’Pompeii’
Hvor går grænsen mellem plagiat og hyldest? Hvis den aldrende Ridley Scott nogensinde skulle formaste sig til at bruge halvanden time på at se kollegaen Paul W.S. Andersons skrækkelige ’Pompeii’, er det et spørgsmål, der formentlig ville trænge sig på inden for filmens første minutter.
’Pompeii’ starter med at ’låne’ beskedent fra ’Gladiators’ præmis. Nå ja, imitation er jo som bekendt den ypperste form for anerkendelse. Senere kaster filmen sig imidlertid frådende over hele Oscar-vinderens manuskript, ofte scene for scene, som en klodset, storsavlende Skt. Bernhards-hund med en særligt sprød morgenavis i gabet.
Som tilskuer er man gentagne gange ved at tabe underkæben af vantro målløshed over, hvor skammeligt detaljeret Paul W.S. Anderson har genskudt sandaldramaet med Russel Crowe fra 2000, bare med en rask naturkatastrofe smidt ind i mikset. Resten af tiden undertrykker man et akut behov for at kravle ned under sit sæde og stikke fingrene i ørene blot for at blive fri for at høre på hovedrolleindehavernes klicheramte pladren.
’Pompeii’ handler naturligvis først og fremmest om det vulkanudbrud, der i år 79 pludseligt begravede havne- og handelsbyen Pompeii i Italien i mange lag lava og aske. Adskillige indbyggere blev bogstavelig talt taget på sengen af katastrofen, da vulkanen Vesuv en nat forvandlede huse, mennesker og dyr til forkullede stenstøtter. I dag er Pompeii et yndet turistmål, og man forstår til fulde fristelsen for at bringe historien om byens dramatiske undergang til det store lærred.
’Game of Thrones’-stjernen Kit Harrington spiller den tilfangetagne keltiske kriger Milo, hvis stærke sværdarm fremover skal bruges i gladiatorkampe i den nybyggede arena i Pompeii.
Byens overhoved Severus (Jared Harris på autopilot) vil gerne styrke Pompeiis position i det romerske rige, så der bygges på livet løs for at skabe et værdigt havne-modstykke til hovedstaden Rom. Den åleglatte og morderiske senator Corvus aflægger overraskende besøg for at støtte op om planerne, men med en lusket bagtanke om at komme i bukserne på Serverus smukke datter Cassia (dukkehovedet Emily Browning).
Denne udveksler dog længselsfulde blikke med gladiator-hipsteren Milo, som ud over at ligne forsangeren fra et antikkens indieband også har evner som hestehvisker!
Snart begynder Vesuv at rumle faretruende, men desværre kan instruktør Paul W.S. Anderson ikke bestemme sig for, om han vil satse på gladiator-action eller naturkatastrofe. Mikset af de to bliver i hvert fald ærgerligt ujævnt, og da lavaen her endelig flyder i gaderne, er man efterhånden så inderligt ligeglad med begivenhedernes gang, at man håber, at Vesuv vil sluge både by, hovedpersoner og instruktør i én nådesløs mundfuld.
Den eneste formildende omstændighed ved denne tidsrøver af en fornærmelse mod Pompeii, historienørder, katastrofefilmfans, gladiatorer og i det hele taget tænkende eksistenser under solen er den ydmyge spilletid på 1 time og 45 minutter.
Kort sagt:
Der lugter af rådne æg i Pompeii. Og ikke blot på grund af svovlen fra Vesuvs forestående og altudslettende vulkanudbrud. Nej, Paul W.S. Andersons film stinker som en kompostbunke under sommersolen af åbenlyst plagiat, rædderligt skuespil og forspildte filmiske muligheder for en potentielt herlig 3D-rutsjebanetur i katastrofeland. Øv!
Læs også: Anmeldelse af den nye sæson ‘Game of Thrones’
Læs også: 10 grunde til at hoppe på ‘Game of Thrones’