‘Killjoy’: Emma Sehested Høeg-serie om orgasmeløs ung kvinde rammer et uventet ømt punkt

‘Killjoy’: Emma Sehested Høeg-serie om orgasmeløs ung kvinde rammer et uventet ømt punkt
'Killjoy'. (Foto: Johanne Næsby Fick/ TV 2)

En ung kvindes altødelæggende mangel på orgasmer.

Det er det ultimative fokus for den ventede TV 2-serie ’Killjoy’, der er skabt og skrevet af teatersensationen How to kill a dogs instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og skuespiller Emma Sehested Høeg.

Alligevel ramte fortællingen et andet uventet ømt punkt i mig. Den mindede mig nemlig om min franskeksamen i gymnasiet, hvor jeg var overbevist om, at det var gået parfait, men gik stortudende hjem med et uventet syvtal (og ja, skrækkeligt lidt perspektiv på tilværelsen).

Den sætter nemlig fingeren direkte på den pinlige ydmygelse, det er for en 12-tals-pige at blive konfronteret med at være middelmådig. En desperat perfektionisme, man meget vel kan tage med sig fra teenageårene ind i de mest intime hjørner af sit voksenliv.

Gustav Giese og Emma Sehested Høeg i ‘Killjoy’. (Foto: Phillip Jørgensen/ TV 2)

‘Killjoy’s univers går intenst til (primært) heterosamfundets orgasmekløft, der viser, at mænd kommer næsten dobbelt så ofte som kvinder under sex (95 procent vs. 65 procent i faste forhold). Men serien dissekerer også en fundamental forstyrrelse i (især) ungkvindelivet, der er gennemsyret af præstation.

Her er der ikke nødvendigvis så stor forskel på dobbeltsengen og eksamenslokalet. Begge er steder man kan leve op til en forventning eller fake i jagten på det ønskede resultat.

Den unge hovedperson Nanna er udadtil et omvandrende 12-tal med styr på tilværelsen.

Først morgensex med den søde og smukke kæreste Søren, som hun vinker forelsket ud ad døren kun iført hvid skjorte. Han er klar til at flytte sammen og siger ting som, »du er så smuk, når du kommer«. Et velmenende, smånaivt mandemenneske inkarneret kækt af Gustav Giese. Nanna mangler bare at få topkarakter for sit eksamensprojekt på designskolen, så er alt i vinkel.

Desværre har hendes liv et par brister, der trækker gennemsnittet gevaldigt ned.

Et par skæve ’Fleabag’-blikke ind i kameraet afslører hurtigt, at hendes smukke klimaks nok var lidt for smukt. Senere på dagen vil lærerne kun give hende syv (hun har præsteret et halvt mosgrønt korset, man forstår dem), hvorefter hun småsociopatisk tuder sig til et mikroskopisk 10-tal.

‘Killjoy’. (Foto: Phillip Jørgensen/ TV 2)

Men det store antiklimaks indtræffer, da hun som publikum til et stykke med teaterskuespilleren Emma (Sehested Høeg) bliver sunget lige op i fjæset om orgasmekløften, som hun selv helt hemmeligt repræsenterer til fulde. Et vovet meta-move, serien slipper morsomt afsted med.

»Nanna kommer hver gang«, fortæller Søren ellers deres venner bagefter. Men det gør hun faktisk aldrig, og så snart hun indrømmer det, går alt i stykker. Hun forsøger, men kan ikke vinterbade sine problemer væk, og det drejer undervejs alle hendes relationer i en absurd retning.

Hele vejen igennem bliver Nannas kamp legemliggjort med millimetermimik og omskifteligt lune af Emma Sehested Høeg, der med komisk og dramatisk overskud giver skammen ben at gå på – og virkeligt tjekkede pastelblå støvler.

Hvis ’Killjoy’ havde været et afsnit af ’Sex and the City’, var Nannas ikkeeksisterende orgasmer blevet grublet væk med konsensussøgende »i couldn’t help but wonder«-undren.

I stedet går serien modigt kontra med en sildig seksuel opvågnen, der ikke er bange for at føles mere deprimerende end empowering.

‘Killjoy’. (Foto: Phillip Jørgensen/ TV 2)

Er det den manglende orgasme, der er problemet? Eller blot erkendelsen af, at den mangler? Det spændende er faktisk ikke, om Nanna kommer, men udforskningen af det maskefald, det eksistentielle fissehul sætter ild til.

‘Killjoy’ skorter ikke på seksualfilosofi, som den tager sig ud i naturvins-segmentet. Og heller ikke på intense virkemidler til at underbygge den.

Man får Gustav Gieses perfekt akavede mandestøn helt op i øregangen, og på et tidspunkt forvandler kameraet en gynækologisk undersøgelse til et kalejdoskop af pink kødglans.

Til tider vil ’Killjoy’ også afprøve lidt for mange store kunstneriske ideer i æstetik, fortællestil og sit tydelige blik på nøgne og bollende kroppe.

‘Killjoy’. (Foto: Johanne Næsby Fick/ TV 2)

Den bliver lovlig selvbevidst, når hovedrollen skal skrige frustrationen ud igen og igen. På væltede cykler, søde hunde og under millennialseriernes efterhånden uundgåelige point of no return-tur ud i naturen.

Det laver dog ikke om på, at ‘Killjoy’ løfter det korte format flot, vigtigt, velspillet og medrivende. Den bringer i den grad ‘Fleabag’s fænomenale female gaze-komedie til Danmark uden at føles som andet end sin egen.

Før jeg fik syn for sagen, havde jeg næsten allerede castet Emma Sehested Høeg som forventelig feministisk superhelt, der hot og elegant gik ‘Kill Bill’ på den gode stemning i jagten på bedre sex.

I stedet blev killjoy-fortællingen formet i en helt anden skælmsk og sårbar retning.


Kort sagt:
Emma Sehested Høeg er blændende som falleret that girl, hvis kriseramte forsøg på at udfylde sit livs orgasmeformede hul er både sjov, grim og vigtig.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

'Killjoy'. Serie. Skabere: Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg. Medvirkende: Emma Sehested Høeg, Gustav Dyekjær Giese, Olivia Joof Lewerissa, Mads Riisom, Siff Vintersol, Lila Nobel, Thomas Hwan, Tammi Øst. Spilletid: 6 afsnit á ca. 20 minutter. Premiere: 26. marts på TV 2 Play. 
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af