‘Die My Love’: Jennifer Lawrence har sjældent været bedre end på vanviddets rand over for Robert Pattinson
CANNES FILM FESTIVAL. Den skotske auteur Lynne Ramsay har kun lavet fem spillefilm på knap 30 år, og når man ser værkerne, forstår man udmærket, hvorfor de har været svære at finansiere.
Tag bare ’We Need to Talk About Kevin’, der for første gang placerede Ramsay i hovedkonkurrencen i Cannes – en lige dele lovprist, hadet og berygtet film om en kvinde (Tilda Swinton), der kæmper med konsekvenserne af sin mislykkedes rolle som mor, efter hendes søn har begået en massakre på sin skole.
Det er en af de mest ubehagelige film, jeg har set, og selvom misantropien var en smule mere behersket i efterfølgeren ’You Were Never Really Here’, der vandt manusprisen i Cannes, var der alligevel forventninger om, at Ramsay igen ville chokere med sin seneste skæring, ’Die, My Love’. Her behandler hun endnu engang psykologisk kollaps og moderskab.
Instruktøren prøver da også ihærdigt at stikke kniven ind i publikum og vride den rundt, når hun i samarbejde med Jennifer Lawrence og Robert Pattinson tager en fødselsdepression helt ud i ekstremerne – dog uden at nå den gyldne balance mellem socialkommentar og misantropi, der løftede ’We Need to Talk About Kevin’ ud af ren ondskab.
Vi følger det unge par Grace og Jackson, der flytter ind i Jacksons afdøde onkels hus på bøhlandet i Montana, som har stået tomt, siden han begik selvmord på grotesk vis. Jackson skal arbejde på sin musik, Grace skal skrive sin store, amerikanske roman, og så skal de desuden have dyrisk sex, hver gang lejligheden byder sig.
Råddenskaben ligger dog hele tiden lige under overfladen i det gamle hus, som lyden af rotter, der pibler på loftet, og den omkringliggende skov i flammer i filmens åbningssekvens tydeligt anslår.
De idylliske planer om et isoleret liv i naturskønne omgivelser bliver endegyldigt forpurret, da parret bliver forældre, deres sexliv bliver sat på hold, og Graces verden kollapser i et mareridt af en psykose, så man ikke helt længere ved, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi.
’Die, My Love’ er Jennifer Lawrences med længder mest udfordrende rolle siden Darren Aronofskys beslægtede ’Mother!’, og man må tage hatten af for hendes kompromisløse indsats:
Hun er som et vildt dyr, når hun vandrer frem og tilbage i det tomme hus i kedsomhed, knepper og danser hæmningsløst, råber, skriger, kradser og sparker, mens hendes fraværende mand forsøger at opretholde en flig af normalitet i deres kuldsejlede familieliv.
Det er Lawrences fortjeneste, at filmen forbliver seværdig fra start til slut. For selvom Ramsay spiller med musklerne med et ubønhørligt bombardement af mislyde og smukke, ildevarslende billeder af folk, der går i søvne med ladte geværer eller gennem græsset med køkkenknive i hånden, er det svært at få øje på anden mening under den hyperæstetiserede fernis af vanvid end at give skuespillerne frit løb.
Hvor ’Mother!’ i det mindste gik planken ud med et rablende kaosplot af bibelske dimensioner, er ’Die, My Love’ afskåret fra den slags metaforik.
Som i ’Melancholia’ forsøger Ramsay at manifestere en psykologisk tilstand i den omkringliggende verden, som synes mere og mere apokalyptisk, men hvor Triers film bød på skarp socialsatire og et rørende portræt af familierelationer, er Ramsays film fattig på større samfundskommentarer.
Som Grace på et tidspunkt siger, mens hendes mand kigger på stjernehimlen i et teleskop: »Universet interesserer mig ikke«.
Det bliver for meget af det gode, når man ser Lawrence falde igennem en glasdør, slå sit hoved ind i et spejl i ukontrolleret selvskade, forsøge at have sex med sin mand foran sin svigermor, næsten hoppe ud af en kørende bil, smide tøjet til en familiefest, danse intenst med en anden mand til sit eget bryllup og indlede en affære med en mystisk motorcykelhjelmklædt mand i en forladt lade.
’Die, My Love’ balancerer hele tiden på kanten af et usmageligt overdrev, som er faretruende tæt på aldrig at retfærdiggøre sig selv, og som ofte taber karaktererne af syne til fordel for det groteske. Det eneste, der holder filmen nogenlunde på sporet, er dens brug af absurd humor, som gør sit for at løfte fortællingen ud af meningsløsheden.
Her er Pattinson kostelig, blandt andet når han forsøger at forklare, at han under sine forretningsrejser har kondompakker i sin bil, fordi de »fulgte med bilen«. Hans fårede ansigtsudtryk og protest, da Grace vækker ham midt om natten og beder ham aflive den hund, han har købt til hende, er et mindre kunstværk i sig selv.
Ramsay forsøger at vise, hvordan menneskelig adfærd kan reduceres til dyriske drifter. Hvordan reproduktion ultimativt er et overgreb, og hvordan barndomstraumer lagrer sig i bevidstheden, til de tvinger én ud over kanten.
Det er dybt trøstesløst, især når hun laver en parallel mellem fødsel og død i relationen mellem Grace og hendes svigermor (Sissy Spacek), der bor på nabogården og lige har mistet sin mand (Nick Nolte), hvilket har hensat hende i samme sorgfulde mentale tilstand som Grace.
Vi fødes ind i en meningsløs verden uden at have noget at skulle have sagt, og vi forsvinder fra den igen uden at få indført et ord. Det kunne have været et indsigtsfuldt sortsyn, men Ramsay er alt for opsat på at overskride grænser, hvilket hun dog heller ikke går langt nok til egentlig at lykkes med.
Til gengæld præsterer hun præcis den slags misantropi, der hyldes for sin edginess på verdens store filmfestivaler, men som i sidste ende er fattig på kalorier.
Kort sagt:
Jennifer Lawrence har sjældent været bedre end i Lynne Ramsays trøstesløse skildring af moderskab, der drukner i groteskheder.