’Top Gun: Maverick’: Det er længe siden, en actionfilm har føltes så ægte

’Top Gun: Maverick’: Det er længe siden, en actionfilm har føltes så ægte
Tom Cruise i 'Top Gun: Maverick' (Foto: United International Pictures)

I den alternative virkelighed, hvor Tom Cruise er pilot fra Top Gun-akademiet, sker ting, hvis bare du kæmper for det og ønsker det nok.

I starten af ’Top Gun: Maverick’ skal Pete Mitchell, kaldenavn ’Maverick’, flyve et testfly for at se, om de kan nå Mach 9, altså ni gange lydens hastighed. Men så kommer beskeden om, at hele testprogrammet skrottes, fordi de ikke har nået Mach 10. Alle medarbejderne skal fyres, og pengene skal bruges til et droneprogram, siger den sure Admiral Cain (Ed Harris).

Nu er det bare sådan, at Maverick er en maverick, så han skynder sig at hoppe i flyet og rykker fartpinden helt frem i spidsen af cockpittet. Og vupti, nu kan flyet godt nå Mach 10, alene på baggrund af Tom Cruises ubændige vilje. Sejhed trumfer fysik.

Når det er sagt, så er det lang tid siden, jeg har set en actionfilm, som føles så ægte. »Hvordan har de lavet det der?« spurgte jeg mig selv flere gange. Tom Cruise insisterede på, at filmen skulle skydes så vidt muligt med rigtige fly, ligesom i Tony Scotts originale film, hvor de samarbejdede med den amerikanske flåde.

Man skulle kunne se, hvordan piloternes ansigter trykkes sammen af g-kraften. Jeg vil også vove at påstå, at selvom det hedder sig, at man i dag kan lave hvad som helst med CGI, så ville det ikke være muligt at skabe den samme fornemmelse af, hvordan vind, varme, røg, damp og støv reagerer rundt om de kraftige motorer med vinger.

Miles Teller ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

Superheltefilm kan være fantastiske, men der er noget over det, når vi kan relatere til, hvad menneskekroppen kan klare under stort pres uden en fremtidsteknologisk dragt eller overnaturlige kræfter. Ja, ’Top Gun: Maverick’ er urealistisk og for meget, men Tom Cruise er trods alt stadig bundet af tyngdeloven.

Tom Cruise er i næsten hver en scene i filmen. Den originale film fra 1986 gjorde ham til superstjerne, og at se ham i denne rolle føles så velkendt og komfortabelt som at tage sin gamle, slidte læderjakke på, der bare altid sidder perfekt.

Denne sequel følger den første films form næsten komisk tæt. Fra introsekvensen med patriotisk synth-rock og modlysbilleder af fly og militærpersonel til den sure Admiral Cain, der lige skulle til at fyre Maverick, men så kommer der besked om, at Maverick sendes til Top Gun-skolen.

Vi får endda også en spejling af den berygtede volleyball-iført-jeans-scene fra originalen. Der var ingen dramatisk grund i historien til den scene i ’Top Gun’, så det handlede nok bare om at vise flotte fyre i bar overkrop.

I ’Maverick’ spiller de amerikansk football på stranden, og de flexer flotte, muskuløse kroppe. Men scenen har en betydning. Maverick prøver at lære dem at være et hold, som kan arbejde sammen, og så står den sure chef og siger, at de skal træne i stedet for at lege. Nej, siger Maverick, som ikke altid spiller efter reglerne. Han er i gang med at skabe et team. Og det lykkes.

Dette team er i gang med at træne til en mission, hvor de skal ramme et mål i meget utilgængeligt terræn og med fjendtlige missilbatterier og avancerede jagerfly tæt på. Hvilken fjende? Det får vi ikke at vide. Det er de onde.

Det er dog ikke den næsten umulige mission, som bekymrer Maverick. Det gør en bestemt deltager på holdet: Rooster, hans gamle makkers søn. Han er tydeligvis stadig mærket af skyld over Gooses død.

Glen Powell i ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

Maverick forklarer piloterne, at missionen kræver, at de ikke flyver med omtanke. »You think up there, you’re dead, believe me«. Man skal bare gøre det, uden at tænke. Jeg ville ikke være helt tryg ved den strategi i den virkelige verden, men det er et godt råd i forhold til at kunne nyde ’Top Gun: Maverick’.

Man skal ikke tænke for meget over den. Og hvis det lykkes, belønnes du med veludførte dogfights, hårdt tilkæmpede og fortjente sejre, overhængende fare og en ganske rørende historie om, hvordan en dreng, der mistede sin pilotfar, nu står over for manden, der fløj det fatale fly. Og manden må erkende, at han nok aldrig bliver den far, drengen mistede. En fortælling fra det militær-industrielle Ødipus-kompleks.

Joseph Kosinski har overtaget instruktørstolen efter afdøde Tony Scott. Han kender Tom Cruise fra ’Oblivion’, en af Cruises få finansielle fiaskoer. Godt valg af Cruise stadig at vise tillid til stortalentet Kosinski.

Her får han det at lave en god efterfølger til en umådeligt populær 36 år gammel film til at se nemt ud. Det er ikke nemt, men ’Top Gun: Maverick’ er en sequel, som ikke bare er god i sig selv. Den formår også at give den originale films simple historie mere dybde.

Unge mennesker skal dog advares om at se den i selskab med deres forældre. ’Top Gun: Maverick’ er den ultimative boomer-fantasi, hvor far-typen i 50’erne udmanøvrerer de bedste af de bedste af de unge lømler.


Kort sagt:
Jeg tager frivilligt med til the danger zone igen. Tony Scott ville være stolt.

’Top Gun: Maverick’ Film. Instruktør: Joseph Kosinski. Medvirkende: Tom Cruise, Miles Teller, Jennifer Connelly, Val Kilmer, Jon Hamm, Ed Harris. Spilletid: 131 min. Premiere: 26. maj.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af