’Superposition’: Navlepillende dansk film forspilder sin pirrende præmis
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Karoline Lyngbyes debutfilm, sci-fi-thrilleren ’Superposition’, er, hvor meget den falder tilbage på metaltrætte, danske filmkonventioner til trods for en pirrende præmis, der havde potentiale til at stikke ud i andedammen.
Filmen følger den lovende forfatterspire Stine (Marie Bach Hansen) og hendes journalistmand Teit (Mikkel Boe Følsgaard), der har valgt at trække stikket på hamsterhjulet og flytte ud i en dyb, dyb skov i Sverige med deres lille søn. De skal leve isoleret i deres selvskabte paradis i ét år.
De vil finde tilbage til en enkel tilværelse uden distraktioner – også selvom de flere gange påtaler, at det selvfølgelig bare er forkælet eskapisme.
Stine håber at kunne slå igennem sin skriveblokade, og Teit, der skal producere en navlepillende podcast om eksperimentet, håber på, at de finder hinanden igen. Og hinanden finder de da også – bare ikke lige i den form, de havde troet. For inden længe bliver skovidyllen brudt af to dobbeltgængere, der tvinger parret til at konfrontere hinanden.
’Superposition’ er en film, der lukker sig om sig selv – nøjagtigt som de to narcissistiske hovedpersoner, der bruger isolationen til selvrealisering og uforvarende opretholder det pligtdrevne hamsterhjul af arbejde, sure huspligter, modvillig børnepasning og ufrivillig madlavning, som de sagde, de ville undslippe.
De er afhængige af systemer, selv når de siger, de vil være uafhængige – og opsatte på at dække over det i de små ekspositionstunge podcastepisoder, de optager sammen over et glas rødvin ved pejsen.
Det kunne have ført til en større refleksion over, hvad det vil sige at være fri i en tid, hvor vi arbejder konstant og hele tiden er forbundet online, så man altid lige kan svare på en mail.
Men det kommer ikke rigtigt videre end banale parforholdsdiskussioner ved køkkenvasken. Det er, som om filmen bekræfter parrets egen opfattelse af, at de er verdens centrum, ved at hellige deres simplificerede historie 105 minutter uden for alvor at gå i kødet på karaktererne, som en forfriskende og beslægtet dansk film som ’Speak No Evil’ formåede.
I ’Superposition’ bliver dobbeltgængermotivets symbolske kvaliteter stavet så meget ud, at det får karakter af psykologtime: Det handler om at se sig selv som objekt i stedet for subjekt. At tilsidesætte egne behov, være ærlige og stole på hinanden. Og ikke mindst tage sig af den søn, parret har glemt at tage sig af i deres egen selvoptagethed.
Marie Bach Hansen og Mikkel Boe Følsgaard gør det hæderligt i dobbeltrollerne, selvom de er fastlåst i en noget konstrueret dramatik, der konstant føler sig nødsaget til at tilsætte konflikt i jagten på næste plotpunkt.
Det gør, at forholdet aldrig føles organisk og nuanceret, når det primært formidles gennem overtydelige skænderier, hvor intet efterlades usagt. Det skorter ikke på uheldige replikker som: »Ved du godt selv, at du er en dårlig mor?«
Af en thriller at være byder filmen kun på ét oprigtigt uhyggeligt billede, da de to dobbeltgænger-par møder hinanden. Det er til gengæld veludført og vidner om, hvad det Alex Garland- og Jordan Peele-beslægtede kammerspil kunne have været.
Desværre har ’Superposition’ svært ved at kommunikere sine ideer uden at tale dem halvt til døde undervejs.
Kort sagt:
Karoline Lyngbyes debutfilm har en pirrende præmis og to hæderlige hovedrollepræstationer – men iderigdommen strander ved banale, ægteskabelige skænderier.