’King & Conqueror’: Ny serie med Nikolaj Coster-Waldau som krigsherre hverken kom, så eller sejrede
Jeg var så forberedt på at kunne lide den her serie.
Det er Nikolaj Coster-Waldau, det er James Norton, det er William the Conqueror (i Danmark bedre kendt under det lidt tammere sobriquet, Vilhelm Erobreren), og det er en af den vestlige verdens mest actionfyldte og fascinerende tidsperioder:
Dengang normannerne invaderede angelsakserne, udkæmpede en af de mest betydningsfulde krige nogensinde og ændrede historiens gang i anden potens.
Det lyder jo som opskriften på den lækreste seriesouffle!
Men på en eller anden ubegribelig måde er det lykkedes ’King & Conqueror’-skaber Michael Robert Johnson at sparke til tom luft, selvom bolden lå lige foran ham på målstregen.
Eller, det er måske ikke så ubegribeligt endda, hvis man lige hurtigt skimmer hans cv, der blandt andet består af ’Pompeii’ fra 2014 med Kit Harington, ’The Frankenstein Chronicles’, der levede i to sæsoner, Netflix-baskeren ’Mute’, der i skrivende stund kan prale af 5,5 på IMDb, samt en writer-credit, som han deler med fire andre på Guy Ritchies ’Sherlock Holmes’.
Johnson gør for William the Conqueroer, hvad Ridley Scott gjorde for Napoleon: forvandler fuldstændig bombesikkert kildemateriale til en søvndyssende, ærgerlig affære, som kan betyde, at der vil gå lang tid, før vi får endnu et bud på den her fantastiske historiske epoke.
Serien finder sted i midten af det 11. århundrede, og vi følger Coster-Waldaus William the Conqueror fra Normandiet og James Nortons Harold Godwinson fra England, der starter som venner, men – grundet intrikate magtkampe og totalt tilfældige kviste på diverse stamtræer – ender som fjender. (Det er måske lidt sent nu, men: Lad være med at læse Williams epitet, hvis du ikke vil have spoilet seriens slutning).
Der er ikke i nærheden af lige så mange karakterer her som i ’Game of Thrones’, og dog formår ’King & Conqueror’ alligevel at bruge broderparten af sin tid på at fortælle os, hvem der er hvem, hvem der vil hvad, hvornår hvem skal hvad og vil hvad, og hvad hvem vil hvordan.
Der er også pirrende lidt action – og når der for én gangs skyld er nogen, der rent faktisk drager sit sværd, bliver den efterfølgende ”kampscene” klippet så fandens hurtigt, at man ikke rigtigt opfatter, hvad der sker. Hvorefter det formentlig er tid til lidt mere snak om, hvem der var hvor hvordan og hvorledes og i hvilken kapacitet.
Jeg formoder, at det delvist er på grund af seriens ekstremt spartanske budget, at der er mere action i klipningen, end der er i selve scenen, for den stringente bogføring ses også tydeligt andre steder – som når karaktererne konstant bruger ordet »hær«, mens der dog sjældent er mere end seks-syv soldater samlet på én gang, eller når vi skal se en militærlejr, der på location formentlig er nogenlunde på størrelse med indgangen til Sagnlandet Lejre, men på grund af strategisk placerede buske … ja, stadig ender med at ligne, at det er på størrelse med indgangen til Sagnlandet Lejre.
Jeg kan sagtens se Coster-Waldau for mig som en af historiens mest famøse krigsherrer, og Norton gør, hvad han kan med det elendige materiale, han har at arbejde med. Men det er Clémence Poésy, der puster bare en snert af liv i den her anæmiske serie gennem sit portræt af Williams kone Matilda.
Hun er både charmerende, smuk, stærk, imposant og karismatisk, og hver scene bliver bare en smule bedre af hendes tilstedeværelse.
Men den forholdsvis stærke rolleliste til trods kriblede jeg efter at få lov til at skifte over til den med længder bedre ’The Last Kingdom’-serie, der godt nok ikke fortæller historien om William the Conqueror – men til gengæld er spændende.
Kort sagt:
’King & Conqueror’ hverken kom, så eller sejrede på nogen som helst måde. Serien er overfortalt, underfinansieret og bare kedelig. Hvilket burde være en kriminel bommert, når kildematerialet er så spændende.