Jeg genså ’Top Gun’ – og her er, hvad jeg opdagede

Nej, ’Top Gun’ er ikke et homoerotisk epos, og den er faktisk mindre USA-bombastisk, end den har haft ry for. Vi varmer op til torsdagens premiere på ’Top Gun: Maverick’ ved at genbesøge Tony Scotts flyklassiker.
Jeg genså ’Top Gun’ – og her er, hvad jeg opdagede
'Top Gun'. (Foto: Paramount)

Jeg havde ikke længere et forhold til filmen ‘Top Gun’. Det er en film, jeg har set mange gange, men sidste gang jeg så den, kunne man stadig kalde mig et barn. Et barn, der kunne lide fart og jagerfly, så gæt om jeg syntes, ‘Top Gun’ var fed?

Så hvordan er det at se ‘Top Gun’ som voksen?

‘Top Gun’ fra 1986 har nu i over 30 år levet som en af de der popkulturelle ikonfilm, man ser refereret i ’The Simpsons’, ’Family Guy’ og hundredvis af andre film og serier. Selv i Marvels store filmunivers kan man finde en lille ‘Top Gun’-godbid, da jetpiloten Carol Danvers/Captain Marvel har en kat ved navn Goose.

Der blev i 1991 endda lavet en film, ’Hot Shots’ med Charlie Sheen, der kun handler om at lave fis med ‘Top Gun’.

Alt det gjorde, at jeg ikke kunne huske, om filmen rent faktisk er god. Jeg glædede mig til at se den igen. Det kunne gå begge veje. ‘Top Gun’ kunne være et awesome eksempel på, hvad der kan ske, når Hollywood formår at gribe tidsånden. De parrede en uprøvet, men talentfuld britisk instruktør med et high concept, og de fangede lynet i flasken.

Men det kunne også være, at ‘Top Gun’ ville ligne et 80’er-fesent, pøllerock- og synthesizer-indsmurt makværk af over-the-top machismo fra Reagan-tiden, fuldt i overensstemmelse med datidens kritik om, at filmen bare var én lang rekrutteringsvideo for det amerikanske flyvevåben.

Måske er begge dele sande? Det her opdagede jeg ved at se ‘Top Gun’ som voksen.

Handlingen kort: Den er lige så simpel, som jeg huskede den. Tom Cruise har kaldenavnet Maverick, og han er en … maverick, hvis du forstår. Han følger ikke altid reglerne. Sammen med makkeren Goose bliver han optaget på Top Gun, skolen for de bedste af de bedste jagerpiloter.

Her skal Maverick dyste om trofæet over for konkurrenten Iceman, spillet af Val Kilmer. De to kan ikke lide hinanden. Et kærlighedsplot, en tragisk hændelse og en krigshandling senere kan Maverick og Iceman alligevel stå over for hinanden og erklære, at de gerne vil være hinandens wingman.

Filmens soundtrack er vanvittigt

Man skal virkelig elske den synthede 80’er-lyd for ikke at få soundtracket galt i halsen i dag. Den italienske elektro-legende Giorgio Moroder har produceret de fleste tracks, men Harold Faltermeyer er krediteret som komponist på filmmusikken.

Der er et særligt tema, der bliver spillet, når Maverick er trist og eftertænksom, og det er rædsomt. Det lyder som baggrundsmusikken til en af de gamle BBC-krimiserier i 4:3-format, som DR1 stadig sender om aftenen. Til gengæld rammer Faltermeyer plet med sin ’Top Gun Anthem’ spillet på elspade af Steve Stevens. Det er så svulmende patriotisk og triumferende, at jeg fik lyst til at rejse mig og gøre honnør for stars and stripes hver gang, det blev spillet. Eller i hvert fald finde en person, jeg kunne high five, gerne med indbygget low five. If you know you know.

‘Top Gun’. (Foto: Paramount)

Og så er der de to mest kendte numre fra soundtracket, nemlig Kenny Loggins’ ’Danger Zone’ og Berlins Oscar-vindende sang ’Take My Breath Away’. Sidstnævnte bliver brugt som elskovstema. Hver gang Tom Cruise får færten af, at han kan komme i bukserne på Kelly McGillis, starter nummeret, men fader ud, når Cruise bliver afvist. Det sker fire gange, før hele sangen endelig kan udløses.

’Danger Zone’ er den stemningsmæssige modpol til Berlins ballade. Den bliver spillet, hver gang det handler om kærligheden til de fallosformede fly og missiler. Det er lyden af en helt særlig periode i musikhistorien.

Hvis du kommer i en situation, hvor du skal forklare udviklingen i lyden af rebelske mænds rock’n’roll fra 60’erne til 70’erne og 80’erne, så kan du spille henholdsvis Steppenwolfs ’Born To Be Wild’, AC/DCs ’Highway to Hell’ og lukke med Kenny Loggins’ ’Danger Zone’.

Nej, Tarantino: ‘Top Gun’ er ikke en episk homofilm

Snakken om ‘Top Gun’ som et homo-epos fik styrke med scenen fra ’Sleep With Me’ fra 1994, hvor en ung Quentin Tarantino optræder i en birolle, inden han selv blev stjerneinstruktør året efter med ’Pulp Fiction’.

Han ranter om, at det bedste manuskript nogensinde er ’Top Gun’, og i Tarantinos fortolkning er det historien om, hvordan Maverick balancerer på en seksuel knivsæg og til sidst overgiver sig til Icemans homo-slæng.

Han fejlciterer de ikoniske slutreplikker for komisk effekt og påstår, at Iceman siger »You can ride my tail anytime«, og Maverick svarer »You can ride mine«. Den egentlige dialog er naturligvis »You can be my wingman anytime« og »Bullshit, you can be mine«.

Et andet af Tarantinos argumenter i filmen er, at Kelly McGillis repræsenterer heteroseksualiteten, og i en scene i en elevator har hun pludselig en militærjakke og kasket på for at se mere drengeagtig ud. Det er et forsøg på at lokke Maverick i den rigtige heteroretning med lidt homo-madding. I virkeligheden var den erotisk ladede elevatorscene et reshoot, og McGillis havde kasket på, fordi hendes voluminøse 80’er-hår på det tidspunkt var klippet anderledes til en anden film.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Man kan lægge en homolæsning ned over alt, og jeg kan ikke se, at ‘Top Gun’ skulle være mere homoerotisk end så mange andre 80’er-film med mandlige fællesskaber. Bare fordi unge, veltrænede fyre hænger ud sammen iført små, hvide underbukser eller med et håndklæde skødesløst kastet rundt om the danger zone, er de ikke nødvendigvis homoseksuelle.

Når det er sagt, så er den berygtede volleyball-iført-jeans-scene langt mere glinsende og svulmende, end jeg huskede. Det to sekunder korte klip, hvor Slider lige stiller sig i position til spillet, er legendarisk, og jeg var nødt til at spole tilbage og se det igen et par gange. Hylende morsomt.

Sangen ’Playing With the Boys’ hjælper heller ikke på at dæmpe fornemmelsen af homoerotik. Der er ingen dramaturgisk grund til volleyballscenen, og jeg var fascineret af, at spillerne på samme tid kunne være så olierede og alligevel kaste sig i sandet for at tage bolden. I den virkelige verden ville de være dækket af sand i løbet af få minutter.

Vi får nok ikke afgjort, hvorvidt ‘Top Gun’ er gay eller ej, men jeg håber, vi kan være enige om, at man under ingen omstændigheder bør spille beachvolley iført jeans.

Hvorfor må man ikke forlade sin wingman?

Hvorfor må man ikke forlade sin wingman? Maverick får det at vide igen og igen, men fordi han er en maverick, forlader han naturligvis sin wingman ved flere lejligheder.

Men som jeg forstår det, så er wingman’en støttefly til lederflyet. Hvis lederflyet skal forlade sin wingman, skal lederflyet altså bevidst ryste sin wingman af sig, hvilket ikke giver mening.

Men lederflyet kan vel godt beordre sin wingman til at gøre noget andet end bare at følge efter? Men hvorfor får Maverick så kritik for at forlade sin wingman? I scenen, hvor Maverick selv er wingman til Hollywood (det er en af piloternes kaldenavn), beslutter Maverick sig for at prøve at få fat på Viper. Så bør kritikken vel gå på, at han opgiver sine pligter som wingman? Ikke at han forlader en wingman?

Jeg har hørt »Never leave your wingman« blive brugt nærmest som en livsfilosofi, men uklarheden får mig nu til at se et par fordrukne samtaler på barer igennem tiden i et knap så cool lys.

Mindre USA-bombastisk end ventet

Der er masser af militærliderlighed i ‘Top Gun’, og samarbejdet med the U.S. Navy har betydet, at det amerikanske militær unægtelig bliver sat i et positivt lys.

Til gengæld slapper de af med den antikommunistiske retorik, der ellers prægede amerikanske film i 80’erne, blandt andet i ’Red Dawn’, ‘Firefox’, ‘Iron Eagle’, ‘Missing in Action’ og Stallone-bragene ‘Rambo: First Blood Part II’ og ‘Rocky IV’.

‘Top Gun’ gør i det hele taget meget ud af at være apolitisk. Der er ingen egentlig fjende, men der er fjendtlige MiG-28 jagerfly med piloter, vi aldrig rigtigt ser. Ingen oplever krigens gru, kun krig som afgørelsen på pikmålingskonkurrencen mellem Iceman og Maverick.

Den amerikanske flåde havde stillet fly, hangar og personel til rådighed for filmen, men kunne ikke officielt bruge den som hvervekampagne. Til gengæld sørgede de for, at der udenfor biograferne var boder, hvor man kunne skrive sig op til militærtjeneste, imens de unge drenge stadig var høje på filmens macho-broderskab og glorificering af soldaterlivet.

‘Top Gun’. (Foto: Paramount)

Det er nemt at sælge militæret, når tjenestetiden ligner en solbeskinnet ferie i en kystby, hvor tiden går med at køre på motorcykel, spille volleyball og chatte damer op, afbrudt af spændende øvelser i skydespil. Nemmere end at forklare, at det at være soldat også handler om at slå mennesker ihjel.

Den amerikanske flåde fik nye rekrutter i hobetal efter ‘Top Gun’. Jeg synes, filmen skal have point for at droppe pinlige politiske budskaber, men kritikken om absurd glorificering af militæret holder stadig.

Filmen er i øvrigt også én lang reklame for Aviator-solbriller og Kawasaki Ninja-motorcykler. Begge produkter sad på tronen i deres respektive kategorier i flere år efter premieren.

Er den toxic?

Hvis man ser bort fra det løjerlige i at ryge cigarer inden for på et krigsskib, er ‘Top Gun’ faktisk ikke blevet helt outdatet af de mange ryk i kulturen i de sidste 36 år.

Jo, jagerpiloterne er næsten alle hvide mænd med markerede kindben, men der er trods alt en enkelt sort mand på holdet.

Og nej, den er ikke helt god, at Tom Cruise bliver afvist på en bar, hvorefter han følger efter Kelly McGillis ud på dametoilettet, hvor han prøver at overtale hende til, at de skal knalde ved håndvasken.

Det er lidt stalker-agtigt, men scenen bliver spillet ret uskyldigt. Og han får den lige i fjæset igen, for i den efterfølgende scene finder vi ud af, at hun er en af de unge, testosteronfyldte mænds instruktører på skolen. Facepalm-emoji.

Jeg havde forventet, at en så mandecentreret film fra 1986 ville indeholde mere cringe, men ‘Top Gun’ klarer skærene.

Mavericks faderkomplekser er bullshit

Det maverickske i Maverick bliver forklaret med, at han flyver imod farens spøgelse. Faren var også jagerpilot, og Maverick har fået at vide, at han døde under en mission, fordi han klokkede i det. Farens dårlige rygte smitter af på Maverick.

Men netop da Maverick er allermest tungsindig og overvejer, om livet som jagerpilot overhovedet er noget for ham, træder Viper (Tom Skerritt) til med en tophemmelig anekdote. Viper fløj nemlig med Mavericks far, og han var i virkeligheden en helt, der reddede mange soldaters liv.

Vi skal forstå, at sandheden blev justeret, fordi nogle bureaukrater ville skjule, at »kampen foregik på den forkerte side af linjen på et eller andet kort«.

‘Top Gun’. (Foto: Paramount)

Man skal ikke pille ret meget i den forklaring, før den falder sammen. Vi snakker vel om Vietnam-krigen, og den linje på et kort må være grænsen til Laos eller Cambodia. Lidt nonchalant at antyde, at linjen er ligegyldig, når det var efterdønningerne af USA’s krig, der skabte grobund for Pol Pot og et af de mest brutale, massemorderiske regimer i moderne tid.

Noget andet er, at det ingen mening giver, at den officielle udmelding skulle være, at Mavericks far bare klokkede i det. Hvis de alligevel kan lyve, kunne de vel bare sige, at han døde som en helt et sted i Vietnam? Hvorfor ødelægge en soldats gode rygte med risiko for, at nogen vil grave i sagen?

Det er naturligvis den slags, man ikke skal tænke for meget over i en film som ‘Top Gun’, men det er grænsende til flabet og uansvarligt at bruge den slags som karakteropbygning og samtidig lige prøve at dulme amerikanernes Vietnam-kompleks.

Meg Ryans måske bedste præstation

Hvis du heller ikke har set ‘Top Gun’ de sidste 20 år, kunne du måske slet ikke huske, at hun er med. Hun spiller en solstråle af en kvinde, Gooses kone Carole, livlig, smuk og forelsket i sin mand, selvom det er tydeligt, at livet som militærfrue ikke er nemt. »Take me to bed or lose me forever!«

Og så tror man på, at hun elsker Maverick som en ven, hendes mands makker, og hun hænger om halsen på ham. På intet tidspunkt antydes et trekantsdrama. Det bliver holdt helt rent, og det er vigtigt i forhold til det, der sker senere.

Meg Ryan i ‘Top Gun’. (Foto: ‘Top Gun’.)

Den nemme vej, som en mindre talentfuld skuespillerinde kunne have taget, ville være at gøre Gooses kone naiv og nuttet. Så ville det være ekstra synd for hende (spoiler alert), når Goose dør.

Men Meg Ryan giver Carole en livskraft, der i sorgen forvandles til stoicisme. Da hun fortæller Maverick, at Goose elskede at flyve med ham, er det, som om hun samtidig siger farvel til denne ven, som hun ikke længere kan have et forhold til. Hvis der er én scene i ‘Top Gun’, hvor man kunne fælde en tåre, er det her.

De mindeværdige citater

De allermest kendte er i the danger zone for at have mistet deres kraft, når man genser filmen, simpelthen fordi man har hørt dem så meget i andre sammenhænge.

»I feel the need… the need for speed« gjorde ikke noget for mig denne gang. Og så er der scenen, hvor Slider overhører Mavericks scorereplikker og driller ham med det. Tom Cruise rejser sig og går stille hen til ham og siger: »Slider… you stink«. Var det, den bedste fornærmelse, de kunne finde på? Skuffende.

Jeg vil hellere slå et slag for Stinger (James Tolkan), Mavericks chef, der sender ham på Top Gun-skolen med ordene: »If you screw up just this much, you’ll be flying a cargo plane full of rubber dog shit out of Hong Kong!«.

Gud hvor er billederne smukke

Seriøst, de der silhuet-billeder af jagerfly på en solbagt baggrund. Jeg har lyst til at smøre mig ind i den orange farve. Gud, hvor er det smukt. Og hvis man er flynørd, er filmens første ti minutter ren porno. Det hele er optaget med rigtige fly, fløjet af jagerpiloter, og skuespillerne var også med oppe i flyene, hvor Tony Scott fangede deres udtryk med ægte ild i øjnene.

Man må bare sige, at det er vanvittigt godt gået af den unge, britiske instruktør, der fik jobbet på baggrund af en svensk reklamefilm, hvor en SAAB-bil sammenlignes med SAABs jagerfly. ‘Top Gun’ må være en af de mest sindssyge debutfilm nogensinde.

The best of the best af 80’ernes high concept-film

Der har altid været konceptfilm, men producerne Jerry Bruckheimer og Don Simpson forfinede kunsten at finde pirrende filmidéer, der skulle kunne forklares i en enkelt sætning.

‘Jaws’ kan siges at være en 70’er-konceptfilm. Hvad ville der ske, hvis en dræberhaj angreb en stille kystby? I 80’erne blev skruen strammet, og et pitch kunne måske lyde: »Det er ‘Jaws’, men med en hund«, og sådan blev ‘Cujo’ til.

Bruckheimer og Simpson var mestrene inden for high concept. De stod bag ‘Flashdance’, ‘Beverly Hills Cop’, ‘Crimson Tide’, ‘Bad Boys’ og ‘The Rock’, men de fejlede stort med ‘Days of Thunder’. Det var et lidt for åbenlyst forsøg på at genskabe magien fra ‘Top Gun’ bare på racerbanen. Samme historie, samme Tom Cruise, ikke samme gnist.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jeg kan kraftigt anbefale at læse bogen om den nu afdøde Don Simpson (‘High Concept: Don Simpson and the Hollywood Culture of Excess’ af Charles Fleming). Simpson levede op til alle fordomme om rige, excentriske, ude-af-kontrol Hollywood-producere.

Bruckheimer/Simpsons’ metode bestod i hele tiden at gøre det vildere og større. Mere, mere, mere. Og når folk sagde »det er for meget«, så fik den lidt ekstra.

‘Top Gun’ er fyldt med scener, der er alt for meget. Jeg var ved at knække, da jeg genså den ekstremt fjogede scene, hvor Tom Cruise racer på sin motorcykel langs startbanen, hvor et jagerfly letter, og han bliver så overvældet af sejheden, at han må hæve en næve i luften. Fly! Fart! Yeah!

Det ER for meget, men …

‘Top Gun’ har en tilpas charmerende helt, et svulmende score, underskønne billeder og kilden i maven og så en triumf til sidst, som er stor nok til at glemme, at det ikke giver super meget mening, at flyveskolens dimissionsfest afbrydes af en kritisk situation med fjendtlige, formentlig russiske, fly i en konflikt, der må foregå i et alternativt univers, hvor den slags ikke ville udløse tredje verdenskrig.

Det er peak high concept, og ‘Top Gun’ kostede kun 15 millioner dollars at lave. Det var en sensation, og derefter prøvede alle at finde på high concept-idéer i Hollywood. Det er en af den slags trends, som i dag mere er en norm.

Falsk alarm for 13 år siden

Jeg kom til at levere filmnyheden i 2009 til et program på P3, at nu kom ‘Top Gun 2’. Det gjorde den ikke. Men allerede dengang var der snak om, hvorvidt en sequel kan komme for sent til, at det giver mening. Kan der virkelig være et kapitel mere i Mavericks liv, som er værd at fortælle så lang tid efter? Og endnu vigtigere, er der overhovedet en chance for, at sådan et gammelt 80’er-koncept kan ramme tidsånden igen?

Ja, det tror jeg. Maverick repræsenterede USA i ‘Top Gun’, og efter en tid, hvor USA ikke rigtigt havde haft succes med at udbrede deres verdensbillede, hverken militært eller kulturelt, formåede ‘Top Gun’ om ikke andet at sælge idéen om USA til amerikanerne selv. Amerikanerne ville nemlig gerne se USA som et mægtigt land, fuld af talent, som måske kvajer sig nogle gange, men bliver tilgivet. Og du kan ikke sige nej til Tom Cruise.

Hvis efterfølgeren kan udtrykke bare en smule af det samme som originalen, så er succesen hjemme, for det er et budskab, amerikanerne craver lige nu. Den sequel kommer ikke en dag for sent.

’Top Gun’ kan ses på Viaplay, Blockbuster, Youtube m.fl. ’Top Gun: Maverick’ får biografpremiere 26. maj.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af