’Ikke et ord’: Seværdig dansk krimiserie indvier subgenren nordic icecream crime

’Ikke et ord’: Seværdig dansk krimiserie indvier subgenren nordic icecream crime
'Ikke et ord'. (Foto: YouSee)

I krimiserier er der næsten altid nogen, der er hovedmistænkt alt for længe, fordi de ikke vil indrømme en hemmelighed. Oftest fordi de er utro, har skjulte seksuelle tilbøjeligheder eller måske lever et dobbeltliv.

Deres hemmelighedskræmmeri er et godt greb til at holde spændingen intakt, men så snart de fortæller sandheden, bliver de skubbet til side. For hvis de ikke er morderen, hvem er så?

Serien ’Ikke et ord’ handler på en måde om alle dem, der bliver skubbet til side i en kriminalsag, efter de har måttet dele sandheden. Om de store hemmeligheder, vi gemmer for vores nærmeste, og hvad der sker, efter de er blevet sagt højt.

For selv i en provinsby som Vesterløv, hvor der dufter af kernefamilie med sol og aftensmad på terrassen, er der knuder i maven og afvigende blikke over middagsbordet.

Og da en ung mand bliver fundet dræbt, bryder det hele ud i lys lue.

‘Ikke et ord’. (Foto: YouSee)

Det unge brydertalent Liam, der er søn af Vesterløvs patriark John Schrøder (Jacob Lohmann), bliver fundet livløs i en skov. Snart bliver Lars (Jakob Cedergren), træneren i den brydeklub, hvor Liam og mange af byens drenge holder til, varetægtsfængslet. Før han overhovedet kan nå til stationen, har hele byen allerede dømt ham som gerningsmand.

Aftenen forinden fik Lars smadret sin tilværelse, da hans kone Charlotte (Josephine Park) indrømmede, at hun har en affære. Endda med politimanden Thomas (Zaki Nobel), som så næste dag anholder Lars.

På under 24 timer står Charlotte og Lars’ familie i flammer, og i midten af det hele står nu Charlotte: grublende over sin mands skyld, skamfuld over sin utroskab og stadig grebet af en to år gammel sorg, der lader til aldrig at hele.

YouSees første miniserie er kreeret af de tre dygtige manuskriptforfattere Adam August (’Underverden’, ’Lover’), Christian Bengtson (’Krysantemum’, ’Noget om Emma’) og Jens Dahl (’Pusher’) og iscenesat af instruktør Mads Mengel – og deres samlede talent skinner virkelig igennem i seriens naturlighed.

I ’Ikke et ord’ føles samtalerne ægte og stærkt vedkommende – lige fra de hårde samtaler mellem Charlotte og Lars til bryderdrengenes indbyrdes drillerier og kække bemærkninger.

‘Ikke et ord’. (Foto: YouSee)

Der er også noget forfriskende over Vesterløv som baggrundstapet for en mordopklaring: En provinskrimi, hvor man snakker beviser over en Sun Lolly, leverer skjulte trusler, efter man har budt på is og tager mørbradgryde med til en voldshandling. Det føles forfriskende let i en genre, der ofte er mørk og dyster. Kunne nordic icecream crime blive en banebrydende ny subgenre?

Det bedste ved ’Ikke et ord’ er dog karaktererne. Flot spillet over hele linjen skildrer de alle de menneskelige konsekvenser ved fortielser og flugten fra dem. John og Rita kæmper hver for sig med det pludselige tab af Liam. Lars og Charlotte går også alene igennem en stor sorg. De fintfølende skildringer løfter serien fra en whodunnit til et portræt af mennesker i en dyb og uoverskuelig krise.

Til gengæld halter det i sidste ende med krimien. Det er meget tydeligt, at Liams død mest af alt tjener som en katalysator for alt andet. Selve historien op til og bag hans død fremstår mest af alt som en eftertanke.

En ærgerligt slap afrunding på en ellers solid fortælling.


Kort sagt:
’Ikke et ord’ er en naturlig og vedkommende krimi, der flot sætter fokus på mennesker i krise. Og mens krimiplottet falmer til sidst, gør manus og skuepilspræstationer serien særdeles seværdig.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’Ikke et ord’. Serie. Hovedforfattere: Adam August, Christian Bengtson & Jens Dahl. Instruktion: Mads Mengel Medvirkende: Josephine Park, Jakob Cedergren, Jacob Lohmann, Zaki Nobel og Lone Rødbro. Spilletid: 4 afsnit á ca. 42 min. Premiere: Kan ses på YouSee.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af