Der var engang, hvor Emil Millang uden protest ville være gået på tanken efter smøger eller ud at tisse, hvis hans storebror Magnus Millang bad ham om det. Emil har altid haft svært ved at sige fra. Som søn af en alkoholisk far har han hele livet lært at gemme sig, for når Magnus nok engang skulle redde jorden fra at gå under derhjemme, gjaldt det om ikke at stå i vejen.
Magnus har altid været ham, der skulle tage affære, når sprutten flød, og lokummet brændte i barndomshjemmet. Emil var ham, der skulle overleve.
I dag er de to brødre blevet voksne. De sidder ved et bord i kælderen i bunden af Magnus Millangs villa. Det er her, deres premiereaktuelle komedie ’Selvhenter’ er blevet til, i hvad der minder om et teenageværelse fra 90’erne med en hvid flyder og en projektor, der omdanner en af væggene til en Metallica-koncert.
Hvis man spørger, hvorfor de egentlig er sådan, er svaret jo: På grund af deres opvækst med en alkoholiseret far
Der er otte år imellem den 29-årige manuskriptforfatter og skuespiller Emil Millang og den 37-årige komiker, skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Magnus Millang. Men som brødre er deres historie med en alkoholiseret far præcis den samme, og det er den historie, som har været inspirationskilde til deres første spillefilmprojekt, som de har skrevet i fællesskab, mens Magnus Millang har stået for instruktionen.
»Missionen for os har været at lave en komedie, så vi har valgt historien ud fra, hvad der kunne være en god idé til en god komedie, og i og med at jeg godt kan lide at arbejde med det tragikomiske, var vores egen historie en oplagt idé at gå efter«, begynder storebror Magnus.
»Det er ikke, fordi det har skullet være et halvterapeutisk forløb for os eller til ære for vores far, så temaet er kun valgt med henblik på at lave en komedie med bund i, og fordi vi ved noget om det«.
Ensom storebror, underdanig lillebror
I ’Selvhenter’ rejser brødrene Magnus og Emil til Spanien for at hente liget af deres fordrukne afdøde far hjem til Danmark. Men egentlig er Magnus kun taget med for at få fingre i faderens værdifulde Rolex-ur, så han kan redde sin blødende økonomi som falleret småalkoholisk reklamemand. Transporten af den døde far viser sig at koste 70.000 kroner, så Magnus overtaler sin kuede og korrekte lillebror Emil til at stikke af med faren skjult i en tagboks på toppen af en smart-car.
I virkelighedens verden har Magnus ligeledes været forbi reklamebranchen, og Emil er lige blevet far. Derudover døde Millang-brødrenes far også af druk kort efter en tur til Spanien, ligesom deres bedsteforældre døde af druk i deres hus i Spanien, så deres onkel måtte hente dem hjem i urner. Og så er det i øvrigt ikke første gang, at Magnus og Emil Millang sammen tilbagelægger de spanske landeveje i bil.
»Det handler ikke om, at vi vil bryde tabuet om alkoholisme ved at bruge vores egen historie«, slår Magnus fast.
»Jeg synes 100 procent, at man burde kunne tale om det, og at sygdommen burde være lige så anerkendt som kræft, men det er ikke derfor, vi har lavet filmen. Det er, fordi Emil og jeg har en morsom dynamik med nogle karakterer, som vi har opfundet. Det er den meget arrogante, ensomme, overfladiske storebror og den ydmyge, underdanige lillebror, og hvis man spørger, hvorfor de egentlig er sådan, er svaret jo: På grund af deres opvækst med en alkoholiseret far«.
»Man kan blive en masse karakterer, når man er voksne børn af alkoholikere. Her har den ene valgt at sige: ’Det skal jeg slet ikke bruge tid på. Jeg pakker det ned i maven. Alt, hvad der hedder følelser og familie, kigger jeg ikke på længere. Jeg lever et overfladisk KBH K.-reklameliv’. Den anden siger: ’Jeg skal ikke stå i vejen og være et problem, når familien brænder på alle mulige andre punkter. Jeg passer bare mig selv, og det er cool nok’«.
Prikker til noget real
Filmens karakterer har brødrene Millang skrevet ud fra den præmis, at der er en mand, faren, der er død af livsstil. Der er en, Magnus, der er ved at dø af livsstil. Og så er der en, Emil, der har ændret sin livsstil. Deres guidelines har været, at Magnus-karakteren beskylder hele verden for sin egen dårligdom i mangel på selverkendelse, mens Emil omvendt beskylder sig selv for hele verdens dårligdomme.
»Jeg tror faktisk helt seriøst, det står deroppe«. Magnus Millang springer op af stolen og tusser hen til whiteboardet på væggen. Han river to gule post its ned fra tavlen med navnene Magnus og Emil på og begynder at læse højt fra noterne. »Det er aldrig min skyld. Det er altid min skyld. Det er to måder, man kan overleve på som barn af en alkoholiker«.
Emil: »Vi har haft idéer til mange andre historier, som vi gerne ville lave, så det er ikke, fordi det her er historien, som skulle fortælles. Men jeg tror, at dem, der har læst materialet, har kunnet se, hvor skarpe karaktererne er, fordi vi har været i stand til at trække på den mentale konsekvens af at vokse op med en alkoholiseret forælder. Vi kender de der mønstre, og det giver jo bare en lidt mere kompleks historie«.
For Magnus og Emil Millang har der aldrig været nogen tvivl om, at de selv skulle spille rollerne. I arbejdet med filmen har de trukket på deres personlige dynamik som brødre, som er meget nuanceret og værdifuld, fordi den går år tilbage, og hvis andre skulle kopiere den autenticitet, ville det blive postuleret, konstaterer Magnus.
»Mit og Emils forhold er ikke ligesom i filmen, men hvis man skruer tiden 20 år tilbage, er det en afart af noget, som vi synes, er rigtig sjovt at hive op igen. Altså for eksempel når jeg bad Emil om at gå på tanken og hente cigaretter, og han bare gjorde det. Det var ret sjovt ikke at anerkende den ydmyghed, men bare træde oven på ham, fordi han er lillebror. Søskendedynamikken er et morsomt tema i filmen, fordi det er et af de forhold, der bare aldrig ændrer sig. Selvom lillebroren er mere uddannet og tjener dobbelt så meget som storebroren på overførelsesindkomst, er dynamikken stadig den samme. Vi prøvede med nogle andre navne til karaktererne, men det blev for mærkeligt«.
Emil: »Det var weird. Det var rigtigt weird«.
Hvordan har det været for jer at arbejde med denne her personlige historie?
Emil: »Når vi laver noget sammen, handler det meget om projektet, så det har ikke været sådan: Nu tager vi denne her og får det ud af verden. Det har ikke været en dyster ting. Magnus og jeg har fået lov til at lave noget fiktion, som vi har villet længe, og der har da været en vibe af vores far i det, men grinene mellem os har mere været store, fordi alle referencer i filmen er så genkendelige for os. Men faren i filmen har ikke noget med vores far at gøre som sådan, og det er heller ikke os i filmen«.
»Jeg tror bare, vi bliver mere tændte, når vi kan krænge vores egne gode og dårlige sider ud og hive noget familie med i mikset, fordi vi prikker til noget, der er real. Det bliver lidt modbydeligt på den sjove måde. Vi arbejder med nogle karakterer i filmen, hvor der bliver snakket om forældresvigt i forbindelse med en eller anden form for livsstil, hvor man kan sige, at vores eget ophav mere har handlet om en mand, som blev syg«.
Magnus: »Ja, vi led ikke af svigt med byture og utroskab og sådan nogle ting, men dramaet bliver jo tydeligere i filmen, hvis karaktererne også er blevet svigtet på den måde«.
Konstant julefrokosttilstand
Magnus Millang husker sin egen barndom med en alkoholisk far som en opvækst forbundet med meget angst. Man ved aldrig, hvad dagen bringer, for det afhænger af, om det er en god eller dårlig dag for ham, og »det er noget, der sætter sig i en«.
»En god dag var en normal dag, hvor folk kom hjem og spiste middag og havde det hyggeligt sammen. På en dårlig dag kunne det være, at vores far aldrig var kommet af sted og lå og sov, når man kom hjem. Når folk er så berusede, bliver de jo anderledes, og det er det, der er problemet med alkoholisme: Man er ikke sig selv«.
Emil: »Som pårørende kommer rigtigt meget af ens liv pludselig til at handle om det projekt, som er den syge. Hans ve og vel dikterer mit ve og vel, for hvis han har det skidt, skal jeg måske pludselig slukke en masse ildebrande. Den sygdomsramte bliver et fælles familieprojekt, og det medfører en masse stress, angst og arbejde. Det er sådan en tilstand, man lever i, hvor det går op og ned«.
Hvordan ændrede jeres far sig?
Magnus: »Man bliver jo et meget utilregneligt menneske, hvis man er i julefrokosttilstand hele tiden, og hvis man så også godt lidt ved, at den er gal blandet med den der fornægtelse, kan man godt blive vred«.
Emil: »Følelsesmæssigt bliver man ubrugelig, for man er ikke i stand til at føre en brugbar samtale. Man kan ikke rigtigt bruge en dybt alkoholiseret person til noget særligt, for det er en egotilstand, hvor man lige pludselig ikke fatter en skid«.
Magnus: »Så alle går og venter på, at det damper af…«.
Emil: »Vi ses i morgen-agtigt…«.
Magnus: »Ja, og så tager man snakken om, at det ikke var særlig fedt, over en masse danskvand, kaffe og panodiler. Der var meget i det, som var frustrerende. Det startede med en følelse af vrede, fordi man tænkte: Det er jo et valg, du træffer. Men vi lærte hurtigt, at det er virkelig svært for alkoholikere, og den erkendelse var rar at nå til, fordi vi forstod sygdommen bedre, hvilket også gjorde, at vi trak os fra det. Jo mere man er pårørende, jo mere fordrer man desværre til druk, fordi der er en, der ved, at der altid er nogen, der er klar til at gribe en. Men som pårørende er der intet, man kan gøre. Alkoholisme udsletter bare et menneske«.
Emil: »Det er altid vildere at se tilbage på, end det var at være i det. Når du er i det, er det jo dit liv. Set i bakspejlet virker det sindssygt uoverskueligt, at det var sådan hele tiden, men når man lever i det, tænker man: Nå ja, det er bare sådan, vi har det. Det er lidt fucked, for han er lidt syg. Lige nu går det godt, men nu må vi se i morgen, om det så går dårligt igen«.
Et utrygt familiedrama
Det var i tiden omkring Magnus’ studentereksamen, at alkoholismen for alvor sneg sig ind hos familien Millang i Virum – og blev hængende indtil farens død i 2014. Emil var cirka 11 år dengang, men husker »ikke en skid«. Magnus derimod husker alt.
»Det er næsten lige før, jeg ved, hvad tid på året det starter. Det er sådan noget forår 2001«, begynder han, inden Emil bryder ind:
»Det er ret påfaldende, hvordan jeg virkelig ikke husker noget, og Magnus husker alt i detaljer. Selvfølgelig kan jeg godt huske ting, men i forhold til hvornår hvad sker præcist, så er det derovre«. Han nikker hen mod storebror, som fortsætter:
»Da jeg blev student, var det jo ret naturligt, at jeg skulle flytte hjemmefra, så jeg er ikke vokset op med det, for det var først der, det gik fra at være et 80’er/90’er-forældreoverforbrug til at være et problem«.
Hvordan oplevede du nogle af de der første gange, det gik op for dig, at den var gal?
»Jeg blev bare sur og irriteret. Sådan: Tag dig sammen. Jeg var på et udlandsophold i Spanien efter gymnasiet, og da jeg kom hjem, havde det taget ret meget fart, så der blev man ikke sur, men mere bange, ikke? Det var blevet et seriøst familiedrama, vi levede i. Pludselig var det bare en dårlig film«.
Emil: »Man ved jo godt, at der findes alkoholikere, men man ved ikke, hvordan det ser ud. Man tænker, at alkoholikeren er ham, der sidder nede på bænken med en papvin i lommen, så når det starter, forstår man ikke, at det rent faktisk er det, man er i. Jeg kan godt huske, da vi fik sat ord på: ’Jeg tror, far er alkoholiker’. Set i bakspejlet var han stiv hele tiden, så han var jo alkoholiker, men det fatter man ikke som familie«.
Magnus: »Jeg kan huske det der med, at min mor ringede, når jeg skulle hjem, og sagde: ’Kan du tage forbi fars arbejde og køre med ham, men hvor du kører hjem?’. Og man tænkte bare: ’Nej, hvor er det uoverskueligt, det her’. Første gang jeg skulle køre ham hjem, var det bare en fuld mand inde på arbejdet, som lod som ingenting, selvom det var mig, der måtte køre«.
En alkoholiseret mand er også en, der langer meget ud følelsesmæssigt
Hvordan er det at skulle tage sig af sin far på den måde?
Magnus: »Det er jo fundamentet, der ryger under dig. Det, der ligesom har været holdepunktet i dit liv, glider væk, og det er bare nedtur, når man er 19 år. Der er ikke så meget andet at sige til det. Det er utrygt og fundamentløst. På et tidspunkt laver man så sit eget fundament, og det er en kæmpe lettelse, når man ligesom vrister sig fri af det«.
Hvordan påvirkede det dig på det tidspunkt i livet?
»Det påvirker selvværdet ret meget, for når du bliver student, er din verden ret lille. Den består af gymnasiet og de venner og kliker, der er i det, så baglandet skal jo bare spille. Når det ikke gør det, og man skal holde det hemmeligt, går man og bærer på en hemmelighed om sig selv, og det går ud over selvværdet. Det er en ting, man dealer med uden at vide det«.
Emil: »Følelsen af, at fundamentet sejler, er bare noget pis. Det der med at måtte søge ud for at få en pause fra sit fundament er pisseirriterende, for man føler sig rodløs. Man har ikke noget fast at komme hjem til, og det gør en usikker ad helvedes til. Jeg har været nødt til at lave en anden virkelighed. Hvor Magnus har været bevidst om det og handlet meget aktivt på tingene, har jeg været medspiller, og jeg er også blevet skånet for meget«.
»Første gang jeg fik at vide af vores mor, at det hed ’alkoholisme’, var, da vores far skulle på afvænning. Jeg vidste godt, at min familie var lidt rodet, for når jeg så på mine klassekammeraters rolige kernefamilier, syntes jeg, de havde et lidt naivt og blåøjet forhold til verden, og at jeg fattede mere, end de gjorde«.
Hvad var det ved livet, du så, som de ikke så?
»En eller anden form for uro og kaos. En alkoholiseret mand er også en, der langer meget ud følelsesmæssigt. Der bliver sagt mange ting meget højt. Jeg kan huske den første gang, jeg sagde til en af mine venner, at min far var begyndt at tage antabus. Men det var meget sådan noget: ’Nå, det er da ikke så godt’, og så stoppede den lidt der, fordi der ikke var nogen af os, der kunne overskue det. Jeg tænkte: Nu sagde jeg det, så ved han det i hvert fald. Jeg har jo boet hjemme, mens tingene var virkelig fucked«.
Hvordan?
»Jamen, jeg har passet min far et par dage som 12-14-årig, fordi vi var alene hjemme, og han så et frirum til at hamre sig i gulvet, hvor det basically var mig, der lavede aftensmad til en mand, der sov på gulvtæppet, og hvor man tænkte: Så længe han ikke er sur, er det okay«.
Det bliver noget lort om lidt
På hylden bag Magnus pynter to Zulu Awards. De er bare et par af mange anerkendelser, som årene har skænket ham, siden han for alvor slog igennem som komiker med sit tragikomiske persongalleri i ’Danish Dynamite’ og som skuespiller i blandt andet Thomas Vinterbergs to seneste film.
Hans herskabelige villa fra 1930’erne med sildebensparket er indrettet med flygel, Børge Mogensen-sofa og Bjørn Wiinblad-keramik. I hjørnerne roder legoklodser og Brio-tog og sladrer om, at Magnus Millang også har succes i privaten med en hustru og to små sønner. Udover en spirende tv- og filmkarriere er Emil Millang indehaver af én af få eftertragtede studiepladser på Filmskolens manuskriptlinje, og ligesom storebroren er han lykkeligt gift og nybagt far.
Livet med en alkoholisk far har tilsyneladende ikke givet uhelbredelige ar på sjælen for brødrene Millang. Deres liv er ikke blevet ødelagt. Tværtimod. Men det har bestemt været med til at forme deres voksne jeg, konstaterer de.
»Jeg kan ikke overskue, hvis jeg har rod på hjemmefronten. Jeg er ikke et ordensmenneske, der har mapper og kalendere, og jeg har aldrig kunnet finde ud af at tage noter i skolen, men jeg har tvunget mig selv til at have styr på mine ting, for jeg kan ikke overskue, når der er rod i mit fundament«, siger Emil.
»Jeg har købt en fucking dyr støvsuger nu, for det skal bare være nemt, og så har jeg en revisor. Der ligger ingen ledninger, hvor de ikke skal være, og bilen har fået vinterdæk på. Jeg har også fundet ud af, at jeg er herre pessimist, fordi jeg er vokset op med en hverdag, hvor ting ikke sker for min nabo, men for mig. Som voksne børn af alkoholikere har man en grad af sortseer i sig«.
Magnus: »Ja, det er også et klassisk træk. Især oven på sådan en film her, hvor man har løbet rundt og slukket ildebrande, skal man lige bruge noget tid bagefter på at komme ud af krisemønstret. Når der bliver slappet helt af, er det sådan noget: Lige om lidt er der noget, der går galt. Jeg tror hele tiden, jeg har modermærkekræft, så hvis jeg skal på ferie og finder en knop, som ser lidt mærkelig ud, får jeg den fjernet inden, for jeg gider simpelthen ikke sidde på en strand og kigge på den«.
Emil: »Jeg kan mærke, at jeg beskytter mig selv med det der pessimisme. Hvis vi for eksempel skal i Zoologisk Have, er det altid sådan noget: Der er sikkert for mange mennesker, til at vi kan komme ind, for det er søndag, og folk har lige fået løn. Det er fint at forberede sig på, at det værste kan ske, og det er sådan nogle ting, som man har med sig i livet, som er fucking irriterende. Man kan sidde på en strand på en ferie og tænke: Nu er der nok nogen, der dør lige om lidt, fordi tingene er gode, for det plejer de ikke at være. Det er jo her, tsunamien rammer«.
At leve i det her angsthelvede gør jo, at man bliver hyperopmærksom på menneskene omkring en
Magnus: »Emil har også haft meget selvjustits. Sådan: Jeg kan ikke noget«.
Emil: »Ja, jeg har været meget selvkritisk«.
Magnus: »Jeg har meget haft den der: Ting bliver noget lort lige om lidt, og ligesom Emil magter jeg heller ikke, hvis ting sejler. Jeg kan ikke rigtigt overskue det der kaos«.
Emil: »Hvis der pludselig er nogen, der fortæller mig, at min dag i morgen bliver fuldstændigt ændret, kan jeg blive så negativ, fordi det er uforudsigeligt, så mentalt er man lidt en rodebunke nogle gange«.
Har det givet jer noget indbyrdes, at I har denne her fælles historie?
Magnus: »Ja, vi har talt om så meget lort i familien, så der er også plads til at tale om det modermærke engang i mellem«.
Emil: »Vi kan virkelig bruge hinanden, når Magnus siger: ’Så har jeg cancer i huden igen’, og jeg kan sige: ’Jaaaa, det har du jo nok ikke’, og når jeg har en mørk dag, kan Magnus sige: ’Løb en tur, så er det overstået’, for vi har begge været der og ved, hvad det kommer af. Vi er også gode til at minde hinanden om, at det er okay at være negativ, men at man også selv har et valg om at blive lykkelig. Man skal ikke dvæle for meget ved det lort der, for så bliver det patetisk«.
En unik menneskeforståelse
Med tiden har både Magnus og Emil Millang lært at forstå sig selv ved at italesætte barndommens bagage, hvilket har hjulpet dem til nemmere at kunne navigere i den og acceptere den og få det hele ned på et niveau, så de i dag også kan grine af det.
Den selvindsigt, som opvæksten har medført, er ikke helt tosset at have med sig, når komikken er ens levebrød, fortæller de to. I komikkens verden er det helt nødvendigt, at man formår at tage pis på sig selv, for ellers bliver det noget nær umuligt at pege på de grimme sider ved andre.
»Hvis man skal sige, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, gør det at leve i det her angsthelvede jo, at man som menneske bliver hyper opmærksom på menneskene omkring en«, siger Emil.
»Når man træder ind i et rum, scanner man alle. Man har ubevidst kigget helt vildt indgående på mennesker, så ens menneskeforståelse er en anden, og derfor kan man lave karakterer«.
Magnus supplerer: »Ja, og det er helt nede i nuanceplan og de helt små træk. Det er jo en gave«.
Han klukker over sit i sammenhængen lidt groteske valg af udtryk og fortsætter så:
»Jeg ville selvfølgelig gerne have været det foruden, men det har ikke været ubrugeligt og spild af tid i forhold til at fortælle følelsesmæssige og dramatiske historier eller bare historier i det hele taget. I krisen kan der jo opstå et klarsyn til en bedre version af sig selv, og når man rejser sig igen, er man det klogere, selvom det er en kæmpe kliché. Det er også derfor, man kan have smerten med i sit arbejde, så det ikke bliver en overfladisk fortælling. I den sammenhæng gør det desværre ikke noget, at man har fået nogle tæsk«.
»Men der er helt klart også noget af det, som ikke kommer fra vores opvækst med en far, der har drukket. Jeg har altid haft en kærlighed til komedien, siden jeg var helt lille. Og så er der bare noget, som kommer af, at jeg har arbejdet seks år på Statoil, hvor jeg så næsten to film om dagen. Jeg synes, selvbedrag er noget af det sjoveste at observere, men det tror jeg også mere skyldes, at jeg bare altid har været meget observant«.
Men selvbedrag er jo et forsøg på at opretholde facaden, selvom alt måske er kaos bagved, så har I også et blik for det komiske i det, fordi det er genkendeligt for jer?
Magnus: »Ja, så har man selv oplevet nogle kriser, og så kan man se, at der er nogen, som står i det samme, men ikke taler om det, hvilket er meget spændende. Det er også interessant med folk, der er i det, men holder humøret højt for at overleve, ligesom mange af karaktererne i ’Danish Dynamite’ eksempelvis gør«.
Emil: »Jeg tror lidt på, at man er født sjov. Vi har også haft en sjov opvækst med nogle sjove forældre og meget musik, spil og tju hej. Magnus har altid været ham, der lavede sjov og ballade, og jeg var også lidt sådan en, der gik og parodierede de andre, så alt sådan noget kommer fra et andet sted«.
Men kan det ikke også være en overlevelsesmekanisme, at man bliver god til at få folk til at grine og lette stemningen?
Magnus: »Det er 100 procent en kombination, og af en eller anden årsag har jeg i hvert fald altid syntes, det var meget interessant det med, hvem folk udgiver sig for at være. Jeg kan huske en af vores forældres venner, som var advokat, og som påtog sig den der meget respekterede rolle. En rolle, som jeg jo troede på som barn, indtil han slog en kæmpe skid foran mig i køkkenet. Så var han ikke rigtig Tom Cruise længere«.
Emil: »Det handler om en sans for detaljer, fordi man ubevidst er blevet trænet hele livet i at kigge på og afkode mennesker. Det er ikke kun, fordi vi har haft en stiv far, men det har selvfølgelig sat sine spor«.
Åben snak
Magnus Millang har altid påpeget højt og tydeligt, at drukturene en dag ville tage livet af hans far. Alligevel var det et kæmpe chok for ham, da profetien rent faktisk gik i opfyldelse i 2014, dagen efter at faren var hjemvendt fra en ferie i Spanien.
»Jeg var meget afklaret med det – indtil det skete. Da blev jeg fem år igen«, husker Magnus.
»Så bliver man sin fars søn. Al drukken forsvinder, og den gode ædru version af ham, som var nærværende, sjov, hjælpsom og næsten selvudslettende flink, bundfælder sig. Det var helt klart voldsommere at miste ham, end jeg var forberedt på«.
Emil: »Når man mister folk, der er tætte på en, efterlader det jo et tomrum. Der var alt muligt, og nu er der ikke noget. Det er sådan: Hvad gør vi? Jamen, vi gør ikke noget, vi fortsætter bare uden. Det er det, der er sorg. Men man kan sige, at der da også er en ro i det i forhold til den her tumult med en mand, der vitterligt er pissesyg. Det er lidt ligesom at se folk forsvinde til cancer. Til sidst står det så slemt til, så for mit vedkommende er der mentalt faldet en ro over mig. Det var udfaldet. Det var så det, der blev den yderste konsekvens. Nu ved jeg det«.
Jeg var meget afklaret med det – indtil det skete. Da blev jeg fem år igen
Magnus: »Ja, og det var ikke et trafikuheld. Der var en grund til den død, så det var ikke den der uretfærdighed, kan man sige. Fra den dag, man forstår død som barn, er din største frygt, at dine forældre skal dø, og den tanke bundfælder sig igen den dag, det sker. Det var vildt at opleve. Og det var meget vigtigt for mig at være i den sorg og udfordre den og tæske gamle billeder igennem og netop ikke bare være sådan: ’Hey, jeg er cool’«.
Var der noget uforløst eller noget, I ikke fik sagt?
Magnus: »Jeg kunne mærke, at hvis jeg ikke havde fået sagt til ham, at jeg elskede ham i de sidste fem år, fordi der var alt muligt andet, vidste han det stadig godt. Da det skete, var alle klar over den fælles forståelse for situationen, og han vidste godt, hvor vi stod. Man siger farvel til en kiste, hvor man jo siger, at man elsker ham, og at alt er cool, og at vi godt vidste, at han var syg, men det var mere en repetition«.
Emil: »Der er ikke nogen af os, der har slået hånden af vores far og sagt: Det slutter her. Det har mere været sådan noget med at ses, hvis han var rask, for hvis han ikke var det, var det måske lidt for risky for begge parter«.
Magnus: »Der har været en åben snak…«.
Emil: »Ja ja, det har bare været sådan: ’Far, jeg kommer ikke, fordi du er stiv’, og han har svaret: ’Ja okay, det er jeg’. Der har været perioder, hvor det mest har været et telefonforhold. Andre gange har man gået den der tur og spist en middag, så når det lige pludselig bliver slukket, er det jo ikke, fordi man tænker: ’Ej fuck, vi nåede ikke den safaritur’. Det er mere chokket: ’Okay, hertil og ikke længere’«.
Selvom visionen med ’Selvhenter’ hverken har været tabunedrivning eller terapi, er Millang-brødrene enige om, at det ville være fedt, hvis den kunne være med til at skabe en mere åben dialog omkring alkoholisme. Men: »Projektet har altid været at lave en skidesjov komedie om to ekstreme karakterer, som lærer noget af hinanden, fordi de er hoppet for langt over i hver sin grøft«, siger Emil. Storebror tilføjer:
Især én person ville utvivlsomt forlade biografen storgrinende, hvis han så filmen, gætter de to brødre på. Deres far havde selv masser af lune, og sammen med ham har de set utallige biljagter på film som børn.
»Komediegenren og en biljagt med et lig spændt bagpå i en smart-car er lige ham, så han ville være det bedste publikum til denne her film«, siger Magnus Millang og klukker lidt.
»Det har været mega fedt for os at få lov til at lave en komedie, så når nu hans børn har kunnet bruge hans død til noget, kunne der ikke være en bedre måde for vores far at træde af på«.
Læs også: 15 danske film, vi ikke kan vente med at se i 2019