’Vores mand i Amerika’: Ulrich Thomsens komplekse helt fascinerer i ny dansk film
Nu er jeg ikke den største historiehaj, men det forekommer mig alligevel utroligt, at jeg slet ikke havde hørt om Henrik Kauffmann, før jeg så Christina Rosendahls nye film. Få enkeltpersoner har nemlig haft så afgørende betydning for Danmarks politiske placering i verden i dag som ham.
’Vores mand i Amerika’ fortæller om Kauffmanns kontroversielle tid som dansk ambassadør i Washington under 2. Verdenskrig. Da moderlandet den 9. april 1940 besættes af tyskerne, erklærer han sig uafhængig af sin regering, og i den følgende periode slår han en markant handel af med amerikanerne: De får flybase på Grønland, hvis de til gengæld vil anerkende ham som en slags eksilregering for det frie Danmark.
Dermed fungerer ’Vores mand i Amerika’ næsten som en prequel til Rosendahls spændingsfilm ’Idealisten’ fra 2015, som omhandler journalist Poul Brink, der i 1988 optrævlede en hidtil hemmeligholdt dansk-amerikansk atomaftale på netop Grønland.
Instruktørens nye historiske drama byder på en mere kompleks hovedkarakter, end tilfældet var med den ihærdige graverjournalist i ’Idealisten’, og heri ligger filmens største fascinationskraft. Kauffmann er nemlig ikke just en entydig helteskikkelse i dansk historie, og man bliver undervejs i filmen usikker på, hvorvidt han arbejder for sit land eller sig selv.
Det gør man ikke mindst i kraft af Ulrich Thomsens stensikre præstation som den storsatsende ambassadør, der både anklages for landsforræderi og hyldes som nationalhelt. Skuespillerens alvorsfulde ansigt er ikke altid til at regne ud – men tydeligt er det, at der ofte grubles løs bag pandebrasken.
Kauffmann er en gambler, der gerne sætter alle de gode ting, han allerede har, på højkant. Det afspejles også i privaten, hvor han indleder en affære med Zilla (Zoë Tapper), som er hustruen Charlottes (Denise Gough) søster. Han er imidlertid meget dårlig til at skjule det, hvilket naturligvis gør Charlotte både jaloux, vred og fortvivlet.
Med undtagelse af filmens overraskende (med mindre man selvfølgelig kender til parrets skæbne i forvejen) slutscene, forløber den ægteskabelige konflikt ret meget efter en velkendt skabelon. Derfor er den ikke lige så spændende og sensationel som det politiske spil, Kauffmann og jurist Povl Bang-Jensen (Mikkel Boe Følsgaard) fører over for både danske og amerikanske politikere.
Dog er skildringen af problemerne på hjemmefronten med til at løfte lidt på den selskabelige maske, som Kauffmann-karakteren bærer til både møder og middagsselskaber, da det er en konflikt, han har sværere ved at håndtere. Han fremstår pludselig mindre sikker og mere sølle, når han ikke længere kan forholde sig distanceret til Charlottes utilfredshed.
Distance synes også at muliggøre Kauffmanns politiske handlekraft. Der er meget langt fra hans dekadente villa i Washington til krigsramte Danmark, som i filmen repræsenteres med et par scener fra Christiansborg og ellers kun omtales.
Krigen trænger sig imidlertid på gennem lydsiden. I en række stemningsfulde sekvenser kommer geværskud og alvorsfulde nyhedsindslag snigende, mens vi overværer anderledes varme og postkort-lækre billeder af familiens have og swimmingpool.
Disse eksperimenterende pusterum er forfriskende og måtte egentlig gerne have fyldt endnu mere i filmen. Det solide drama har størst fokus i ’Vores mand i Amerika’, og det er da også en spændende historie, som Rosendahl har grebet fat i.
Kort sagt:
En velspillende Ulrich Thomsen indtager den tvetydige helterolle i Christina Rosendahls nye film, der skildrer et væsentligt og kontroversielt stykke danmarkshistorie.