’Druk’-slutningen spejler Mads Mikkelsens eget liv – og er en af de smukkeste i dansk film længe

Thomas Vinterbergs fremragende film får et bevægende ekstra lag, når man holder den op mod tre af skuespillernes egne tilværelser.
’Druk’-slutningen spejler Mads Mikkelsens eget liv – og er en af de smukkeste i dansk film længe
Mads Mikkelsen i 'Druk'. (Foto: HENRIK OHSTEN)

SPOILER ALERT: Læs kun videre, hvis du har set ’Druk’.

I Danmark er der ingen tradition for, at vi læser skuespillernes liv og virke ind i de roller, de gestalter foran os.

Som når Michael Keaton indtog rollen som en tidligere superhelteskuespiller i ’Birdman’, Brad Pitt og Angelina Jolie pinagtigt udspillede et ægteskabs krise i ’By the Sea’, Shia LaBeouf besjælede sin egen far i ’Honey Boy’, eller den tidligere stumfilmdiva Gloria Swanson spillede en tidligere stumfilmdiva i klassikeren ’Sunset Boulevard’.

Det hænger nok sammen med, at berømthederne alt andet lige er større og mere myteomgærdede i USA, og at selv vores største skuespillere kan leve et så nogenlunde almindeligt liv i Danmark, at man kan møde dem i Brugsen en tirsdag aften.

Det gør Thomas Vinterbergs sprudlende og rørende ’Druk’ til et særsyn. Filmen om fire gymnasielærere – spillet af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe og Magnus Millang – og deres eksperimenter med alkohol står mere end solidt på egne ben, uden at man graver dybt i de medvirkendes personlige historier, men der tilføjes et fornemt ekstra lag, hvis man gør.

Selvfølgelig er ’Druk’ i sig selv en bevægende bedrift i lyset af instruktør Vinterbergs tragiske tab af sin datter Ida få uger inde i optagelserne. Det er et mirakel, at den overhovedet blev færdig. Og dens fortælling om at turde leve livet fuldt ud får en ekstra toning, når man i rulleteksterne ser, at Vinterberg har dedikeret filmen til netop Ida. Han har da også fortalt, at filmen med tabet af datteren gik fra at være en hyldest til alkohol til at være en hyldest til livet.

Men også de centrale skuespilpræstationer gemmer på et privat lag, der giver præmissen om procenter som potentiel kur mod eksistentielle livskriser ekstra tyngde.

Barske erfaringer med alkohol

Magnus Millangs far drak sig ihjel – ligesom farens forældre i øvrigt gjorde.

»En god dag var en normal dag, hvor folk kom hjem og spiste middag og havde det hyggeligt sammen. På en dårlig dag kunne det være, at vores far aldrig var kommet af sted og lå og sov, når man kom hjem. Når folk er så berusede, bliver de jo anderledes, og det er det, der er problemet med alkoholisme: Man er ikke sig selv«, fortalte han til os i et interview sidste år.

»Det er jo fundamentet, der ryger under dig. Det, der ligesom har været holdepunktet i dit liv, glider væk, og det er bare nedtur, når man er 19 år. Der er ikke så meget andet at sige til det. Det er utrygt og fundamentløst«. 

Thomas Bo Larsen var alkoholiker indtil for syv år siden, hvor han gik i AA og på antabus. Det var ikke mindst gennem samtaler med sin faste skuespiller siden Filmskolen, at Thomas Vinterberg indså, at han ikke kunne lave en entydig hyldest til alkohol, men også måtte indfange bagsiden af promillens ekstase.

LARS RANTHE, MADS MIKKELSEN, THOMAS BO LARSEN OG MAGNUS MILLANG I ‘DRUK’ (FOTO: ROLF KONOW)

Magnus Millang og Thomas Bo Larsens dyrekøbte erfaringer puster et strøg ekstra gravitas ind over filmen, hvor Millangs Nikolaj er nær ved at miste sin familie, efter indtaget tager overhånd, mens alkoholen for Larsens Tommy blot skal overdøve den larmende ensomhed i hans liv. Uden den er der intet tilbage. Han tager livet af sig selv. Thomas Bo Larsen må have stået ansigt til ansigt med det, der heldigvis ikke blev.

Mest original er dog spejlingen mellem Mads Mikkelsen og hans hovedperson, Martin. Her handler parallellen ikke om druk, for trods sit bijob som posterboy for Carlsberg har den danske verdensstjerne så vidt vides et afslappende (og indbringende) forhold til alkohol.

Den handler om dansen.

En fortid i Cirkusrevyen

Mads Mikkelsen var professionel danser for Micado danse Ensemble i otte år (og inden da gymnast fra barnsben), før han blev optaget på Aarhus Teaterskole, hvor han udklækkede i 1996 – samme år, som han filmdebuterede i Nicolas Winding Refns banebrydende ’Pusher’. Inden da havde han både danset cancan som kinesisk kvinde i en opførsel af ’The Birdcage’ i 1987 på Aarhus Teater og været fast danser i Cirkusrevyen i 1990.

Efter filmkarrieren fik luft under vingerne, har dansen været nærmest demonstrativt fraværende i Mikkelsens roller. Mange andre ville sikkert benytte enhver lejlighed til at flashe talentet, men med ’Pusher’ som startskud rendyrkede Mads Mikkelsen i stedet en profil som en uforfængelig spiller, der var klar på de outrerede roller, som pillede glansen af hans attraktive ydre.

I ’Rejseholdet’ var hans læderjakkeseje Fischer en ivrig fodboldspiller – ligesom Mikkelsen selv, selvom talentet her trods alt ikke er på eliteniveau – men ellers var det forvandlinger til outsidere som Arne i ’Blinkende lygter’ eller Lenny i ’Bleeder’, der satte standarden, og som skabte god kontrast til mere polerede roller i ’Efter brylluppet’ eller ’Prag’.

Hans varemærke blev den tørre naturalistiske levering, der både kunne bruges til komisk og dramatisk effekt, og det subtile spil med øjne og ansigtsmimik, som han også flasher med en sand mesters timing i ’Druk’. Fysikaliteten har i hans danske karriere ligget mere subtilt i en intuitiv finesse for legende let at bevæge sig i forhold til kamera og medspillere – en afslappet væren i sin egen krop.

Da Hollywood kaldte, fik Mads Mikkelsen anledning til at dyrke de kropslige udfoldelser, og særligt med ’Dr. Strange’ fortalte han, hvor sjovt og udfordrende det var at lave de storstilede actionsekvenser – og hvordan han satte alt ind på at lave sine stunts selv.

»Jeg var meget insisterende og sagde: ’Prøv og hør, det behøves ikke (at have en stuntdouble, red.), for jeg har prøvet at lave en skrue og to saltoer som gymnast, og jeg har hoppet rundt imellem biler og lavet stunts for sjov, da jeg var lille. Jeg skal nok passe på min knæskal’. Og det stolede de på og gav mig lov. Det var superfedt«, sagde han dengang til Soundvenue.

Men danse – det har han mig bekendt aldrig for alvor gjort på film. Før nu.

En milepæl

Karakteristisk for de tonearter, ’Druk’ bevæger sig smidigt imellem, starter det som en joke og ender som en svingom med hjertet som ledsager. Martin er tidligere danser – jazzballet! – og vennerne trygler ham om at flekse sine evner. »Aaarh, der røg knæet«, joker han og sniger sig lystigt uden om, akkurat som gutterne tror, de har fået krammet på ham.

Dansen er billedet på den vitalitet, Martin har mistet. Han sidder bogstaveligt talt stille. I undervisningslokalet på gymnasiet, hvor ikke engang hans mund rigtigt bevæger sig, mens han lirer Churchills historie af med begejstring som en afdanket slovensk skrankepave. Ved middagsbordet derhjemme, i sofaen foran sin kone, der i mere end én forstand er på vej ud af døren.

Men til sidst danser Martin. Han, Nikolaj og Lars Ranthes Peter har spottet deres nyudklækkede elever på studenterturen og fester euforisk sammen med dem, før Martin sætter sig på en bænk og kigger ud over Langelinie. Han modtager en sms fra sin hustru, der indikerer håb for deres fremtid. Han har svunget en stålkugle mod sit liv, men det lå alligevel i ruiner, og nu kan han måske bygge et nyt op fra støvet.

Og så danser han. Ikke bare sådan lidt hyggehop på stedet. Han danser. Op af lastbilen, over bænken, ned på jorden og drej rundt til Scarlet Pleasures ‘What a Life’.

Mads Mikkelsen i ‘Druk’ (FOTO: HENRIK OHSTEN).

Det er Martin, der danser, men det er også Mads Mikkelsen. Man kan levende forestille sig, hvordan Mikkelsens kolleger i årevis – ligesom Martins lærervenner – har prøvet at overtale ham til at vise, om han kan endnu. Og i hvert fald giver det på publikumsrækkerne et sug igennem maven at se vores største stjerne i fuld vigør. Iblandet et vist vemod, for lige under den ungdommelige umiddelbarhed, krumspringene forløser, flyder også en viden om, at hverken Martin eller den i dag 54-årige Mads Mikkelsen kan danse sådan der i mange årtier endnu.

Godt nok er 58-årige Tom Cruise så stuntglad som nogensinde og nu på vej til at lave en film i rummet, men scenen bliver alligevel også en slags milepæl over den måske største skuespilkarriere i dansk filmhistorie, der naturligvis langt fra er slut, men som alligevel nærmer sig… en anden fase.

Det er en smuk slutning, en af de smukkeste, jeg har overværet i en dansk film. Hvornår har man sidst set et freeze frame-slutbillede i en dansk mainstreamfilm, et greb, der vækker minder om ’Ung flugt’, ’Thelma and Louise’ og ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’, hvor øjeblikket fastholdes på nærmest magisk-realistisk vis.

Mads Mikkelsen kaster sig ud over havnekanten og hænger i luften som selve kropsliggørelsen af det udbredte (men falske) Kierkegaard-citat om at tabe fodfæstet en kort stund, som filmen tidligere har gengivet. Det lyder banalt, når man skriver det, men kunst kan netop gøre det banale levende, vriste budskabet fri af klicheen gennem de billeder, der vises, og dem, der sætter sig i tilskueren bagefter.  

For Martin var alkoholen ikke svaret, men alligevel en del af løsningen: Lige om lidt falder han pladask i vandet. Men filmen fryser ham i det øjeblik, hvor han vover igen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af