’Dansegarderoben’ – hele sæsonen: Ditte og Louise gør ved sexisme, hvad ’Matador’ gjorde ved krigen
En halv million danskere har hver søndag set med, mens ’Dansegarderoben’ er kørt over skærmen på TV 2. Serien er gakket revy-historie med pailletter, smøger og diskonumre – men også grove løjer.
Kameralinsen har bevæget sig forbi stjernerne på scenen, Preben Kaas og Jørgen Ryg, i cirkusrevyen anno 1970’erne og fæstnet sig ved de bikiniklædte dansepigers indre liv. Hvad mon de føler, mens de smyger sig om benene på mændene, som misogynt synger: »Hvad skal vi med kvinder, de vil bare bedrage os?«
Kvindernes liv foregik i kulissen. I dansegarderoben. Om man fik tæv, blev udnyttet, forbigået, chikaneret eller løndumpet var i det store og hele ligegyldigt. Det var kvindeliv og kvindesind, og hvem har interesse for det?
»Hold op med at være hysterisk«, siger en læge til den grædende Sussie (Marie Bach Hansen), da hun mere end antyder, at hendes mand banker hende derhjemme.
Der var engang, det var sjovt, hvis det var grænseoverskridende, og har I i øvrigt hørt den om blondinen, der skulle skifte en pære?
Men serieskaberne Ditte Hansen og Louise Mieritz er kloge, når de er sjove, og sjove, når de er kloge. I en scene, hvor ’Dansepigerne’ strejker for at beholde den fyrede Henny på holdet, må Preben Kaas (Anders W. Bertelsen) selv iklæde sig et afslørende dådyrkostume og vimse rundt på scenen som et sexet forårskid. Når rollerne vendes om, ler man, mens Ditte og Louise samtidig skildrer, hvor ydmygende det er at degradere professionelle dansere til øjenguf.
Serien er meget mere end bare et nostalgisk rødstrømpetilbageblik, for ingen har ret i ’Dansegarderoben’. Rødstrømperne vil frigøre de undertrykte dansepiger – men pigerne vil hellere gå i spagat end nedlægge et patriarkat, som én af dem synger. Selv den voldelige mand får et øjebliks grådkvalt taletid foran sin fars gravsted. Vold er en arvelig sygdom, der smitter fra generation til generation, forstår man.
Noget af det sværeste for mig er at forstå, hvorfor nogle kvinder bliver hos voldelige mænd. Særligt når det også går ud over hendes børn. Vi ser, hvordan både begær, romantik og ømhed er til stede mellem Sussie og Robert (Jakob Oftebro). Og selvom man frygter for, om Sussie vil overleve at forlade manden, ser man hende stadig have romantiske forestillinger om at snurre rundt på dansegulvet sammen med ham.
Man kan godt føle to ting på en gang.
’Dansegarderoben’ er i øvrigt filmet af Lars von Triers faste fotograf Manuel Alberto Claro, der privat danner par med Louise Mieritz.
En af danserne, Diana, må gennem serien erkende, at hun er lesbisk, og det indre drama er selvfølgelig lige så velspillet af Nanna Koppel som resten af det fantastiske ensemble.
Hun forelsker sig, og de to kvinder danser omkring hinanden i et glødende, grænseløst rum. Med et falder Diana smilende gennem luften, og man genkender følelsen af forelskelsens vægtløshed. Det er simpelthen intet mindre end stor filmpoesi i en dansk revy-pastiche-serie. Hvem havde set den komme?
Kan Ditte og Louise gå sammen med historikeren Gry Jexen og filmatisere hele danmarkshistorien? Jeg vil med glæde se samtlige sæsoner. Forhåbentligt bliver der mange – også dansescener.
Kort sagt:
’Dansegarderoben’ gør ved sexisme, hvad ’Matador’ gjorde ved krigen.
Anmeldt på baggrund af alle afsnit.