsmandens liv frem til den forfærdelige udåd. Og det kan mærkes, at der er brugt lang tid på projektet, som fremstår afsindigt gennemarbejdet og detaljeret.
Mens første afsnit især dykker ned i El-Hussains barndom og ungdom, hvor en kriminel livsstil hurtigt fik indpas, dokumenterer anden halvdel en række fejl i PET’s terrorforebyggende arbejde. For under sit fængselsophold for knivstikkeri viste hovedpersonen tydelige tegn på radikalisering.
Det mest graverende eksempel er en mobiltelefon, som El-Hussein havde smuglet ind i sin fængselscelle, der indeholdt både propaganda fra Islamisk Stat og en instruktionsbog i at udføre terror. Telefonen blev konfiskeret af fængselsbetjente, men først undersøgt efter terrorangrebene, der faldt to uger efter hans løsladelse.
»Det er ikke en én faktor, men en række faktorer, som gik galt«, vurderer Ivar Fahsing, norsk ekspert i politiefterforskning. Han er en af mange medvirkende interviewpersoner, hvoraf flere kendte Omar El-Hussein personligt. En lidt ærgerlig, men forståelig konsekvens af det tragiske emne er, at flere af dem er anonymiserede. Vi ser for eksempel ikke Omars mor og venners ansigter, og deres stemmer er indtalt af skuespillere – ikke altid voldsomt overbevisende.
Deres beretninger suppleres med en imponerende mængde arkivfotos, overvågningsbilleder og endda en gruopvækkende lydoptagelse fra Krudttønden-skyderiet. Desuden optræder der løbende klassiske rekonstruktioner med skuespillere, kompetent instrueret af Rasmus Kloster Bro og Andreas Koefoed. Uden ligefrem at revolutionere dokumentargenren fungerer de fint til at føre fortællingen frem, mens de undgår det overdramatiske.
Enkelte steder er den velresearchede dokumentar ligefrem gribende. En tidligere engelsklærer fortæller eksempelvis om Omars 10. klasses eksamen, hvor han dukker for sent op efter at have løbet direkte fra arresten, med et krøllet stykke papir i hånden, der skal udgøre hans synopsis. Lærer og censor indvilliger i at gennemføre eksaminationen, og Omar får topkarakter.
Den unge mands smil forsvinder imidlertid brat, da underviseren spørger ham, hvad han vil bruge sine gode karakterer til i fremtiden. »Et slør passerer hans ansigt, og så ser han ikke glad ud længere«, fortæller læreren, hvis historie fremstår særligt stærk, fordi hun står frem med ansigt.
Man kommer selvfølgelig aldrig til at kunne sætte sig ind i motivationen bag at slå andre ihjel. Men man forstår, at Omar El-Hussein var en tiltagende vred ung mand, der aldrig fandt sig til rette i livet. Og som måske ikke selv troede på, at han faktisk havde mulighed for at træde ud af sin problematiske livsbane.
Kort sagt:
Den velresearchede dokumentar ’Angrebet – Omars vej til Krudttønden’ belyser ikke bare kriminalsagen fra alle vinkler, men tegner også et tragisk portræt af det 22-årige menneske bag de grufulde handlinger.