’Blokhavn’: Dig, du skal se Gigis’ første film, forstår du?

4 6
’Blokhavn’: Dig, du skal se Gigis’ første film, forstår du?
'Blokhavn'.

Da Gigis startede på nettet i 2016, var det med udknaldede satirevideoer besat af rumvæsener, bodysnatching og kendiskarikaturer.

Succesen kom dog først, da gruppen trak det helt ned på jorden. Eller nærmere, helt ned til blokken, hvor de nød godt af at kende et miljø, der har været overrepræsenteret i medierne, men underrepræsenteret på film, indefra. De kom selv derfra. De kendte den ’autentisk italienske’ pizzabager, andengenerationsindvandrerenes hårdkogte overflade og usikkerhed lige under, de småracistiske danskere, de overbærende skolelærere. De kendte dansk kultur, de kendte indvandrerkultur, de kendte sammenstødet mellem de to, men nægtede at tage det alt for seriøst.

Med deres videoer om alt fra 5A til Inger Støjberg satte de fingeren på de ømme punkter, så man midt i latteren og kærligheden til figurerne for en stund glemte, at punkterne gjorde ondt.

På toppen af hypen trak Gigis, der består af Sorena Sanjari, Troels Unneland, Malthe Emil Kibsgaard, Adrian Hosseinpour og Daniel Sanjari, sig så tilbage i sneglehuset. For nu et par år senere at poppe ud igen med resultatet af deres arbejdshi: En animationsfilm til biografen.

Og selvom ’Blokhavn’ selvfølgelig befinder sig på det komiske overdrev, er dens styrke netop forbindelsen til en virkelighed, der som regel primært beskrives med enten foragt eller nedladende medynk: Livet i ghettoen.

Plottet er ligetil. Blokhavn er blevet stemplet som Danmarks værste skole, efter 36 lærere er gået ned med stress, og undervisningsminister Martin Poulsen erklærer, at den skal lukkes. Det lyder først som verdens bedste nyhed (oralé!) i 8.x, hvor de seks shababs Ali, Hassan, Ahmed, Abdi, Musti og David (undskyld: Davito!) straks forestiller sig et liv uden lektier, faste mødetider og deres lærer Tjorben, der er så grim, at det får øjnene til at svie.

Men da det går op for Ali, at de så blot skal gå på andre skoler – inklusive crushet Yasmina, som Ali er for genert til at fortælle ser rosensød ud – og kan blive spredt for alle vinde, sætter han en storstilet plan i værk: Skolen skal reddes.

‘Blokhavn’.

Missionen skaber splid i vennegruppen, ikke mindst på grund af klassens nye elev, det store danskerdrov Rasmus, der er fuld psykose, lokker med en Gilli-koncert på skolen og spiller drengene ud mod hinanden.

Med en spinkel spilletid på en time og et kvarter er det ikke så meget den lidt forudsigelige mission i sig selv, som driver værket, men de sketch-agtige situationer og især karaktererne.

Gigis lykkes med at tilføje de fra Youtube-universiet velkendte shababs fine, oprigtige nuancer. Den fitnessbesatte somaliskfødte Abdi med den koloenorme dang-dang fristes af steroider. Bogormen Musti må undertrykke sin begejstring for skolen for at være en del af fællesskabet. Hassan kommer på kant med både sin mor og yndlingslærer Gertrud og lokkes på afveje af de ældre gangsters på gadehjørnerne. Og kartoflen Davito, der faster konstant for at indhente alle de ramadaner, han er gået glip af, er splittet mellem sin identitet som hvid udenpå, brun indeni. Ali må erkende, at skolen betyder mere for ham, end han troede. Og Ahmed? Well, han nægter bare at tage sin jakke af, selvom det er 30 grader indenfor.

Det er jo ikke Dostojevskij – og skal heller ikke være det – men er akkurat dybt og følsomt nok, ikke mindst når vi følger dem med hjem fra skole og oplever særligt Hassans hjem med en opbakkende mor, der tager hans skoleliv seriøst.

Det er svært ikke at holde af dem. Og som i internetsketchene er figurernes sprog og intonation alle pengene værd. Adrian Housseinpour – tidligere revisor – er den lysende stjerne som stemmen bag alle shababs på nær Davito – foruden pizzamand Pablo og lægen Dr. Oetker. Hans præstation er en Anders Matthesen værdig.

‘Blokhavn’.

Den mest oplagte referenceramme i både stil og målgruppe er netop Matthesens ’Terkel i knibe’ og ’Ternet Ninja’, som bemærkelsesværdigt nok er langt grovere i sin humor, selvom ’Blokhavn’ muligvis vil opleves som mere kontroversiel grundet dens leg med omdiskuterede stereotyper. Kærligheden til karaktererne gennemsyrer Gigis-universet, samtidig med at de i det lange og krævende format mangler mesteren Matthesens sidste finesse i timing og tempo. Lidt for mange lidt-for-lige-til-højrebenet-jokes i førnævnte Dr. Oetker-stil falder til jorden.

Sjov er ’Blokhavn’ nu stadig i tilfredsstillende mængder, fra Davitos liderlige besættelse af »Dansker-Tjine« til små detaljer som et billede i baggrunden af »Hassan 7 år« med imponerende skægpragt. Og for Gigis-fans er der masser af guld, inklusive nik til favoritter som Pablo, Den Store Bagedyst og Lasse, der er god nok, selvom han er dansker.

Den bevidst grove tegnestil er indimellem lige statisk nok til at bære en spillefilm, men ikke desto mindre er det beundringsværdigt, hvad blot to animatorer har kunnet udrette på kort tid. Og Kewan sætter en perfekt tone med flere ørehængere på scoret med god hjælp fra blandt andre Gilli, der uden selv at medvirke spiller en herlig rolle i filmen.

Gigis gør en dyd ud af, at de ikke har et politisk projekt, men det er netop den kunst, hvor det politiske ikke bliver for insisterende, der kan føles mest politisk presserende i længden. ’Blokhavn’ giver et bedre billede af at være barn/teenager i ghettoen – på godt og ondt – end nogen anden dansk film.

Det er optur at tænke på, at børn og teenagere i landets udsatte områder nu har en film, de kan holde op mod deres eget liv og samtidig knække sammen af grin over.


Kort sagt:
Mig, jeg synes, du skal få götten ud af sofaen og se Gigis første film i biografen, forstår du?

’Blokhavn’. Animationsfilm. Instruktion: Troels Unneland, Sorena Sanjari, Malthe Emil Kibsgaard, Daniel Sanjari, Adrian Housseinpour. Stemmer: Adrian Housseinpour, Malthe Emil Kibsgaard, Daniel Sanjari, Troels Unneland, Birthe Neumann, Kjeld Nørgaard, Amilie Bigum, Moon Afflick. Spilletid: 76 min. Premiere: 25. juni
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af