’The Agency’: Fremragende spionserie bygget på fransk kæmpehit vækker din indre undercoveragent

’Hatufim’ blev til ’Homeland’. ’Forbrydelsen’ blev til ’The Killing’.

Udenlandske krimisucceser er mange gange blevet genskabt i USA, og nu har Hollywood set sig varme på den franske kæmpesucces ’Le Bureau des Légendes’.

Serien, som blev afsluttet med femte sæson i 2020, regnes af mange som noget af det bedste franske tv nogensinde, og som en af de bedste spionserier overhovedet.

’Le Bureau’ er blevet til ’The Agency’, Paris er udskiftet med London, og så er det ikke længere Mathieu Kassovitz, men i stedet Michael Fassbender, der indtager hovedrollen.

Han har fået kodenavnet Martian og er en rutineret CIA-spion, der efter seks år kaldes tidligt hjem fra en mission i Etiopien, hvor han efterlader elskeren Sami (Jodie Turner-Smith).

I London møder han en hverdag med debriefing og konstant overvågning – og genforenes med sin skeptiske teenagedatter. CIA-afdelingen går samtidig i en form for alarmberedskab, da en agent i Belarus forsvinder. En krise eskalerer i et sammensurium af mistanker, dobbeltspil, politiske interesser og uvished om, hvorvidt folk er blevet afsløret eller dræbt, eller om de er gone rogue.

Det helt særlige ved ’The Agency’ er, at handlingen, i stedet for at tage udgangspunkt i felten, allermest foregår i og omkring hovedkvarteret. De internationale locations, hvor de aktive spioner er på mission, klippes ind hist og her, men der er ikke et mord, der skal opklares, og en bad guy, der skal fanges. Omdrejningspunktet er agenternes indre liv og den uundgåelige præmis om at »overleve helt alene, for evigt«.

Martian fortæller tidligt, at han ikke dræber folk, men lærer dem at kende – »Vi observerer, vi positionerer os, vi lærer, vi forsvinder« – og spørgsmålet er sjældent, hvem der vil dræbe hvem, men i stedet hvem man kender godt nok til at stole på, hvis overhovedet nogen.

Han spørger sig selv om Sami, der også er kommet til London, faktisk er, hvad hun giver sig ud for. På samme måde sætter Martians datter spørgsmålstegn ved, hvem hendes far faktisk er. Meget passende er seriens temasang ’Love is Blindness’af Jack White. Lige lovlig udpenslet måske, men så er alle i hvert fald med på, at ingen er til at stole på.

Mistilliden tynger både Martian og hans kolleger. Seriens brug af suspense og tempo i både narrativet, dialogen og klipningen er styret med så præcis hånd, at man hele tiden tror, at man har regnet den ud, indtil en ny flig af tvivl indfinder sig.

Man bliver selv en del af spionspillet, hvor alt kan forskydes af et blik eller en bevægelse. Efter at have set de tre episoder tilgængelige for anmeldere, ved jeg godt, hvad der foregår, men jeg er samtidig faretruende bevidst om, at mindst en håndfuld karakterer på et splitsekund kan snyde mig, og skyde mig tilbage til start.

At man ikke bare får indblik i de vilkår, spionerne overgiver deres liv til, men bag skærmen selv mærker lidt af dem, gør ’The Agency’ enormt effektiv. Den indre sofaspion fodres på godt og ondt hele tiden nok til, at man griber fat og for alt i verden ikke vil give slip.

Altid solide Jeffrey Wright og evighedscharmøren Richard Gere er magisk castet som cheferne i de store kontorer, der oser af ’far-ved-bedst’-energi, men også har glimt af veltimet humor. Turner-Smith er imens dragende og mystisk som elskeren, man aldrig aner, hvor man har.

Både spillerne og manuskriptet, som brødreparret Jez og John-Henry Butterworth (’Edge of Tomorrow’, ’Ford v Ferrari’) har skrevet, forstår at levendegøre den indlejrede mistanke og psykologiske dødvægt, som er en livsforudsætning for spionerne.

Spion-lingo som »wooden duck« – en and der ikke rapper, altså en spion der aldrig ville afsløre noget – giver fornemmelsen af eksklusiv adgang til en hemmelig verden, imens man også kreativt visualiserer den evige dualitet mellem tillid og mistro.

Mest udtalt bruges spejle ret genialt både praktisk af karaktererne og visuelt af kameraet, der filmer gennem dem i både stilhed og dialog. Det bliver en snedig fysisk manifestation af spionverdenens evindelige dobbeltspil.

Mystikken lever i bedste velgående efter tre episoder af ’The Agency’, der flot oversætter sit franske forlæg og giver et sjældent indblik bag facaden hos dem, der ellers lever hele deres liv i totalt hemmelighed.

Martians beskrivelse af samtlige agenter som sindssyge føles meget rammende. »Man lever som en anden, lyver for alle og risikerer sit liv. Så kommer man hjem og skal affinde sig med det hele. Ingen glamour, ingen penge, ingen eksploderende ure«.

Måske jeg lader agentdrømmen ligge og holder mig til amatørkarrieren som sofaspion.

---

Kort sagt:
’The Agency’ er et fængende spiondrama med et stærkt cast, som har en interessant vinkel på fortællingen om undercoveragenter. Serien fokuserer mere på prisen, de betaler for et liv formet af hemmeligheder, end deres faktiske arbejde som spioner, og det er tæt på umuligt ikke at lade sin indre sofaspion rive med.

Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit