’Shorta’: Kontroversiel dansk actionthriller er en øjeblikkelig klassiker
For at få det af vejen med det samme: Åbningsscenen i ’Shorta’, hvor en forsvarsløs mørklødet mand holdes nede af politiet, mens han desperat ytrer ordene »jeg kan ikke trække vejret«, er skrevet, lavet og klippet længe inden mordet på George Floyd.
Det utrolige sammenfald siger noget om, hvilket brændende bål Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid antænder deres debutfilm over. Og ikke fordi de stryger tidsåndens polerede budskaber behændigt med hårene, for faktisk er det mere kontroversielt, end den nyslåede instruktørduo måske lige havde tænkt, da de gik i gang med filmen for seks år siden, at udkomme med en fortælling, der skildrer et betændt ghettoområde med to politimænd som det dominerende ankerpunkt.
De to betjente er den garvede, hårdføre Mike Andersen (Jacob Lohmann) og den yngre, mere eftertænksomme Jens Høyer (Simon Sears), der forvilder sig ind i Svalegården trods deres foresattes henstillinger om det modsatte. 19-årige Talib Ben-Hassi fra området – den føromtalte forsvarsløse mand – er nemlig hårdt såret i politiets varetægt, og frygten er, at kedlen kan koge over i hævnlyst og afmagt.
Mike er alt det, der får de unge i Svalegården til at skrive »Dø pansersvin« på væggen i klubben. En forrået betjent, der har set så mange brune ballademagere, at han tror, alle brune mænd er ballademagere. »Det her er ikke Danmark«, som han siger til Jens, da de krydser grænsen til det sociale boligbyggeri.
Mike konspirerer med de kolleger, der har begået overgrebene på Talib Ben-Hassi, om at holde sandheden tæt til kroppen, og han spilder ikke en chance for at provokere knægtene i Svalegården med underlødige spydigheder. Da han uretmæssigt anholder teenageren Amos (Tarek Zayat) og får ham til at smide bukserne på åben gade, får hans bilrude en milkshake lige tilbage i snotten. Og da Talib nogenlunde samtidig dør i politiets varetægt, eksploderer situationen.
Mike og Jens bliver med Amos på slæb jaget vildt i Svalegården, og de herrer Hviid og Ølholm orkestrerer deres flugt med en intensitet og nerve, der er sjælden i dansk film. Det fiktive Svalegården – i virkeligheden en blanding af forskellige sociale boligbyggerier samt en god portion digitale effekter – iscenesættes effektivt som en labyrint uden udgang, et uoverskueligt mylder af stier og tunneler på kryds og tværs, som hverken vi eller hovedpersonerne kan finde hoved og hale i.
Man er der sammen med dem. Takket være det bevægelige kamera, der aldrig forlader deres side, føler man deres desperation efter at slippe ud – og deres frygt for, hvem der stirrer (eller sigter) på dem fra vinduerne i højhusene over dem.
Filmens flotteste bedrift er, at man samtidig ser politimakkerne udefra. ’Shorta’ heroiserer dem aldrig hverken bevidst eller uoverlagt som i David Ayers ’End of Watch’, der under sin postulerede kritik i billedvinkler og actionsekvenser framer strømerne som knaldseje cowboys.
Mike og Jens’ moralske rejser er formidlet med imponerende præcision. I bryske Mike er der akkurat nok varme i hyggesnakken med sin nye makker i begyndelsen til, at man tror på det, når han siden presset af omstændighederne viser glimt af, hvem han var, før han blev hærdet af jobbet. Og Jens er med sit klare moralske kompas godt nok publikums stedfortræder. Men har han selv en rem af huden, når han for Mikes forlystelses skyld fortæller jokes, hvor gassede romaer i detentionen er punchlinen? Og kan hans idealer stå distancen, når brostenene først flyver om ørene på ham?
Filmen ser dem begge, men den ser også det system, der gør dem til det, de er. Et system, der ganske vist er til for borgernes skyld, men også er drevet af sin egen selvopretholdelsesdrift. »Min dør står altid åben«, siger chefen til Jens på politistationen i starten. Man tror ham ikke et sekund.
Jacob Lohmann og Simon Sears leverer den hidtil bedste præstation i deres respektive karrierer, og man fornemmer, at de har fået politiarbejdet – og jargonen – ind under huden. Deres mesterskab skal lige så meget findes i, hvordan Lohmann fortærer en durum med en hvid alfahans selvsikkerhed, og Sears fumler irritabelt med kaffemaskine og papirholder i bilen, som når de ryger i flæsket på hinanden i en velkoreograferet infight på et badeværelse.
Bag portrætterne af Mike og Jens mærker man en omhyggelighed og samvittighedsfuldhed, der går igen i filmens skildring af Svalegårdens indvandrermiljø. Det kan måske virke vel behændigt at introducere to brune drenge som barmhjertige samaritanere, der hjælper den nødstedte politiduo, men begge får nok spilletid til, at de træder ægte og autentisk frem, særligt Amos, hvis krakelerede fodboldtalent og splittelse mellem lovende fremtidsudsigter og apati inkarneres fortræffeligt af det nye, uuddannede talent Tarek Zayat.
Det er næppe heller tilfældigt, at vi ser et par hvide mænd kynisk røve en kiosk, da urolighederne er brudt ud. Og så er Svalegården langt fra ghettoklicheens skidengrå masse, men i stedet smukt og grimt, solbeskinnet og dunkelt i konstant vekselvirkning. Når man ved, at Anders Ølholm var medforfatter på Fenar Ahmads debut ’Ækte vare’, der også kastede sollys over de sociale boligbyggerier, ser man sammenhængen.
’Shorta’ prædiker nuancer og forståelse på tværs af det aktuelle skisma mellem minoriteter og uniformer, men først og sidst er det en actionspændingsfilm med alt fra molotovcocktails til maskinpistoler, der står distancen over for internationale slægtsbrødre som ’Training Day’, ’La Haine’ og ’Les Miserables’. Og som skriver sig ind i en eksklusiv dansk klub for genrefilm med bankende hjerter, der også inkluderer ’Pusher’ og ’Underverden’. Først i filmens klimaks går nogle af mellemregningerne tabt.
Genrefilm er, som vi har set med Jordan Peele som bannerfører i ’Get Out’ og ’Us’, tilbage som tidens mest effektive måde at indpakke presserende tematikker i lettilgængeligt cellofan, og med ’Shorta’ har Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm givet os en øjeblikkelig klassiker. Og sig selv en indgangsbillet til de store budgetter fremover.
Kort sagt:
’Shorta’ rammer tidsånden med uhyggelig præcision, men er først og fremmest en sjældent velskabt, nervepirrende og potent dansk actionthriller.