Natten mellem den 4. og 5. juni 1963 skærer Charlotte Kauffmann halsen over på sin kræftsyge mand, diplomat Henrik Kauffmann, der er indlagt på Skodsborg Badesanatorium. Så lægger hun sig i badekarret og støder kniven ind i sit eget hjerte.
Henrik Kauffmann har markeret sig som kontroversiel dansk ambassadør i USA under Anden Verdenskrig, hvor han ved Nazi-Tysklands besættelse af Danmark erklærede, at han ikke længere ville modtage ordrer fra »en ufri dansk regering«. Udmeldelsen fik massiv historisk betydning – ikke mindst for Danmarks tætte forhold til USA og den internationale kamp om Grønland.
Men i første omgang var det Kauffmanns ægteskab og voldsomme død, der fængede filminstruktør Christina Rosendahl, da hun stødte på hans historie under researchen til sin sidste spillefilm, ‘Idealisten’ fra 2015 om Thule-sagen.
»Jeg var især fascineret af slutscenen, og derfor har jeg lagt stor vægt på den personlige historie«, fortæller Rosendahl, da vi møder hende ugen inden premieren på ‘Vores mand i Amerika’, som ikke nøjes med at portrættere Kauffmann (i skikkelse af Ulrich Thomsen) som diplomat i en tumultarisk krigstid, men også som menneske.
»Fordi han ender sit liv så voldsomt, mener jeg, at jeg som instruktør bliver nødt til at se på alt det andet i hans liv gennem den optik. Der er så meget fortælling gemt i det spektakulære drab, som jeg tænkte, var en nøgle til filmen. Også for mig personligt, fordi jeg er vokset op med vold og misbrug. Jeg kender det voldelige rum og følte mig helt banalt tiltrukket af at finde forklaringer«.
Ingen ved præcis, hvorfor Charlotte (i filmen spillet af Denise Geough) slog sin mand ihjel – om det var et medlidenhedsdrab eller en form for hævnagt. Efter omfattende research, hvor Christina Rosendahl blandt andet har konsulteret Bo Lidegaard, der har skrevet to bøger om Kauffmann, gennemgået sagsakterne fra Nordsjællands Politi, læst afskedsbreve og korrespondancer og talt med drabsefterforsker Bent Isager-Nielsen, er hun nået frem til sit »mest sande bud på, hvad der er foregået«.
»Min tese har været, at der har været noget medlidenhedsdrab i det, men at der også er en voldsomhed, som må have en årsag. Hun er i hvert fad ikke ligeglad med ham, når hun har anstrengt sig så meget«.
Trekantsdrama vs. Roosevelt
Filmen antyder, at en del af motivet skal findes i Charlottes jalousi over Kauffmanns lidt for tætte forhold til hendes lillesøster, Zilla (Zoë Tapper). Et trekantsdrama, som Rosendahl har insisteret på at give ligeså meget plads – næsten på minuttet – som Kauffmanns forsøg på at få den amerikanske Præsident Roosevelt til at anerkende ham som Danmarks udsending.
For Christina Rosendahl reflekterer de personlige og politiske sider af manden hinanden: »Han er en mand, der vil have det hele. Uanset«, fastslår instruktøren. Hun skildrer Kauffmann som en tvetydig helt, der på den ene side er modig og visionær, på den anden side egoistisk og grådig.
På den positive side er Kauffmanns egenrådige kamp for verdensfred, hvor han i kongens navn underskrev en aftale, der gav USA lov til at forsvare Grønland. Den danske regering anklagede ham for højforræderi, men historien var på Kauffmanns side.
»Jeg synes, han var meget modig. Jeg var helt umiddelbart tiltrukket af den mand, der gambler med vores historie. Som tager en beslutning og siger, at det kan godt være, at vi har demokrati, men det kan vi ikke tage hensyn til lige nu. Nu gør vi sådan her. Det vil jeg gerne i hylde i den farlige situation, vi taler om«, siger Christina Rosendahl.
»Kauffmann var visionær i den forstand, at han forudser, at USA bliver en supermagt, alle vil orientere sig mod efter krigen. Jeg beundrer også hans optagethed af at alliere sig internationalt, blandt andet gennem FN. Hvis han havde levet i dag, havde han sagt, at alle skal blive i FN, NATO og WHO, og at vi ikke skal have et Brexit. Den holdning ligger også tæt på den vej, jeg personligt mener, at vi bør gå«.
Væk med naiviteten
Kauffmanns motiver for at hæve af Nationalbankens guldbeholdning er mere tvivlsom. For nok bruger han pengene til at finansiere sin frihedskamp og støtte andre landes uafhængige udenrigstjenester. Men han finansierer også sin egen dekadente livsstil med champagne og pool parties.
»Jeg ser ham ikke kun som en helt. Og jeg ser ham ikke kun som sympatisk. Altså overhovedet ikke«, siger Christina Rosendahl.
»Men jeg tror også, vi skal kaste naiviteten væk i forhold til idealisme. Hvis vi skal forstå magtstrukturer, også i forhold til vores egne magthavere, skal vi også forstå, at man godt kan have høje idealer, men i ligeså høj grad være optaget af vores eget lille liv: Min familie skal have det godt. Jeg skal have penge til at deltage i det sociale liv. Og så videre. Det er en ligeså stor drivkraft«.
Er det o.k., at man har det sådan?
»Ja, det er dybt menneskeligt. Jeg tror, man skal invitere det indenfor. Men det er klart, at det skal indhegnes«.
I filmen spørger Roosevelt på et tidspunkt Kauffmann, om han prøver at redde sig selv eller verden. »What’s the difference?« spørger Kauffmann tilbage. Men er der ikke en forskel?
»Det tror jeg ikke. Jeg tror, at alle mennesker, der vil noget større, hvorvidt de er bevidste om det eller ej, også er drevet af noget dybt personligt. Ikke et selvopofrende ideal. Når vi laver karakterarbejde, arbejder vi altid på at finde vedkommendes eksistentielle behov, som er noget helt banalt som at føle anerkendelse, blive elsket af sin mor og far eller føle sig tryg.
Vi er alle sammen optaget af at lappe på en mangel, som vi er kommet af sted med i livet. Også Henrik Kauffmann. Og dig, og mig«.
Større opbakning til instruktører
Hvad er du drevet af?
»Jeg er drevet af at bryde tabuer om magtovergreb. Og af at skabe fællesskaber: At få mennesker til at tale med hinanden i stedet for at lukke sig inde bag nationale eller private mure. Lidt ligesom Henrik Kauffmanns projekt – men omsat til en private arena, for jeg er jo ikke politiker«.
Men du arbejder politisk som formand for Danske Filminstruktører. Hænger det sammen med at skabe fællesskaber?
»Ja, og at give stemme til nogle, der er usynlige. Filminstruktører er alt for usynlige, fordi vores arbejdsfelt ikke er fysisk på samme måde som en forfatter eller en klippers arbejde. Det gør det svært for andre at værdisætte vores arbejde. Streamingrevolutionen har skabt et skred i og med, at det skrevne ord her bærer visionen. Det har spredt det narrativ i filmbranchen, at historien er det vigtige.
Effekten er, at den filmiske oplevelse er trængt af hele den serietsunami, vi ser nu. Det er sindssygt frustrerende for en som mig, der gerne vil lave film til biograferne. Historien er vigtig, men film handler også om, hvilket temperament, der fortæller, og hvordan det føles, når vi oplever filmen. Derfor skal vi også give opbakning til instruktører, der vil noget med filmsproget«.
Kampen for kvinderollerne
Du har jo også arbejdet meget politisk for ligestilling i filmbranchen. Er det på den baggrund ikke et paradoks, at dine to sidste spillefilm har mandlige hovedroller?
»Efter min første film, ‘Supervoksen’, der handler om tre piger, har jeg haft to spillefilm med kvindelige hovedroller i udvikling. Dem kunne jeg ikke få finansieret. Så blev ‘Idealisten’ finansieret. Og nu ‘Vores mand i Amerika.’ Du kan sikkert selv se et mønster.
Der har floreret et dominerende narrativ om, at mandlige hovedroller er mere kommercielle, og det har bevæget sig både inde i mig selv som instruktør, i filmbranchen og på Filminstituttet. Forestillingen er, at det er mændene, både de mandlige og kvindelige publikummer vil se.
Jeg tror, at #MeToo-bølgen har givet kvindelige instruktører opbakning til at stå fast på, at kvinderoller skal fylde mere. Det er også derfor, at jeg har insisteret på, at kvinderne og børnene skal fylde i min film. Som kvinde har jeg haft brug for, at familielivet fylder, og jeg synes også, at den kvindelige historie har været mit særlige bidrag til filmen.
I udviklingen af filmen har det aldrig været til diskussion, at Henrik Kauffmann er en spændende hovedkarakter. Men det har været til stor diskussion, hvor meget og hvordan Charlotte skulle fylde. Og om børnene skulle med, selvom de boede på ambassaden og helt sikkert har fyldt. Jeg ved godt, hvordan det er at have børn. Lige meget hvor afrettede de er, kommer man til at støde sammen, og jeg tror, at min skildring er tæt på, hvordan virkeligheden har været.
Jeg har måttet arbejde målrettet på at få filmens kvinder med på plakaten og i traileren. Det bunder ikke i noget ondt, det er bare vanetænkning. Man er som instruktør nødt til at være nede i hver eneste detalje for at få lavet det om«.
Men det er stadig en mand, der er hovedperson. Jeg tænker, at hvis kvinder ikke skal sætte fokus på kvinder, hvem skal så?
»Jeg er enig i, at hvis ikke kvinder fortæller kvindehistorier, hvem skal så. Lars von Trier gør det jo. Men det mener jeg også, at vi skal. Det er dårlig timing at sende den her film ud i forhold til kønsdebatten. Så næste gang kommer jeg nok til at skabe en film med en kvindelig hovedrolle.
Men jeg synes, at Henrik Kauffmann er en fantastisk fascinerende mand, som jeg gerne ville bruge fem år af mit liv på at lave en film om. Og i den form, den har nu, hvor den handler rigtig meget om et ægteskab, har det været meningsfyldt for mig«.