- ’Rathsack og narkokrigen’: Danskere kommer faretruende tæt på Colombias kokainproduktion i drønspændende dokumentarserie
- ’Alexanders krig’: 28-årig dansker tager os helt ind i krigens vanvid i DR-aktuel dokumentar
- Da han endelig fortæller sin hemmelighed i World of Warcraft, fælder man en tåre over reaktionen
’Agent Samsam’: Højaktuel DR-dokumentar om utrolig agentsag er spændende som en politisk thriller
'Agent Samsam'. (Foto: DR)
»Det er nærmest en kriminalroman værdigt«, lyder en af de første bemærkninger i DR’s nye, højaktuelle dokumentarserie ’Agent Samsam’.
Den utrolige historie om muligt justitsmord mod den terrordømte dansker Ahmed Samsam, som netop har påbegyndt en retssag mod de danske efterretningstjenester, har nemlig alt det, en politisk thriller skal have.
Citatet stammer fra DR-journalist og retsanalytiker Louise Dalsgaard. Hun har fulgt sagen i flere år – faktisk var hun til stede i retssalen, da Samsam i 2018 blev idømt otte års fængsel af den spanske domstol for at kæmpe for Islamisk Stat, finansiere terrorisme og erhverve våben til terrorgruppen. Forbrydelser, som Samsam nægter at have begået.
Det var under denne retssag, Samsam fortalte dommeren (og dermed resten af omverdenen), at han har været agent for de danske efterretningstjenester. I starten af sine 20’ere drog Samsam tre gange til sine forældres fødeland, Syrien, hvor han deltog i væbnet kamp for oprørsgruppen Troens Brigade mod landets diktator Bashar al-Assad.
Under de to sidste rejser indsamlede han imidlertid også oplysninger om danske syrienkrigere for PET og FE, som til gengæld udbetalte ham løn og finansierede våben til oprørsgruppen. Ifølge Samsam afsluttede efterretningstjenesterne faktisk samarbejdet, fordi han ikke ville tilslutte sig Islamisk Stat.
Den komplicerede sag kan være svær at finde rundt i. Derfor er det meget prisværdigt, at Louise Dalsgaard og DR Dokumentar-holdet formidler den så grundigt og forbilledligt over ’Agent Samsam’s fire afsnit.
Seriens tre første afsnit går helt tilbage til Samsams opvækst og frem til et dansk retsmøde i 2022, hvor han forsøger at få forkortet sin straf. Enhver lille deltalje fremstår essentiel for at forstå hovedpersonens motivation for at blive syrienkriger.
Familiemedlemmer og andre medvirkende, der kender ham godt, fortæller om »en rod med potentiale«. Samsam var en dreng med et godt hoved, men han færdedes i et kriminelt miljø i Vollsmose og lod sig ofte styre af sin vrede mod autoriteter og sin store retfærdighedssans.
Dokumentaren viser samtidig alle de grundlæggende fejl og rettighedsbrud, som fandt sted under den spanske retssag. Her måtte Samsam blandt andet vidne på gebrokkent engelsk, fordi retten havde givet ham en svensk tolk i stedet for en dansk.
Selvom ’Agent Samsam’ er rig på informationer, ekspertudtalelser og vidneudsagn, bliver den aldrig tung at se. Serien holdes visuelt levende med et godt klippetempo og en blanding af arkivoptagelser og subtile rekonstruktioner. Heldigvis bliver der ikke skruet for meget op for virkemidlerne – det er ikke nødvendigt, når historien er så vild i sig selv. Udtrykket forbliver sagligt og med fokus på det journalistiske arbejde.
Dokumentaren kan dog ikke undgå også at tale til lidt følelserne, når man i det sammenbidte ansigt og det tomme blik kan se, hvordan efterhånden seks års fængsling og en følelse af svigt har påvirket Samsam.
Det er rørende at overvære, da han efter fem års indespærring for første gang får lov til at se sin familie igen. Det er ikke tilladt at kramme søsterens børn, får han at vide, men han kan ikke lade være med at kysse dem på kinden, da de siger farvel.
Spændingen stiger i tredje afsnit, hvor kameraholdet er med på sidelinjen, mens Louise Dalsgaard sammen med DR’s Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgård dykker længere ned i Samsams tid i Syrien. Selvom dokumentaren genfortæller sagen kyndigt, føles det jo altid mere dynamisk, når man dokumenterer virkeligheden, imens den sker.
»Den er der!« udbryder Dalsgaard begejstret, da de får liv i en af journalistkollegaens gamle mobiltelefoner. Damsgård interviewede faktisk Samsam i 2012 om tilværelsen som syrienkriger, og via gamle korrespondancer på telefonen finder de nye udsagn mod nogle af den spanske domstols argumenter for, at Samsam dengang skulle være tilknyttet IS.
’Agent Samsam’ gemmer et andet es til sidste afsnit: Et halv times langt interview fra juni i år, hvor Louise Dalsgaard konfronterer Ahmed Samsam med alle de oplysninger, seeren er blevet præsenteret for indtil da. Hvorfor delte han for eksempel ISIS-videoer fra sin telefon?
Det er dramaturgisk stærkt at vente med interviewet til allersidst i stedet for at dele det op i mindre dele gennem dokumentaren. Samtidig er det også meget passende, at publikum er klædt ordentligt på, inden de møder hovedpersonen i nutiden.
De eneste medvirkende, man savner i dokumentaren, er selvfølgelig PET og FE. De holder i sagens natur kortene tæt til kroppen og vil i en skriftlig udtalelse hverken be- eller afkræfte, hvorvidt Samsam har arbejdet for dem. At dømme ud fra dokumentaren kan der dog ikke herske tvivl om, at det har han.
Nu bliver det spændende at følge, om Ahmed Samsam ved rettens vej kan tvinge efterretningstjenesterne til at erkende det officielt.
Kort sagt:
Efter at have set den velfortalte DR-dokumentar ’Agent Samsam’ har man alle muligheder for at kunne følge med i den verserende retssag mellem Ahmed Samsam og de danske efterretningstjenester.
'Agent Samsam’. Serie. Tilrettelæggelse: Lisbeth Dilling. Medvirkende: Ahmed Samsam, Louise Dalsgaard, Puk Damsgård. Spilletid: 4 afsnit á 30-60 min. Premiere: Kan ses på DRTV.