‘Game of Thrones’ – sæson 4
Vejen til Meereen er udsmykket med død. Der er 163 mil til slavebyen, og for hver eneste mil hænger der en ny misbrugt og korsfæstet ung pige. Memento mori – og hold jer langt væk fra Meereen. »Jeg får vores mænd til at ride i forvejen og begrave dem«, tilbyder den tro vogter Barristan Selmy, men dragedronningen Daenerys nægter: »Det gør du ikke. Jeg vil se hver eneste ansigt«.
Korsfæstede små piger som vejskilte er blot én af uendeligt mange variationer af den grundlæggende eksistentielle præmis i ’Game of Thrones’: Valar morghulis – alle dør – og som oftest blodigt, grimt og marineret i egne kropsvæsker. De to hovedforfattere bag tv-versionen, David Benioff og D.B. Weiss, har udtalt, at »ingen kan vide sig sikker« i denne sæson, og det slås allerede i de tre første afsnit fast med syvtommersøm.
Læs også: Se den komisk ærlige trailer til ‘Game of Thrones’
Fjerde sæson springer, som sidste sæson, lystigt rundt i George R.R. Martins fantasyverden med elendighed, hævnlyst og et brændende ønske om at sidde på Jerntronen som klareste fællesnævnere. I King’s Landing horer, drikker og smeder man rænker, mens tv-historiens måske mest forhadte karakter, überdouchen Joffrey, strangulerer ludere og torturerer killinger. Helt mod nord kommer Mance Rayders hær på 100.000 wildlings stadig tættere på The Wall og Castle Blacks sølle 100 soldater. Og mod øst marcherer Daenerys altså mod den tredje og sidste slaveby, Meereen, før turen går over The Narrow Sea.
Enkelte nye karakterer, som den biseksuelle prins Oberyn fra House Martell, gør deres entré, men i det store hele byder den nye sæson primært på gamle kendinge. Så meget desto mere imponerende er det, at alle fortællingerne i fortællingen fænger. Alle karaktererne, fra den nu manddomsløse Theon til den morderiske curlingmor Cersei, oser personlighed, drypper lidelse og syder af vrede. Alle har hver deres konflikt i konflikten, og der er ikke ét uinteressant subplot.
Læs også: ‘Game of Thrones’-forfattere – vi slutter efter syv eller otte sæsoner
Der er en del recapping i de første afsnit, hvilket ét eller andet sted er nødvendigt med et persongalleri på størrelse med en halvstor Dothraki-landsby. Heldigvis serveres det med en så generøs dosis vold og kløgtige one-liners, at tempoet sjældent lider. Nærmest hver eneste scene byder på en direkte fornærmelse eller en tilsvining forklædt som kompliment (en såkaldt Tyrion), og selvom det er sværdkampene, der larmer mest, er det som oftest de verbale dyster, der stikker dybest.
Man kommer helt til at tænke på de legendariske ’Monkey Island’-adventurespils insult swordfighting, når Arya spørger The Hound: »Du har det fint med at myrde små drenge, men du er for fin til at stjæle?« – for blot at blive mødt af det køligste af kølige svar: »A man’s gotta have a code«.
Det er ikke kun et vittigt modsvar, men også en himmelråbende åbenlys løgn: I George R.R. Martins kompromisløse kaosverden er der ingen plads til kodekser. Her regerer kun nogle få eviggyldige sandheder. Gavmildhed er svaghed. Barmhjertighed er selvmord. Had holder dig (midlertidigt) i live. Og alle – ALLE – dør.
Kort sagt:
Der er ordkløveri, fornærmelser og opfindsomme dødstrusler for alle sølvmønterne i fjerde sæson af megahittet ’Game of Thrones’, men forledes man til at tro, at pennen er mægtigere end sværdet, tager man grueligt fejl. Den, der slår først og hårdest, overlever, og det er stadig skamløst underholdende.
Læs også: Se den komisk ærlige trailer til ‘Game of Thrones’
Læs også: George R. R. Martin åbner op for ‘Game of Thrones’-spillefilm
Læs også: ‘Game of Thrones’-forfattere – vi slutter efter syv eller otte sæsoner