’Rathsack og narkokrigen’: Danskere kommer faretruende tæt på Colombias kokainproduktion i drønspændende dokumentarserie

’Rathsack og narkokrigen’: Danskere kommer faretruende tæt på Colombias kokainproduktion i drønspændende dokumentarserie
'Rathsack og narkokrigen'. (Foto: Morten Skov Andersen/TV 2)

Den utrættelige krig mod narko har leveret inspiration til popkulturen i årtier.

Fra Al Pacinos blodige vej til toppen af Miamis kriminelle underverden i ’Scarface’ til Denis Villeneuves actionfyldte ’Sicario’ om den eskalerende narkokonflikt i grænselandet mellem USA og Mexico – mesterlige dramatiseringer over en barsk virkelighed, hvor magt, grådighed og desperation kolliderer i en balstyrisk kamp om kontrol over en fæl milliardindustri.

Denne virkelighed vil den tidligere danske jægersoldat Thomas Rathsack samt fotojournalist Morten Skov Andersen komme nærmere ved at besøge kokainlandet over dem alle: Colombia, der i 2019 producerede over 1100 ton ren kokain, godt 64 procent af verdens samlede kokainproduktion.

Målet er at undersøge konsekvenserne ved denne produktion af det populære hvide rusmiddel, der finder vej til festmiljøet i USA og ja, Danmark, som alarmerende er et af de lande i Europa, hvor forbruget er allerhøjest blandt unge mennesker.

Det er en kompleks verden med adskillige lag, hvor det i sidste ende altid vil gå ud over de laveste i hierarkiet, mens narkokongerne slanger sig i deres svinedyre palæer væk fra slumkvarterernes skyggesider.

‘Rathsack og narkokrigen’. (Foto: Monday Media/TV 2)

Der bliver i ’Rathsack og narkokrigen’ ikke lagt skjul på noget. Hvad Rathsack og Andersen foretager sig, er dødsensfarligt, både for dem selv og for de mennesker de i løbet af dokumentarseriens fire afsnit kommer i kontakt med gennem neglebidende missioner.

Disse missioner er udført i samarbejdet med Colombias eliteenhed Comandos Jungla, der drager dybt ind i junglen for at tilintetgøre kokainlaboratorier drevet af simple bønder uden mange valg i livet og uden megen fremtid at skimte i horisonten. Med sin egen fortid som jægersoldat får Thomas Rathsack en unik mulighed for at følge elitesoldaterne i forreste geled, når de lander i deres Black Hawk-helikoptere bevæbnet til tænderne.

Mødet med bønderne i junglens kokainlaboratorier (hvis de ikke er stukket af forinden) er mildest talt hjerteskærende, og det mærkes da også hos de to danskere. For dem hersker der ingen tvivl om, at de har at gøre med kriminelle, men samtidig også ganske almindelige mænd, der prøver at forsørge deres familie. Og hvis de ikke makker ret? Ja, så bliver de slået ihjel af sicarios, lejemordere fra Clan del Golfo, landets største narkokartel.

‘Rathsack og narkokrigen’. (Foto: Dennis Khadem)

Risikoen, bønderne løber ved at have kameraet hos dem, er enorm, og gennem to dages kokainkursus hos en bonde uden støtte fra Comandos Jungla, bliver Rathsack og Andersen advaret om, at der er kartelmedlemmer på vej efter dem. Her må de snige sig gennem junglen og tilbage til deres køretøj uden at blive opdaget af de patruljerende narkotrafikanter.

Som Rathsack selv nævner, er det den lille mand mod den lille mand i narkokartellets klæbrige spindelvæv, og det opleves især, når duoen skal mødes med en koldblodig sicario, der erkender, at han stoppede med at tælle, hvor mange han har slået ihjel, efter han rundede de 81.

Mødet med den maskerede pistolmand er et klart højdepunkt i dokumentarserien, da man føler, at situationen kan vende på et splitsekund. Men selv en sicario kan have skrupler, og denne prædiker om farerne ved at tilslutte sig bandelivet, hvor især et bestialsk drab fortsætter med at hjemsøge ham.

‘Rathsack og narkokrigen’. (Foto: Dennis Khadem/TV 2)

’Rathsack og narkokrigen’ giver stof til eftertanke, og selv om vi har set narkokrigens konsekvenser afbildet i film som ’Traffic’ og serier som ’Narcos’, er det den ægte vare, der skal til for rigtigt at sætte det i perspektiv. Konflikten er global, men har formet fattige nationer som Colombia i årtier, da bandelivet ofte er den eneste udvej for de laveste i samfundet. Det får man syn for sagn for, når man oplever den ødelæggende effekt, kokainen har på alle involverede.

Tiden flyver afsted i løbet af de fire afsnit, hvor det ene adrenalinkick afløser det andet, og man sidder tilbage og ønsker, at der var mere i sidste ende.

Men for alles sikkerhed er det nok godt at stoppe, mens legen er god.


Kort sagt:
’Rathsack og narkokrigen’ er en spændende dokumentarserie om konsekvenserne ved narkoproduktionen i Colombia, der ødelægger livene for de hårdtarbejdende bønder og alle andre, der kommer i kontakt med det.  

’Rathsack og narkokrigen’. Serie. Instruktion: Dennis Khadem. Medvirkende: Thomas Rathsack, Morten Skov Andersen, Dennis Khadem. Spilletid: 4 afsnit á ca. 30 min. Premiere: 9. august på TV 2.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af