Med ’Top Gun: Maverick’ er den amerikanske blockbuster født på ny

På papiret lyder efterfølgeren til Tony Scotts ’Top Gun’ som endnu et kreativt, nostalgiforblændet bankerot. Men overraskende nok viser den nye film, at der stadig er håb for den amerikanske storfilm uden for superhelte-universerne.
Med ’Top Gun: Maverick’ er den amerikanske blockbuster født på ny
Tom Cruise i 'Top Gun: Maverick' (Foto: United International Pictures)

Sjældent har jeg oplevet noget lignende i en fyldt biografsal. Oppe på det glinsende IMAX-lærred letter Tom Cruise et F18-jagerfly fra et hangarskib. Indstillingen er blot et par sekunder lang, men følelsen har ikke forladt mig, siden jeg rejste bagdelen fra det bløde sæde i mørket.

For i en industri hvor computereffekter og eksploderende budgetter gør alt muligt, er de mest simple trylletricks ofte de mest effektive.

Soundvenues anmelder ramte hovedet på sømmet, da han konstaterede, at instruktør Joseph Kosinskis efterfølger til Tony Scotts ’Top Gun’ fra 1986 føles sjældent ægte for genren.

Konsensus blandt de danske anmeldere har da også været overvejende positiv over hele linjen. Her er endelig en film, det giver mening at smide 159 hårdt tjente kroner efter for at få den fulde IMAX-oplevelse. Med det aber dabei at de små grå bør efterlades derhjemme.

Tom Cruise i ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

Oppe på det enorme lærred er der nemlig kun plads til Tom Cruises evigt ungdommelige tandpastasmil samt den nye gruppe af smækre pilotrekrutter, som drøner af sted i falliske fly oppe i skyerne langt over os dødelige. Præcis som i den bombastiske 80’er-original, der trods sin camp-appel ikke kan løbe fra sine rødder som en laber reklame for det amerikanske militærindustrielle kompleks under Reagan.

Eller hvad?

For efter at have set den nye film virker ’Tom Cruise: Maverick’ overraskende opmærksom på, at den lander i en helt anden virkelighed end de plastiske 80’ere.

Denne gang er det nemlig ikke verdensfreden, som skal beskyttes. Det er Hollywoods integritet.

Tom Cruises dødsstjerne

På papiret ligger handlingsforløbet komisk tæt op ad den originale.

Maverick er lærer i stedet for elev på elitepilotskolen Top Gun, men fjenden er endnu en gang ansigtsløse piloter, der skal tilintetgøres. Forskellen mellem de to film ligger i selve konflikten mod denne mytiske ’fjende’. I ’Top Gun’ var der blot tale om et par MiG-jagerfly på afveje. I ’Maverick’ skal Top Gun-piloterne ramme en meterlang ventilationsåbning ad to omgange for at destruere en atommilitærinstallation i en dal, som er omringet af missilbatterier og avancerede jetfly.

Skolens olme admiral Cyclone (Jon Hamm) vil holde missionen realistisk inden for de unge piloters evner samt det tilrettelagte budget, så intet kan falde tilbage på hans skuldrer. Men Maverick insisterer på at føre dem igennem en snæver kløft, under missiler og fjendtlige radarsystemer, krydse bjergtinden til dalen for derefter at styrtdykke og ramme målet. Alt sammen på under to og et halvt minut.

Jon Hamm i ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

En umulig mission. For alle andre end Maverick, naturligvis.

Selvom jeg var blevet nøje instrueret af anmelderne om, at der ingen subtekst var at finde under den gyldne solopgang, så ringede en lille klokke i baghovedet på mig, så snart jeg så den komisk snævre ventilationsskakt.

Minsandten om det ikke er det selvsamme mål, som Luke Skywalker rammer på Dødsstjernen i klimakset til ’Star Wars: A New Hope’.

Netop fordi målet i filmens univers er komplet arbitrært og uden konsekvens, virker sammenligningen langt fra tilfældig.

For mens piloten Maverick fører sine rekrutter ud på en dødsmission for at få dem alle hjem i god behold, optrevler skuespilleren og produceren Tom Cruise Hollywoods måske mest ikoniske actionsekvens for igen at vække den amerikanske blockbuster til live.

Et lammet Hollywood

Det sætter resten af filmen i et nyt perspektiv. Hamms admiral er ikke længere blot en militærmand, som ønsker at smide Maverick under bussen, så han kan overholde budgettet. Han er metaforisk set filmstudiet, som fortæller den visionære filmskaber, at de ikke kan skyde penge i deres ambitiøse projekt.

Denne tematik sættes på spidsen i filmens introducerende sekvens, hvor admiral Cain (perfekt gestaltet af Ed Harris) vil skrotte Mavericks ambitiøse flyprogram, så han kan bruge pengene på droner. Fremtiden er her, og Mavericks slags er ikke en del af den, erklærer han bistert.

Som den navnløse militærinstallation, der blot bruges som en undskyldning til at stable et genkendeligt action-setpiece på benene, fungerer Cains droneprogram snarere som en pegefinger mod filmindustriens dårskab end som en kritik af automatiseringen af krigsførelse.

Tom Cruise i ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

For når færre og dyrere film end nogensinde før skal holde pengekassen bugnende, er Hollywood skrækslagen for at prøve noget nyt.Hvorfor bruge penge på ægte flyoptagelser, når man bare kan optage en algoritmevenlig streamingfilm eller nogle superhelte foran en blå skærm?

Vi hører konstant om instruktører og filmskabere, der bindes på hænder og fødder af de store konglomerater, når de nyeste franchise-film skal køres i stilling. Fra producer Kevin Feige, der styrer MCU med en jernhånd, til Warner Bros’ rodebutik af en ledelse. Og anerkendte instruktører som Martin Scorsese, der ikke kan få deres filmprojekter finansieret, medmindre de søger til streamingtjenesternes bundløse lommer.

Galemænd som Cruise er med andre ord ikke i filmindustriens fremtid. Og dronerne, som Cain ønsker at udskifte piloter med, bliver en spids kommentar om, at Hollywood i høj grad har revet det menneskelige element ud af den moderne blockbuster.

Fanatisk kompromisløshed

Det er netop Tom Cruises komplet skrupelløse evne til at kaste sikkerhedslinjen overbord og satse hele på butikken på højtkonceptfilm og vanvittige galemandsstunts, som har gjort ’Top Gun: Maverick’ mulig. Kosinski har bekræftet over for Polygon, at han måtte overbevise Tom Cruise om, at de kunne overgå Tony Scotts flyoptagelser fra den originale, før han sagde ja til projektet.

I en Q&A under årets Cannes-festival bemærkede Cruise, at han og resten af produktionsholdet hårdnakket fastholdt at udsætte biografpremieren i stedet for at smide ’Maverick’ på en streamingplatform. Noget af et sats taget i betragtning af, at filmens originale udgivelsesdato lå på USA’s Uafhængighedsdag i 2020 i den spæde begyndelse af pandemien.

Den slags fanatisk kompromisløshed er Cruise efterhånden blevet synonym med, og fra ’Jack Reacher’ til ’Mission Impossible: Fallout’ er hans film ikke mindst en reklamesølje for mandens eget brand som Hollywoods sidste sande action-stjerne.

Tom Cruise som Ethan Hunt på en klippevæg. (Foto: Paramount)

I ’Maverick’ tvinges Cain således til at finansiere flyprogrammet, da Maverick bryder lydmuren i det eksperimentelle fly og indfrier et umuligt højt krav sat af admiralen. Og da Cyclone vil tage styrepinden fra Maverick og overtage holdet af elitepiloter på Top Gun-skolen, hopper han fluks i en F18 og gennemfører den umulige missionssimulering.

På samme vis lyder det som en hovedløst umulig opgave at toppe George Lucas’ originale skyttegravsløb mod Dødsstjernen. Men søreme om Tom Cruise og Joseph Kosinski ikke får det til at se helt let ud. Og præcis ligesom admiralerne i filmen må bukke nakken for Mavericks talent, har Cruises halsbrækkende ’remake’ af sekvensen fra ’Star Wars’ tydeligvis ramt en nerve hos publikum. ’Top Cruise: Maverick’ er ifølge amerikanske medier Tom Cruises største biografåbning nogensinde. Med god grund.

I efteråret 2020 lovede Christopher Nolan at redde den amerikanske biografoplevelse med ’Tenet’. Mens han fejlede grumt, fristes man med ’Top Gun: Maverick’ til at citere Cruises filmiske alterego Ethan Hunt:

Mission Accomplished.

’Top Gun: Maverick’ kan ses i biografen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af