En kvinde på 45+ står foran spejlet i soveværelset og betragter sin afklædte krop. Vender og drejer sig for at genfinde den ’gode’ vinkel.
»Skat… tænder du stadig på mig?«, spørger hun usikkert sin sølvræv af en mand på 55+, mens han strammer slipset – og dagdrømmer om kontorets kvindelige stjerneefterforsker på -25.
Du har formentlig set en myriade af variationer over denne scene på film og tv, hvor kvindens ældning ofte er blevet præsenteret som et uheldigt naturfænomen bedst beskuet igennem den forkerte ende af en teaterkikkert.
Midaldrende kvinder må affinde sig med færre og mindre repliktunge roller, som årene går. Hvis de altså overhovedet er til stede på settet – for hvad publikum måske ikke altid bemærker er, at den 45-årige i virkeligheden ofte er langt yngre, end hun fremstilles. Kommercielle hensyn og den slags, forstås.
Men kan det virkelig være rigtigt?
For et par uger tilbage bragte vi en artikel om Hollywoods tilbøjelighed til at matche ældre mandlige skuespillere med væsentligt yngre kvindelige partnere, med udgangspunkt i en række titler fra det seneste år såvel som utvetydig statistik. Fremskridt på seriefronten til trods står det ikke til diskussion: Kvindelige Hollywood-skuespillere over 40 har sværere ved at få større roller end deres mandlige modparter.
Ikke desto mindre affødte artiklen ophedet debat, også i kommentarsporet på Soundvenues egen Facebook-væg, om hvorvidt frasorteringen af midaldrende filmkvinder er et problem.
Og ikke mindst om tendensen også gør sig gældende herhjemme.
Ifølge de danske skuespillere Laura Drasbæk på 45 (’Pusher’, ’Forbrydelsen’), Ditte Hansen på 49 (’Ditte & Louise’) og Julie Agnete Vang på 36 (’Når støvet har lagt sig’, ’Mødregruppen’, ’Kollektivet’) er der ingen tvivl:
»At påstå, at der ikke er et issue med kvinders alder i dansk film, er en løgn. Det er måske ikke så grotesk udtalt som i Hollywood, hvor 61-årige Kevin Bacon skal være gift med 34-årige Amanda Seyfried, men det findes. Der er ikke så mange rock’n’roll-roller, når man er over 40«, siger Laura Drasbæk. Hun er i år tv-aktuel som Peter Myginds 11 år yngre hustru i krimiserien ’Sommerdahl’, og hun genkender »spejlscene«-scenariet fra tidligere projekter:
»Over de senere år har jeg haft mange replikker a la ’Synes du, at jeg stadig er… ’, hvor man formidler en drøm om stadig at være noget, man ikke er. Selvfølgelig rammer det mange at blive ældre, men vi skal ikke kun fortælle den triste historie om kvinders alder. Da ’Dronningen’ fik premiere, hørte man igen og igen, at Trine Dyrholm var ’mega modig’, fordi hun turde smide tøjet. What the fuck? Det ville man jo aldrig sige om en mand. Det er en form for undertrykkelse at sige til kvinder, at de skal være ’stolte’ af at vise deres aldrende kroppe, fordi der i dét udsagn ligger, at vi alle kan se, at der er noget ved kroppene, der ikke helt er, som det ’bør’ være«, siger Laura Drasbæk.
Ikke fair for vores døtre
Mænd med yngre kærester og koner er hverdagskost i underholdningsindustrien – på skærm, lærred og skam også de skrå brædder, hvor Ditte Hansen i sin tid gjorde sin entré i branchen:
»I de to første roller jeg fik på teatret, da jeg kom ud fra Skuespilskolen, var mine mandlige kolleger, der spillede mine kærester, 25-30 år ældre end mig. Det var ikke en del af plottet i fortællingerne, og jeg studsede ikke engang over det. Så normalt var det. Det er først set i bakspejlet, at jeg har tænkt over, hvor vildt det var«.
Den omvendte kombination tegner sig til gengæld ofte for en specifik plotpointe, a la klassikeren ’The Graduate’ og førnævnte (fabelagtige) ’Dronningen’, hvori 48-årige Trine Dyrholm forførte 25-årige Gustav Lindh.
Jovist, Paprika Steen var ni år ældre end filmmanden Jacob Lohmann i ’Den tid på året’ (2018), og 44-årige Anders Matthesen var gift med 57-årige Petrine Agger i ’De frivillige’. Og Ditte Hansen og Louise Mieritz castede 41-årige Adam Brix som 49-årige Louises kæreste. Tre film skabt af kvinder, bemærkes (det samme med ’Dronningen’).
Men hvad end der er tale om en aldersforskel på sølle 2 eller hele 20 år, hører eksemplerne på ældre kvinde/yngre mand stadig til sjældenhederne herhjemme.
»Jeg var til casting på ’Bedrag’, hvor jeg jokede til producenten, at når nu Nikolaj Lie Kaas (47) havde haft en affære med Natalie Madueño (32) på skærmen i første sæson, så måtte det jo betyde, at jeg skulle have en affære med Esben Smed. Det er absurd at forestille sig, selvom aldersforskellen er den samme«, fortæller Ditte Hansen.
Hun giver ikke meget for ’biologiargumentet’ om, at fiktionen jo blot afspejler, at flere mænd i den virkelige verden finder yngre partnere, end den anden vej rundt:
»Det er det dummeste argument, man kan ty til. Selvfølgelig er det smukt og dejligt at kigge på unge kroppe. Det er erotisk, og det skal også der også være plads til. Men alle historier er jo ikke erotiske. Jeg vil ikke finde mig i, at ungdom er en billet, man som kvinde bliver nødt til at have for at få lov til at findes. Det er ikke fair for vores døtre, at de skal vokse op i en verden, hvor kvinder på film er yngre, har færre replikker og mindre tøj på end mænd«.
Ditte Hansen er sikker på, at der ofte bliver taget aldersdiskussioner blandt manuskriptforfatterne herhjemme, også i produktionen hos DR og TV 2, men at disse formentlig ofte strander ved netop fuckability-faktoren:
»Statistisk set daler antallet af roller til kvinder, fra de er 30 år. Det samme gør det for mænd ved 46 år. Den ældre kvindekrop forvirrer. Men jeg tror, vi ville have godt at blive lidt forvirrede«.
En flot 42-årig på 32
Forvirrende er det i dén grad også, når midaldrende kvinderoller i danske film og serier besættes af yngre skuespillere, hvorfor andelen af kvinder på lærredet, der reelt er over 40, reduceres yderligere (man ser for sig scenen i ’Ditte & Louise’-filmen, hvor Louise mindes at blive tilbudt rollen som Thomas Bo Larsens mor).
For alder er jo ikke bare et tal, hvis tallet er en løgn. Det er et fænomen, Julie Agnete Vang er stødt på:
»Jeg spiller tit 10 år ældre i mine roller. Der kan stå ’flot 40-årig’ eller ’flot 45-årig’ i manuskriptet. Hvis man manipulerer med folks alder ofte nok, får man langsomt masseret en fejlagtig ide ind i samfundet om, hvordan kvinder på 40, 50, 60 osv. ser ud. Det er skide synd for kvindelige publikummer, der tænker ’Skal jeg spejle mig i det der?’, når en på 42 i virkeligheden er 32«.
Hun fortæller, at hun for et par år tilbage var i spil til en rolle som hustru til en noget ældre mandlige skuespiller (»en dejlig, super dygtig kollega«), som hun virkelig gerne ville arbejde sammen med. Aldersforskellen undrede hende imidlertid, så hun hev fat i producenten for at høre, hvilken relation parret skulle forestille at have:
»Historien var, at de to havde været sammen i mange, mange år, hvor de havde fået børn og børnebørn, og så var de gået fra hinanden. Jeg var lige ved at tabe underkæben! Jeg havde med mennesker at gøre, som vidste, at jeg var i starten af 30’erne. Måske var de ligeglade, fordi de bare gerne ville have mig med. Men jeg kunne ikke tænke andet end: ’Det giver jo ingen mening!’. Jeg skulle ikke engang lave noget karakterarbejde, hvor jeg gjorde mig selv ældre. Jeg skulle bare være mig. Jeg syntes faktisk, at det var en hån mod mine nogle-og-50-årige kolleger. Især fordi aldersforskellen ikke var en gimmick. Der måtte jeg sige nej tak. Men det kræver selvtillid ikke at tænke, ’Er det mig, der ser meget gammel ud?’«, siger Julie Agnete Vang.
Skuespilleren understreger, at hun er meget taknemmelig for de roller, hun har spillet igennem årene. Det handler simpelthen om vaner – om at være mere vant til at se én ting end noget andet. Også på den anden side af skærmen.
For selvfølgelig er ingen kunstnere interesserede i, at der pludselig nedlægges forbud mod danske film om ældre mænd med yngre kvindelige kærester. Eller ældre kvinder med yngre mandlige kærester, for den sags skyld:
»Det gælder ikke om at udskamme folk. Jeg har vennepar, hvor aldersforskellene går begge veje. Og jeg synes, det er super spændende at spille karakterer, der bliver ældre hen ad vejen i historien. Men jeg har noget imod, at vi enten som udgangspunkt manipulerer med kvinders alder eller hovedsageligt kun ser det ene slags romantiske par på film«.
Vil ikke være hende, der brokker sig
Til dem, der slår branchens aldersbias hen med et nonchalant »Fiktion er ikke virkelighed«, siger Ditte Hansen:
»Hver gang du i en James Bond-film i et nanosekund ser et Rolex-ur, som nogen har betalt enormt mange penge for at få med, så er det jo, fordi product placement betyder noget. Det, vi ser, betyder noget. Og når man igen og igen får fortalt en løgn om, hvordan verden ser ud, så kom ikke og fortæl mig, at det ikke betyder noget for mennesker – at det ikke betyder noget for den værdi, du føler, at du har. Eller den effekt, dine handlinger har. Som den amerikanske akitvist Madeleine Wright har sagt: ’You can’t be what you can’t see’. Hvis man kun ser kvinden som kæresten eller konen uden særligt mange replikker, så ser man hende som en reduceret version, der ikke kan gøre en forskel i verden«.
Kvoter har længe været et fy-ord i filmbranchen, men når Skuespillerskolen qua en hensigtserklæring optager lige mange elever af hvert køn, til trods for at der hvert år typisk er en overvægt af kvindelige ansøgere, så er det mændene, der har fået ’kvotebehandling’, mener Ditte Hansen:
»Når de studerende kommer ud i branchen i 20’erne, er der kun roller til halvdelen af de kvindelige skuespillere. Og fra 30-års-alderen falder antallet af roller yderligere. Så vi har altså en talentmasse af kvinder, der er kommet igennem en flaskehals for så ikke at kunne få arbejde på den anden side. Det er et absurd spild af kvindeligt talent. Der er ingen, der taler om, at vores dygtige mandlige skuespillere er blevet hjulpet – men så man det i andre brancher, ville det blive bemærket«, siger hun.
Laura Drasbæk, Ditte Hansen og Julie Agnete Vang fremhæver alle behovet for, at branchen bliver mere fokuseret på at lade nye stemmer med nye fortællinger komme til for at diversificere kvinderollerne, og derigennem skubbe til seervanerne. Men på den konto kan det potentielt set være bekymrende, at antallet af kvindelige spillefilminstruktører og manuskriptforfattere er gået tilbage i perioden 2016-2019, ifølge en nyligt offentliggjort undersøgelse fra Det Danske Filminstitut.
Og så er det ifølge skuespillerne »brandærgerligt«, at der stadig er en frygt for at italesætte problemer i branchen, fordi man ikke vil fremstå som hende, der brokker sig eller er utaknemmelig. Uagtet at diskussionerne i bedste fald kan være med til at berige selvsamme branche, som kvinderne i sidste ende har viet deres karrierer og passion til ud af kærlighed til mediet og stor respekt for de mange talentfulde kolleger og ildsjæle, den danske film- og serieindustri bryster sig af.
Som Ditte Hansen tørt konstaterer: »Midaldrende kvinder, der insisterer på sig selv, bliver set som ucharmerende«.
Mænd er dem, der klarer ærterne
Laura Drasbæk har selv erfaret, at det »kan skabe konflikter«, når hun har forsøgt at tage konkrete manuskriptdiskussioner om kvindeskildringer. Men indrømmer redeligt, at hun også selv ligger under for de ubevidste kønsstrukturer:
»Jeg skriver børnebøger og kommer tit helt automatisk til at begynde på historier om drenge. Jeg blev lidt forskrækket, da det gik op for mig, at det er, fordi det føles, som om en mandlig karakter har flere muligheder. Mændene har altid været sådan nogle, der klarede ærterne«, fortæller hun.
Det samme oplever Julie Agnete Vang, når hun selv skriver manuskripter (»Vi er vokset op med så mange mandlige hovedroller, at det ligger lige for«). Og netop derfor mener de også, at der er behov for et opgør med fordommene om »kvindefortællinger« som noget, udelukkende kvinder kan interessere sig for. Og som ikke sælger billetter – hvilket mange i øvrigt også mente om kvindedrevne Hollywood-blockbusters indtil for ganske få år siden…
Vanerne skal brydes
Det er positivt, at andelen af kvindelige hovedroller i danske film er steget fra 33 procent i perioden 2012-15 til 41 procent i 2016-19 (ifølge Filminstituttet). Men hvorvidt fremgangen også vil føre til en større – og mere retvisende – repræsentation af kvinder over 40 på længere sigt, må de kommende år vise.
»Som det er i dag, er det virkelig en kamp at få midler til at skabe en film med ældre kvinder i hovedrollen, mens man snildt kan komme i tanke om et par film med ældre mandlige skuespillere i gummistøvler på plakaten«, bemærker Laura Drasbæk. Hun har netop sendt en castingvideo afsted til en film sammen med en mandlig kollega, som er otte år yngre end hende selv. Uden at alderen betyder noget for historien.
»Den film håber jeg virkelig, at vi kommer til at lave«, siger hun.
Sikkert er det, at der skal tales højt om uligheder og aldersbias. Og mændene må gerne være med i koret.
»Jeg synes ikke, at mine mandlige kolleger ikke er lydhøre over for problemerne. Det virker, som om der er en stor forståelse for, at det er ærgerligt for kvinderne. Så kan det så godt være, at der måske ikke er så stort et engagement…«, fortæller Laura Drasbæk.
Endelig er der behov for, at alle led i produktionskæden tager større ansvar, mener Ditte Hansen:
»Jeg tror heller ikke, at der som sådan er dårlige intentioner i branchen. Men der er indgroede vaner og blinde vinkler. Måske er der nogen, der skal på kursus?«.