’The Last Kingdom’ sæson 4: Netflix’ vikingeserie har alt, en serienørd kan ønske sig
Det kan være svært at leve i skyggen af mere populære mennesker. Bare spørg samtlige ældre søskende, når der kommer et nyt og mere bedårende familiemedlem til.
Men der kan også være ulemper ved at komme senere end andre, og det er i det limbo, at Netflix’ ’The Last Kingdom’ befinder sig i.
Serien startede oprindeligt hos engelske BBC i 2015 og fik skudsmålet at være en sekundaudgave af ’Game of Thrones’ uden det fornødne budget og finesse.
Det gjorde det heller ikke nemmere, at der to år forinden var kommet en anden serie, der foregik i nogenlunde samme tidsperiode, nemlig publikumsdarlingen ’Vikings’.
Perspektivet er dog et andet. Hvor serien om Ragnar og hans familie tager udgangspunkt i vikingekultur, handler ’The Last Kingdom’ i højere grad om et gryende forenet England.
Baseret på forfatter Bernard Cornwells romaner ’The Saxon Stories’ (han dukker selv op i en birolle i sæson tre) mikses faktuelle begivenheder med en højdramatisk fiktiv fortælling.
Omdrejningspunktet er den ferme kriger Uhtred (Alexander Dreymon). Som barn blev næsten hele hans familie dræbt af vikinger, mens han selv og en anden saksisk pige Brida (Emily Cox) blev adopteret af en mere venligsindet af slagsen.
Derefter har den i tre sæsoner stået på det ene mere drabelige slag og flere politiske intriger, end samtlige sæsoner af ’House of Cards’ kunne byde på. Alliancer er flygtige, og Uhtred skal navigere i både sine saksiske rødder og det danerliv, han er vokset op i.
England er splittet i flere små riger, og hidtil har vi fulgt kong Alfred af Wessex’ bestræbelser på at forene dem alle mod daner-horderne.
Efter hans død i slutningen af tredje sæson er det nu sønnen Edward (Timothy Innes), der sidder på magtens trone og skal håndtere det interne britiske rænkespil samt den konstante fare for angreb fra de blodtørstige danere.
Knudepunktet i denne omgang er magt over riget Mercia, hvor Edwards søster Aethelflaed (Millie Brady) er dronning). Netop det kongedømme er det mest magtfulde og lever nærmest i et konstant had/kærlighedsforhold til Wessex.
Der er dog intet som en fælles fjende til at skabe en (skrøbelig) alliance. I dette tilfælde er det vikingekongen Cnut (Magnus Bruun), der sammen med Brida leder en erobrings-/hævnkampagne mod det saksiske afskum.
Læg dertil, at Uhtred står ansigt til ansigt med sin hadede onkel og en af datidens største dræbere, mens en pestlignende sygdom lurer. Og man har en sæson spækket med drama.
Det kammer dog ikke over, som det ofte gjorde i ’Vikings’. Showrunner Nigel Marchant og kompagni holder tøjlerne stramt. Det hjælper selvfølgelig, at der er en rimelig kontinuerlig udskiftning blandt karaktererne. Hver sæson er garant for minimum én darlings død, og fjerde ombæring er bestemt ikke nogen undtagelse. Det sker uden overdrevet pjank med slowmotion og andre fiksfakserier – bare hurtigt og brutalt og med blik for konsekvenserne.
Seriens vekslen mellem action – der i øvrigt fik et betragteligt nøk i vejret, efter Netflix kom med fra tredje sæson – og politiske intriger er godt afbalanceret, så man forstår sammenhængen og logikkerne bag.
Alexander Dreymon er i den altoverskyggende hovedrolle som den durkdrevne krigerstrateg Uhtred lidt af et fund. Han er Uhtred af Bebbanburg. Måden han bevæger sig på eller leverer replikker oser af kendskab til, hvem hans figur er. At vi har endnu en sæson og en film til gode med ham i den rolle, er i hvert fald en god grund til at beholde sit Netflix-abonnement lidt endnu.
Galleriet omkring Uhtred er også en fornøjelse. Eftersom de fleste mænd dør rimelig hurtigt af den ene eller den anden grund, er det ofte kvinderne, der står tilbage som dem, der støber kuglerne, uden at få kredit for deres snilde. Det bliver glimrende nuanceret, især med Aethelflaed og dronningemoderen Aelswith, som forsøger at rokke ved det rigide patriarkat, der helst ser, at kvinderne bare føder børn og bruges til alliance-giftemål.
I den mere løsslupne ende er det sjovt at se, hvordan opportunister som vikingen Haesten (Jeppe Beck Laursen) for eksempel læser magtskiftene og på den måde sikre sig overlevelse. Omvendt risikerer de selvfølgelig også at satse på den forkerte, hvorefter resultatet er en brutal og blodig død.
Hvor mange andre serier hutler sig hen imod slutningen eller ligefrem sprinter overilet afsted, virker det, som om ’The Last Kingdom’ har fuld kontrol over, hvordan slutspillet skal udfolde sig. Og det er en overraskende sjældenhed i moderne streaming-kontekst.
Kort sagt:
’The Last Kingdom’ har alt, hvad en historie- og serienørd kan ønske sig og mere til – hvad end det drejer sig om politik, krig, intriger eller kærlighed.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.