‘Mission: Impossible – The Final Reckoning’: Tom Cruise opsluges af storladen selvhøjtidelighed i angiveligt sidste tur som Ethan Hunt
Tom Cruise har altid været bedst, når han har tøjlet sin ukuelige narcissisme og brugt den til at udfordre tyngdeloven med halsbrækkende stunt-spektakler, eller når han selvironisk har taget pis på sin ikon-status.
Anderledes galt går det, når han lader sig opsluge af storladen selvhøjtidelighed, blottet for de glimt i øjnene, der, når han er bedst, har placeret ham i samme liga som nogle af filmkunstens største mestre ud i fysisk skuespil af både den komiske og stuntbårne art. Folk som Charlie Chaplin, Harold Lloyd, Buster Keaton og Gene Kelly.
Den ottende – og angiveligt sidste – ’Mission: Impossible’-film med den ideforladte titel ’The Final Reckoning’, der lige så godt kunne have fået den utroværdige under-undertitel ’This Time It’s Final’, falder desværre i sidstnævnte kategori.
Hvor den slet skjulte subtekst i den mesterlige ’Top Gun: Maverick’, der positionerede Tom Cruise som frelser af de klassiske, analoge Hollywood-dyder, hele tiden blev holdt i balance af et herligt Howard Hawks-inspireret hangout-plot, som gjorde en dyd ud af at tage pis på Cruises selvbillede, er frelserplottet usmageligt i front i ’Final Reckoning’.
Her er tale om et 170 minutter langt monstrum, der ophøjer sin egen selvvigtighed til lov: Tom Cruise er ikke bare Hollywoods redningsmand, der skal afvige truslen fra kunstig intelligens. Han er hele verdens frelser.
Det er vi selvfølgelig vant til i ’Mission: Impossible’-film, hvor den globale verdensfred ofte er på højkant, men aldrig før er det blevet udpenslet med så svulstige armbevægelser som her.
Den første halvanden time af filmen går med en endeløs parade af statsoverhoveder, der stirrer alvorligt på hinanden i små fortættede rum, mens de minder hinanden om, hvor alvorlig en situation de står over for, og hvor fortabte de er, hvis ikke den navnkundige Ethan Hunt lykkes med endnu en nåleøje-plan for at redde menneskeheden fra undergang. Det er gabende kedeligt.
Handlingen udspiller sig umiddelbart efter den fremragende forgænger ’Dead Reckoning’, hvor Hunt og hans tro følgere skulle stoppe en kunstig intelligens fra at overtage verdensherredømmet og dens håndlager, Gabriel (fejlcastede Esai Morales), fra at overtage kontrollen med den kunstige intelligens, så han selv kunne overtage verdensherredømmet.
Siden da er der udbrudt global undtagelsestilstand, mens alle data-spor på verdensplan er blevet korrumperet af den kunstige intelligens, der spreder deep fakes og andre digitale ubehageligheder, og som også har overtaget kontrol med hele verdens atombombe-arsenaler – undtagen dem, der kontrolleres af fire supermagter. De vil falde i den kunstige intelligens’ hænder inden for tre dage, hvis ikke Hunt og hans Impossible Mission Force stopper den og dermed afværger atom-holocaust.
Det er et plot til tiden, hvilket allerede står klart i prologen, hvor fraser som »The world is ending, truth is vanishing, war is coming« trækker klare tråde til den tid, vi lever i.
Alt er med andre ord på spil i ’Final Reckoning’, hvis nogen skulle være i tvivl. Det er instruktør Christopher McQuarrie tilsyneladende, for ikke nok med at titlen skilter med dette på lang afstand, så finder han det nødvendigt konstant at påminde os om alvoren med gumpetunge replikker i kategorien: »The world is in trouble and you’re the only one I trust to save it«. Gentaget i uendelighed.
Paradoksalt nok sidder man med en fornemmelse af, at der er meget lidt på spil i filmen. Der bliver snakket en hel masse, men egentlige scener materialiserer sig næsten aldrig under den alvorstunge svulstighed. I stedet går filmen slavisk ned ad ’No Time to Die’-vejen, når den insisterende trækker usandsynlige tråde til de foregående film med gamle karakterer, der ubehjælpeligt dukker op igen, og tidligere handlinger, der sættes i nyt lys.
Alt i den 30-årige ’Mission: Impossible’-genre har med andre ord ledt herhen, postuleres det, men det føles aldrig overbevisende, at den store master plan for en af de mest genredefinerende actionfranchises i nyere tid skulle resultere i denne rodebutik.
Da slet ikke, når filmen end ikke formår at levere på det punkt, hvor alle Tom Cruise-actionfilm unægtelig vil blive målt: Det banebrydende stuntarbejde.
Der er kun to egentlige set pieces i ’Final Reckoning’, og begge føles ærgerligt undervældende i lyset af det fantastisk underholdende actionridt, de forrige film har budt på. Selvom filmen tager os fra havets svimlende dybder til himlens uendelige højder, er der langt til ’Fallout’s nyklassiske halo jump og ’Dead Reckoning’s veloplagt humoristiske biljagt gennem Roms gader og nervepirrende togsekvens.
I ’Final Reckoning’ går humoren sjældent hånd i hånd med actionsekvenserne på samme måde, og den visuelle komik og spænding er ærgerligt underdrejet. Den tidligere legesyge er borte, og den humor, der er fundet plads til, føles fjollet og malplaceret.
Filmens akilleshæl er ikke mindst, at den har glemt en vigtig del af sin dna: Holdindsatsen, der ligger til grund for de nervepirrende actionsekvenser i alle ’Mission: Impossible’-film, hvor den umage spionbande må bruge hver deres spidskompetencer til – sammen – at tilintetgøre fjenden. I ’Final Reckoning’ er Cruise for det meste alene, og først til sidst finder filmen en måde at aktivere det magtesløse birolle-cast, som desværre ikke redder filmen fra sin bombastiske apokalypse-stemning.
‘The Final Reckoning’ er bebudet som afslutningen på M:I-franchisen, men det er nu ikke det indtryk, man går ud med, når man forlader salen. Det ville da også kun være ærgerligt, hvis serien skulle slutte med dette lavpunkt.
Kort sagt:
’Final Reckoning’ er det svageste led i Tom Cruises genredefinerende spion-franchise, som desværre giver køb på sin legesyge og humor i en alvorstung finale. Selv ikke de halsbrækkende stunts er i samme liga, som vi er vant til fra Cruises hånd.
Først anmeldt under Cannes Film Festival.