‘Eddington’: Amerikansk films gulddreng forspilder årets måske bedste cast i tom nutidswestern
CANNES FILM FESTIVAL. Få instruktører har gjort Hollywood-karriere i raketfart over de seneste år som Ari Aster.
Med kun fire film på sit cv er instruktøren bag ’Hereditary’ og ’Midsommar’ blevet poster boy for den amerikanske indiefilm og produktionsselskabet A24, hvor han også flittigt producerer andres film.
Det er dog efter min mening ikke til at komme uden om, at hans film har fulgt en nedadgående kurve, der ramte kulkælderen med den ulidelige ’Beau Is Afraid’ med Joaquin Phoenix i hovedrollen – en mislykket satire over instruktørens egne neuroser, der spillede som den vel nok værste Lars von Trier-pastiche hidtil begået.
Ovenpå den splittede kritikermodtagelse og den films kommercielle flop har Aster med sit nye værk ’Eddington’ skullet bevise, at han ikke bare var et one hit wonder, der kun kunne begå sig inden for elevated horror-genren. Og med udtagelsen til hovedkonkurrencen på verdens førende filmfestival i Cannes var der meget, der tydede på, at Aster måske havde genfundet formen.
Men ak.
’Eddington’ er ganske vist marginalt bedre end sin forgænger, først og fremmest fordi Aster lader til at have fået hovedet blot en smule ud af sin egen navle med den nutidige western om USA under første corona-nedlukning i 2020, hvor polariseringen blev accelereret for fuld udblæsning og lagde kimen til verdensbilledet anno 2025.
Alligevel kan filmen ikke løbe fra den afgrundsdybe tomhed, der altid har luret bag instruktørens let gennemskuelige maskerade af absurd nihilisme, som forsøger at skjule sin mangel på dybsindighed og egentlige udsagn med gak, løjer og et maksimalistisk filmsprog, der desværre kun gør det endnu tydeligere, hvor lidt Aster faktisk har at sige.
Det starter ellers lovende. Handlingen udspiller sig i det fiktive amerikanske mikrokosmos Eddington, en flække med 2400 indbyggere i New Mexico, hvor den ret så uduelige sherif Joe (Phoenix) kæmper med problemer på hjemmefronten:
Hans kone (Emma Stone) er afvisende over for hans tilnærmelser om at få børn og synker dybere og dybere ned i et konspirationsteorihul på nettet, hvor hun falder over QAnon-guruen Vernon (Austin Butler), ansporet af Joes øretæveindbydende svigermor, som er flyttet ind hos parret for at få ly fra pandemien.
Bægeret flyder over for politichefen, da han bliver bedt om at tage mundbind på i det lokale supermarked af borgmesteren Ted Garcia (Pedro Pascal), der har indført en række covid-restriktioner for at fedte for guvernøren og sikre sit genvalg.
Joe finder sig ikke i det, og da han forlader supermarkedet under et hav af smartphone-øjne, der optager hans optrin, tænder han selv kameraet på sin telefon og annoncerer, at han nu stiller op som borgmester, så han kan få byen tilbage på sporet og tage hånd om lokale problemer i stedet for at fokusere på en pandemi, der intet har med dem at gøre.
Hans trumpistiske motto, finder vi senere ud af, er »få mig ikke til at tænke, bare post det«.
Den bitre rivalisering mellem de to borgmesterkandidater giver den første halvdel af filmen sin struktur, når den satirisk genopridser de uforsonlige fronter, der kolliderede under pandemien: QAnon-tilhængere, anti-waxere og fake news-spredere over for Antifa-aktivister og Black Lives Matter-demonstranter, der gik på gaden efter drabet på George Floyd.
Det burde være et tagselvbord for det veritable stjernecast, men Aster formår at forspilde Emma Stone, Austin Butler og Pedro Pascal, hvoraf nogle kun har få egentlige scener at gøre godt med.
Bedre går det for Micheal Ward og Luke Grimes, der får noget at se til som Joes politiassistenter og borgmesterkampagnestab, men alligevel ender som andenvioliner til Phoenix’ onemanshow af tegneseriekarikatur på konservatisme og opkog af hans efterhånden (lidt for) velkendte signatur af selvudslettende, neurotisk ubehag.
Aster høster i stedet fuld bingoplade i zeitgeitsy-aktualitet, når han vender alt fra racisme, våbenkontrol og kolonialisering af oprindelige folks land til konspirationsteorier, misinformation og filterbobler og undervejs udstiller både de højredrejede white supremacists og antiracistiske, privilegerede studerende med white guilt, uden dog at formå at afsøge de dybereliggende mekanismer, som fik smeltediglen til at nå kogepunktet under covid-19.
Internettet og de allestedsnærværende smartphones spiller selvfølgelig en stor rolle i etableringen af alternative sandheder og allestedsnærværende ekkokammere, og derfor har Aster – som altid med tungen i kinden – castet iPhonen som selvjustitsværktøjet over dem alle som erstatning for den klassiske westerns seksløbere: roden til alt ondt, der gør det umuligt for karaktererne at navigere i kaosset.
Af den grund er det selvfølgelig også en stor styg serverfarm, som spøger i periferien af Eddingtons westernkulisser som symbol på den tech-kapitalisme, vi efterhånden har indset holder os i et jerngreb og styrer vores handlinger, hvad enten vi vil det eller ej.
I andre hænder havde der været gods nok til en episk samtidsversionering af ’There Will Be Blood’ eller en hudflettende satire af vores digitale scrolling mod undergangen á la Kristoffer Borgli, men Aster kradser kun i overfladen af sin samtidskritik – selv når han med sit slutbillede peger frem mod den globale militarisering, der nærmer sig med hastige skridt.
Som satire kaster filmen heller ikke meget af sig, til trods for nogle fine oneliners, hvoraf langt de fleste dog synker hen i filmens monotone og ironiske deadpan-modus, der virker nedarvet fra Yorgos Lanthimos’ værste impulser og grundlæggende afholder filmen fra at blive interessant at se på.
Det er dog svært ikke at grine, når en liderlig college-studerende, der har indlært sig venstrefløjens retorik for at indsmigre sig hos en attraktiv kvinde, ytrer ordene: »I am just a privileged white kid, who needs to shut up and listen, which I’ll do after I make this speech, which I have no right to make«.
Sætningen virker dog også som en knivskarp diagnosticering af filmens egen instruktør – hvad end han ved det eller ej.
Til trods for utallige forsøg på provokationer er den største af slagsen, som Aster fremmønstre, en vertikal smartphoneoptagelse vist horisontalt i bredformat, så man skal lægge hovedet på skrå for at se, hvad der foregår på lærredet.
Hvis Aster skal kunne forsvare sin status som indiefilmens gulddreng, skal barrens altså sættes højere.
Kort sagt:
Ari Asters forspilder et af årets mest lovende casts med en tom dissekering af corona-krisen og USA’s igangværende kollaps, der fortaber sig i ligegyldige provokationer.