CANNES FILM FESTIVAL. Årets filmfestival i Cannes delte vandene i sjælden grad i en årgang, der efter min mening kun bød på ét mesterværk.
Film som Lynne Ramsays ’Die My Love’, Julia Ducournaus ‘Alpha’, Ari Asters ‘Eddington’ og gennembrudstalentet Mascha Schilinskis ’The Sound of Falling’ gemte sig alle bag overfladisk formalisme, provokationer og satire, der stod i vejen for egentligt vedkommende udsagn.
Men selvom programmet overordnet set var en skuffelse, er der selvfølgelig masser af gode film at vælge i mellem, når man over 10 dage ser 53 af slagsen og kommer godt rundt i hjørnerne af det bugnende program også i sideserierne og således ikke nøjes med de udvalgte i hovedkonkurrencen, som normalt løber med mest opmærksomhed.
Stærke perler som Joachim Triers ’Sentimental Value’, Kleber Mendonca Filhos ’The Secret Agent’ og Robin Campillos ’Enzo’ er film, vi utvivlsomt kommer til at høre meget mere til i det kommende år, men som akkurat ikke klarede cuttet til denne liste af film, der for alvor ramte mig.
10. ’Nouvelle Vague’
De fleste havde nok en naturlig skepsis over for Richard Linklaters franske ’Nouvelle Vague’ – en film om optagelserne af den afdøde, franske mesterinstruktør Jean-Luc Godards debutfilm ’Åndeløs’ i 1960, fotograferet som var den optaget i Godards tid.
Hvad havde den amerikanske instruktør bag ’Boyhood’ og ’Before’-trilogien lige at sige om den franske nybølge, som vi ikke allerede havde hørt, og som berettigede en film om en af de i forvejen mest omtalte filmoptagelsesprocesser?
Heldigvis gjorde Linklater tvivlen til skamme med en dybt fornøjelig hangout-film om Godards uortodokse produktionsmetoder og æstetik, spækket til bristepunktet med citater om cinema og en parade af virkelige personer fra det cinefile miljø i Paris – næsten alle introduceret med nærbilleder og navneskilte.
I de forkerte hænder kunne det have været prætentiøst, men Linklater formår som få at gøre det indfølt og autentisk. Først og fremmest er det en film om at turde være mønsterbryder og forfølge sin vision. Det føltes mere presserende end nogensinde i en tid, hvor kulturel ensretning er dominerende.
’Nouvelle Vague’ kommer til at være pensum for enhver filmelsker og spirende kunstner, der skal finde ind til kernen af sin kreativitet.
9. ’Young Mothers’
Dardenne-brødrene har allerede vundet Guldpalmen to gange, og mange vil nok mene, at de har deres bedste film bag sig. Det har i hvert fald tidligere mødt kritik, at Cannes-festivalen tilsyneladende per automatik indlemmede instruktørerne i festivalens hovedkonkurrence.
Man må dog sige, at søskendeparret bag ’Barnet’, ’Rosetta’ og ’Drengen med cyklen’ er humanistiske filmskabere i en liga for sig, hvilket kun er blevet tydeligere og tydeligere med årene, hvor mange har forsøgt at efterligne deres stil uden at ramme den nær så rent.
Deres nye film ’Young Mothers’, der vandt en fortjent manuskriptpris, viser, at de stadig hører hjemme i det fornemme Cannes-selskab.
Med filmen udvider Dardenne-brødrene deres perspektiv: Typisk omhandler deres film én altdominerende hovedperson, men her gælder det fem piger, der er blevet mødre i en alt for ung alder. Langsomt opruller fortællingen pigernes baggrund af sociale svigt, som de for alt i verden vil forsøge at skåne deres egne børn for – et foretagende, som virker utroligt svært trods de gode intentioner.
Det kunne have været unødigt trøstesløst, men Dardenne-brødrene har så meget kærlighed til karaktererne, deres fejlbarlige mødre og de offentligt ansatte, der forsøger at tage sig af pigerne, at man går opløftet fra biografen.
Filmen bliver et uhyre præcist billede på social arv, og hvor svært det er at bryde den i et samfund, der ikke har ressourcerne til at hjælpe pigerne.
8. ’Sorry, Baby’
Eva Victors spillefilmdebut har været hypet siden verdenspremieren på Sundance-festivalen tidligere på året. Og efter Cannes-premieren kan jeg kun istemme mig koret.
Victor både skriver, instruerer og spiller hovedrollen i ’Sorry, Baby’, der handler om en succesfuld ph.d.-studerende, som forfølges af et seksuelt overgreb begået af hendes vejleder.
Det er en MeToo-film uden alle de negative associationer, den genre allerede har fået. Den forfriskende, humoristiske tone, som indpakker det alvorlige emne, kan bedst sammenlignes med Phoebe Waller-Bridges ’Fleabag’.
Det er på én gang en præcis skildring af overgreb og de systemer, der helst vil dække over dem, men også en nænsom skildring af et menneske, som generelt har svært ved at finde fodfæste i voksenlivet. Med andre ord meget, meget mere end bare en overgrebsfilm.
7. ’The Mastermind’
Kelly Reichardts ’The Mastermind’ er en lille film af den slags, der sjældent får behørig opmærksomhed i Cannes, hvor den store filmkunst er i fokus.
Det ville dog være synd at underkende antikupfilmen, hvor Josh O’Connor spiller en familiefar, der sætter hverdagen over styr, for i stedet at udføre et spektakulært dårligt planlagt kup på et kunstmuseum.
’The Mastermind’ er både morsom, medrivende og æstetisk konsekvent, men den udvider sig også til en allegori over kunstnerisk skabelse, når den viser, hvor verdensfjern og selvcentreret kreative impulser kan synes, når verden er præget af krig og protestbevægelser.
Det er ikke Reichardts bedste film, men mindre kan bestemt også gøre det, og jeg glæder mig allerede til at se ’The Mastermind’ igen.
6. ‘It Was Just An Accident’
I Abbas Kiarostamis Guldpalme-vindende mesterværk ‘Smagen af kirsebær’ kører en mand rundt i Iran for at få nogen til at begrave ham, efter han har begået selvmord, så han kan få fred i efterlivet.
Nu har Kiarostamis lærling Jafar Panahi – manden bag hovedværker som Guldbjørnvinderen ‘Taxi Teheran’, der også havde bilen i centrum – så begået en Guldpalmevindende film om en mand, der kører rundt i en bil for at få en umage gruppe af mennesker til at hjælpe ham med at slå en mand ihjel.
Hvor Kiarostamis film var en subtil kritik af det iranske styres frihedsberøvelse, er Panahis ‘It Was Just An Accident’ et frontalangreb, der er langt mere direkte både i sit filmsprog og i sin systemkritik end nogen af Panahis tidligere film.
Manden, der skal slås ihjel, har tortureret hovedpersonen, da han var fængslet for propaganda mod præstestyret, hvilket er et emne, Panahi selv har ganske tæt på livet – han har siden begyndelsen af årtusindet været fængslet adskillige gange for sine film.
Hovedkarakteren er dog i tvivl, om han har fat i den rigtige mand, da han havde bind for øjnene i fængslet, så han opsøger en række af sine medfanger, så de kan hjælpe med at bekræfte den tilfangetagnes identitet.
Det er udgangspunktet for en medrivende thriller, der udstiller det iranske styres korruption, der tvinger almindelige mennesker til at forkaste deres moral. Skal man vælge hævn eller tilgivelse, er det store spørgsmål, der rumsterer igennem den overrumplende og konstant æstetisk interessante film.
5. ’Yes’
Israelske Nadav Lapid lagde kimen til sit kompromisløse filmsprog med den fremragende Guldbjørnevinder ’Synonyms’ om en israelsk mand, der forsøger at undslippe sit hjemsøgte hjemland i Paris.
Det frenetiske filmsprog var her komplet utøjleligt, når kameraet dårligt kunne rumme hovedpersonen, der konstant farede ind og ud af billedrammerne.
Nu tager Lapid så sin balstyriske stil skridtet videre med den fremragende ’Yes’, der udspiller sig i Israel i kølvandet på 7. oktober og omhandler en pianist, der prostituerer sig for den israelske magtelite, mens push-notifikationer om uhyrlighederne i Gaza forfølger ham.
Allerede åbningssekvensen er ude på et næsten usmageligt overdrev, når kameraet roterer 360 grader, så man bliver rundtosset, mens hovedkaraktererne underholder til en privatfest med et absurd danseshow, der indebærer fellatio på en dildo, waterboarding i en sangriabowle og en nær ved drukneulykke i en svømmepool.
Det er alt for meget, men Lapid bygger mere og mere på, når han udstiller det israelske regimes manipulation af sandhed, der tager almindelige borgere som gidsler og får dem til at føle sig fuldkommen magtesløse mod regeringens krigsførelse i Gaza. Lapid formår som få andre at skabe satire over den kaotiske tid, vi lever i, som han stærkt fordømmer, samtidig med at han bekræfter, at der er noget at leve for gennem sit energiske filmsprog.
’Yes’ siger ja til livet, selvom den også viser, hvordan det ord er besudlet i en tid, hvor man bør modsætte sig styret og sige nej til medløberi snarere end at underkaste sig.
4. ’Magellan’
Hvert gudesmukke billede i den filippinske auteur Lav Diaz’ stort anlagte ’Magellan’ om den portugisiske kolonisator af samme navn (spillet af Gael García Bernal) fortjener at blive hængt op på et museum.
I lange, dvælende tableauer ser vi livet og brutaliteten i starten af 1500-tallet, hvor østindiske stammefolk blev overrendt af kolonimagter, som fik dem til at frasige deres guder for i stedet at følge kristendommen.
Diaz opbygger en minutiøs verden, der er så sanselig, at man nærmest kan lugte og føle den i biografsædet. Det er samtidig en stor fortælling om europæernes destruktive magtbegær, der smadrede hele kulturer i oplysningen og rigdommens navn.
Sammen med film som ’Pacifiction’ (instrueret af den spanske mester Albert Serra, der har produceret Diaz’ nye film) og ’Slangens favntag’ er den del af et nyere mesterligt filmpensum om kolonialhistorie.
3. ’Drifting Laurent’
Det er utroligt sjældent de bedste franske film, der får prominente placeringer på Cannes-festivalen. Sidste år var mesterstykkerne ’Misericordia’ af Alain Guiraudie og ’Jim’s Story’ af Arnaud og Jean-Marie Larrieu henlagt til sideprogrammer, og i år er den samme skæbne tilfaldet den undseelige, men knusende gode ’Drifting Laurent’, der ligger oplagt i forlængelse af de to førnævnte film.
Filmen følger den unge Laurent, der driver rundt i de franske alper, hvor han finder midlertidigt ophold i en ski-by drevet af sæsonarbejde. Her støder Laurent på forskellige eksistenser, der alle leder efter deres plads i samfundet og forsøger at forløse deres drømme i en verden, som belønner meningsløst arbejde, der kun måles i profit.
’Drifting Laurent’ stiller stilfærdigt spørgsmålstegn ved, hvad meningen med livet egentlig er, og når gennem sin inderlige karakterskildring frem til en form for svar. Jeg var rørt af filmen, der perfekt inkarnerer, hvordan det føles at være i slutningen af sin ungdom og stadig ikke føle, at man aner, hvad fanden man har gang i.
2. ’Highest 2 Lowest’
Midt i en festival af gravalvorlige film var det en udsøgt fornøjelse at se Spike Lee skide højt og helligt på alle konventioner for god filmkunst med sin skamløst underholdende nyfortolkning af Akira Kurosawas mesterværk ’High and Low’.
Denzel Washington er magnetisk overspillet som musikproducer-mogulen David King, der har isoleret sig i sit elfenbenstårn med udsigt over Manhattan – langt væk fra den autentiske musikkultur på gadeplan, han kom fra.
Han bliver dog tvunget ud af sin selvretfærdige boble, da et kidnapningsplot bringer ham på kollisionskurs med en ung rapper (spillet af A$AP Rocky), der vil frem i verden, koste hvad det vil.
Man mærker Spike Lees umiskendelige stil gennem hele filmen, der i lige så høj grad er en selvransagende afsøgning af, hvordan succes kan få en til at glemme, hvor man kommer fra – og få en til at tænke mere på den økonomiske bundlinje end på at lave den kunst, man brænder for.
1. ’Mirrors No. 3’
Christian Petzold hører til i filmverdenens absolutte top. Det virkede derfor på forhånd underligt, at instruktøren, der aldrig før har været udtaget til Cannes i sin 30-årige karriere, nu fik sin ilddåb i et parallelprogram uden for den officielle liga – festivalens største programmæssige fadæse i år.
Petzold laver gådefulde, moderne spøgelseshistorier, hvor fortiden altid spøger i nutiden, senest med den klimabevidste anti-feriefilm ’Rød himmel’, der var blandt sidste års bedste film. Hans nyeste skæring, det minimalistiske melodrama ’Mirrors No. 3’, er ingen undtagelse.
Petzolds muse Paula Beer spiller den unge klaverstuderende Laura, der er på udflugt fra Berlin med sin kæreste, som skal til møde med en musiksamarbejdspartnere, der måske kan hjælpe ham til hans gennembrud. Noget er dog galt, nærmest som en forhekselse, der hviler over Laura, som pludselig vil tilbage til Berlin.
En mystisk ulykke senere er hun i stedet indlogeret hos den fremmede kvinde Betty, der indvilliger i at tage sig af hende, mens hun kommer sig. Det viser sig dog, at det er Laura, der skal tage sig af Betty og hendes mand og voksne søn, som begynder at nærme sig hinanden igen efter en tragedie, da Laura træder ind i deres liv.
Langsomt opruller Petzold en dybt rørende spøgelseshistorie med inspiration fra hans yndlingsreferencepunkt, Alfred Hitchcocks ’Vertigo’, hvor en mand forsøger at forme en kvinde i en afdød persons billede.
Når man ser fem film om dagen i løbet en festival, bliver det kun så meget mere tydeligt, hvor overlegent Christian Petzolds filmsprog er, og hvor meget han kan opnå med uendeligt få virkemidler. Jeg var rørt til tårer af Petzolds urokkelige tiltro til, at en film om hverdagslige handlinger som at reparere cykler, lave kaffe og mad og ordne havearbejde kan sige lige så meget om det at være menneske som de mest bombastiske affærer på festivalen.
’Mirrors No. 3’ viser om noget, hvordan filmmediet som få andre kan hjælpe os til at forstå, hvad der rører sig inde bag facaden hos andre mennesker – stærkt anslået i en scene, hvor en af karaktererne optager en anden i smug for at aflure, hvad hun egentlig føler. Petzolds film handler om blikke, berøringer og at betragte andre mennesker.
Hans nye er af mange gode kritikere blevet kaldt en mindre film i Petzolds værk, men det er en fejl. Det er mesterlig filmkunst af den slags, der stort set var fraværende på årets festival.