’Huset’: Der er fuld tryk på dramaet i DR’s forfriskende fængselsserie
DR’s nye søndagsserie ligner overhovedet ikke en DR-søndagsserie.
Det står klart allerede fra ’Huset’s dystre introsekvens, der minder om noget fra en amerikansk HBO-produktion: Sorthvide slowmotion-billeder af mennesketomme fængselslokaler og tung, ulmende underlægningsmusik sætter stemningen.
Det faretruende score, som akkompagnerer mange af scenerne, er helt berettiget. For ’Huset’ er fyldt med anspændthed og ubehag fra start.
Serien foregår nemlig i et fængsel, hvor man mærker, at alle – både fanger og fængselsbetjente – hele tiden er på vagt over for næste voldelige udfald.
Jungleloven gælder blandt de indsatte, som er opdelt efter bandegrupperinger. De højst placerede fanger i hierarkiet tjener formuer på intern afpresning og forretning. Og betjentene ser igennem fingrene med både vold og narkosalg for at undgå konfrontationer.
’Huset’ spiller på velkendte genregreb, men serien føles alligevel forfriskende, fordi vi ser det hele fra fængselsbetjentenes perspektiv.
»Herinde vil vi meget, meget gerne rasle med vores nøgler, så fangerne kan høre, vi kommer. Så kan de nå at sluge deres hash eller gemme deres steroider, og så bliver alting meget nemmere«, forklarer den erfarne betjent Henrik (David Dencik) sin nye kollega Sammi (Youssef Wayne Hvidtfeldt).
Sidstnævnte er lige blevet færdiguddannet og har mere renskurede idealer om arbejdet som fængselsbetjent end de andre. Da han fortæller, at han blev fængselsbetjent for at gøre en forskel, fnyser Henrik: »Det der med forskel, det skal du bare droppe«.
Anspændtheden findes således ikke kun blandt fangerne og mellem fanger og betjente. De uniformklædte kollegaer kan heller ikke nødvendigvis stole på hinanden, og der bliver lavet lyssky aftaler i krogene.
Man kan virkelig mærke, at der med ’Huset’ er kompetente folk på alle pladser, både foran og bag kameraet.
Hovedforfatter Kim Fupz Aakeson, der har skrevet serien med udgangspunkt i sin egen roman ’Fangeleg’, har sammen med instruktørduoen Frederik Louis Hviid (’Shorta’) og Michael Noer (’R’) skabt en spændende dynamik mellem alle karaktererne i det lille besynderlige samfund, som et fængsel udgør.
Hviid sidder i instruktørstolen i de tre første afsnit, som anmelderne har haft til rådighed. Her veksler han fornemt mellem korte, håndholdte kameraindstillinger og lange, overlegne panoreringer.
Han formår samtidig at få det bedste frem i skuespillerne, der alle gør det fremragende.
De erfarne kræfter David Dencik og Sofie Gråbøl er overbevisende som rivaliserende fængselsbetjente, der begge gemmer på hemmeligheder, som kan bringe deres job i fare.
’Rejseholdet’-koryfæet Charlotte Fich imponerer også som fængselschefen Gert, der til dagligt viser en rolig facade, men er bange for at blive slået af sin demensramte mand, når hun kommer hjem fra arbejde.
Og Youssef Wayne Hvidtfeldt (’Yes No Maybe’) gør det ligeledes godt som deres regelrette og ambitiøse kollega. Man mærker tydeligt usikkerheden bag hans alvorlige facade.
Nogle af handlingsforløbene i karakterernes privatliv føles lidt overflødige. Sofie Gråbøls karakter Miriam bliver eksempelvis viklet ind i en værre hårdknude på grund af sin søn, som er i gæld til en narkoboss. Selvom det afføder nogle nervepirrende og velfungerende spændingsscener, føles det alligevel lovligt meget som obligatoriske plottråde, der netop kun er til for lidt ekstra spændings skyld.
Det tilgiver man dog, hver gang serien vender tilbage til fængslet. For her er der tryk på dramaet – og det går kun én vej.
Huset kan ikke længere køre, som det altid har gjort, med bestikkelse, dummebøder, forskelsbehandling og ustraffede hævnaktioner blandt fangerne. Det gamle fængsel er nemlig i fare for at blive lukket, og Gert sætter alt ind på at få vendt skuden og gøre konsulenterne fra Kriminalforsorgen tilfredse. Det betyder så bare også, at de indsatte bliver mere og mere utilfredse og utilregnelige.
Mens fangernes oprør eskalerer, får publikum smidt en række meget ubehagelige voldssceneri hovedet. Undervejs bliver en skrigende mand for eksempel bundet fast til et tændt komfur, så et stort, rundt brandsår former sig på hans mave.
Halvvejs inde har ’Huset’ sat et væld af konflikter i søen. Man kan altså godt regne med, at fængselsseriens afslutning bliver endnu mere intens.
Kort sagt:
Man kan tydeligt mærke, at DR’s nervepirrende fængselsserie har kompetente folk både foran og bag kameraet.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.