’Beau Is Afraid’: En af USA’s hotteste filmskabere har lavet en ulidelig film med selvparodisk Joaquin Phoenix
Nogle film får en til at grine, nogle film får en til at græde. Nogle film provokerer, nogle film skræmmer. Og så er der de film, der i deres desperate forsøg på at aftvinge én eller anden form for reaktion ender med at efterlade én fuldkommen tom inden i.
Sådan en film er Ari Asters ’Beau Is Afraid’ – et selvsmagende, oppustet og tæt på uudholdeligt værk om instruktørens egne manier og neuroser, der ubehjælpeligt prøver at dække over sin grundlæggende mangel på iderigdom ved at bombardere tilskueren med det ene spektakel efter det andet.
Filmen er den dyreste i A24’s historie med et budget på 35 millioner dollars. Men selvom det er prisværdigt, at studiet giver deres gulddreng bag ’Hereditary’ og ’Midsommar’ frit spil til at skabe et særegent værk, følger ’Beau Is Afraid’ den ærgerlige tendens fra studiets gumpetunge ’Men’, som hamrede sin banale hudfletning af patriarkatet ind med flad symbolik og uinspirerede high concept-genretroper, uden nogensinde at indse at der ikke var nogen bund i dramaet.
Som altid i Ari Asters film handler ’Beau Is Afraid’ om dysfunktionelle familieforhold, og hvordan traumer lagres i kroppen og videregives fra generation til generation.
Denne gang med odysseen om den angstramte, midaldrende, jødiske mand Beau (Joaquin Phoenix), der må igennem alskens pinsler for at besøge sin aldrende mor på den morbide markering af årsdagen for sin fars død.
Filmen starter med et skud fra Beaus perspektiv som foster, der bliver født, mens hans dominerende mor råber ad hospitalspersonalet og anklager dem for at have tabt ham på gulvet. Beau trækker ikke vejret og må genoplives. Velkommen til verden.
Årtier senere har Beaus anstrengte forhold til den dominerende mor, der tilsyneladende har bygget et forretningsimperium ud af hans traumer, sat sig i ham som konstant angst og fobier, der synes legemliggjort i den ekstreme verden, vi ser omkring ham: Uden for hans faldefærdige lejlighed ligger der lig i vejkanten, og en hvid, omskåret, nøgen mand løber rundt på gaden og stikker folk ned.
Da Beaus kuffert og nøgler forsvinder sporløst foran hans hoveddør på dagen for hans besøg til moren, så han misser sit fly og bliver nødt til at aflyse, forstår man godt, at det er et udtryk for, at hans hjerne er på overarbejde for at finde på undskyldninger for at melde fra.
Sådan forsøger filmen satirisk at placere os inde i hovedkarakterens krøllede hjerne, men hvor den ekstreme sorte humor fungerer godt i starten af filmen, veksles brodden hurtigt til det monotone, fordi filmen aldrig gør noget for at udforske det fordrejede perspektiv på verden, som den bruger som prisme.
Filmen bliver aldrig til det eksistentialistiske Charlie Kaufman-drama, den sigter mod, når moren efterfølgende får jaget samvittighedsnag nok ind i Beau til, at han modvilligt forlader sin lejlighed og trodser den rå urbanisme med livet som indsats.
På vejen må han trodse en påkørsel, et knivstikkeri, en arrig PTSD-ramt soldat, en pilleslugende mareridtsfamilie fra de amerikanske forstæder, en kæmpe fallos med ansigt og en nagende frygt for, at han vil omkomme, hvis han nogensinde får udløsning – en tvangstanke, moren har plantet i ham fra barnsben.
Det er hverken så sjovt eller tankevækkende, som filmen selv lader til at tro.
Som en fejlslået parodi på Lars von Trier forsøger Aster at omsætte sine egne ængsteligheder til gys og grin, men instruktøren virker underligt uvillig til at dykke ned i den dybereliggende smerte og vise flere nuancer af de forskellige familiesammensætninger, vi løbende møder i filmen.
Der er noget decideret modstridende i det bombastiske filmsprog, der skal formidle en indre følsomhed, som ofte går tabt. Den tekniske ekvilibrisme er svær at komme uden om, og især i indledningen aktiveres den som en fin visualisering af Beaus hektiske sind i konstant alarmberedskab. Men det kammer alt for hurtigt over, når Aster forveksler spektakel med originalitet, grotesk absurditet med satire. Hans film er så dedikeret til sit eget overdrev, at det grænser til traumeporno.
Aster har selv sagt, at han har været inspireret af mesterinstruktøren Jacques Tati, der med klassikere som ’PlayTime’ har skabt fænomenal visuel komik ud af menneskets fremmedgjorte eksistens i moderniteten. Et sådant niveau rammer ’Beau Is Afraid’ aldrig, fordi den visuelle komik hele tiden holdes nede af unødvendig, tom psykologisering, hvor alt føres tilbage til Beaus sind.
Phoenix’ præstation fremstår i den tråd som en ærgerlig selvparodi på tidligere roller, der mesterligt har udfoldet den skrøbelige kompleksitet, rollen som Beau kunne være blevet til. I stedet er han primært hensat til at reagere på overforklarende eksposition, som driver handlingen frem – fra det ene twist til det andet, til man til sidst er fuldkommen følelsesløs.
Jeg ville langt hellere have set den kafkaske ’After Hours’-inspirerede film om Phoenix, der skal finde sine nøgler, som Aster lægger ud med at skitsere med en række velfungerende gags.
Barnets nag over, hvordan ens forældre har formet ens liv, er en evigtgyldig problematik. Men i Asters hænder fremstår det ufrivilligt banalt. En pligtskyldig visualisering af Freud og Ødipus, der strør om sig med store litterære og filmiske referencer uden at omsætte dem til noget interessant.
Og selvom filmen til slut forsøger at vende problematikken til, hvordan forældre også påvirkes af deres børn, fører det aldrig nogle egentlige refleksioner med sig.
Aster vil gerne konfrontere os med vores egen fascination af at svælge i eksistenser som Beau og hans traumer. Som i filmens begyndelse, hvor en horde af tilskuere tilskynder en selvmordsparat mand til at springe ud fra et højhus, mens de filmer. Men han afslører snarere sin egen problematiske besættelse af lidelse, der ikke engang provokerer i al dens misantropi.
Jeg håber aldrig, jeg skal se ‘Beau Is Afraid’ igen.
Kort sagt:
Den hyldede amerikanske gyser-darling Ari Aster skyder helt forbi mål med sin groteske, sorte komedie ’Beau Is Afraid’ med Joaquin Phoenix i titelrollen. Det er tæt på ulideligt at sidde igennem den alt for lange spilletid på tre timer.