1. ‘The Secret Agent’
Med nomineringer i kategorierne Bedste film, Bedste internationale film, Bedste mandlige hovedrolle og Bedste casting kan man ifølge Oscar-akademiet vente sig en stor filmoplevelse med ’The Secret Agent’.
Kleber Mendonça Filhos film har gået sin sejrsgang siden verdenspremieren på Cannes-festivalen i maj, hvor den vandt prisen for Bedste instruktør og Bedste hovedrolle, og nu kommer den altså endelig til Danmark.
Fortællingen foregår i Brasilien i 1977, hvor landet var underlagt et militærdiktatur. I hovedrollen ses Wagner Moura, der spiller teknologieksperten Armando, som i forsøget på at flygte fra noget i sin fortid rejser tilbage til sin hjemby. Det viser sig dog, at han heller ikke kan være i fred der, for pludselig er han igen omringet af kaos.
‘The Secret Agent’ har biografpremiere 19. februar.
2. “Wuthering Heights”
Emerald Fennell skabte stor virak i 2023 med sin seneste film ’Saltburn’, som Soundvenues Luna Ehlers uddelte fem stjerner til. Nu vender den britiske ’Promising Young Woman’-instruktør tilbage med endnu et imødeset projekt, ”Wuthering Heights”, som er hendes fortolkning af den klassiske roman af samme navn.
Margot Robbie og Jacob Elordi spiller et forelsket par, der naturligvis ikke skal have let ved at få hinanden, mens soundtracket leveres af ingen ringere end Charli XCX.
”Wuthering Heights” kommer garanteret til at fylde meget i 2026’s filmdiskussioner, og man må ikke snyde sig selv for at se den på det store lærred.
Soundvenue holder forpremiere på filmen 10. februar, men eventet er dog udsolgt. Hold øje med afbudsbilletter. Ordinær biografpremiere 12. februar.
3. ‘Is This Thing On?’
‘Is This Thing On?’ er Bradley Coopers tredje film i instruktørstolen, og efter de storladne musikalske dramaer ’A Star is Born’ og ‘Maestro’ bevæger han sig nu i en ny mere underspillet retning. Det nye projekt fra Coopers hånd er nemlig et komediedrama om en standupkomiker i midtlivskrise.
Will Arnett og Laura Dern spiller ægteparret Alex og Tess, hvis ægteskab er ved at falde fra hinanden. Alex søger ny mening med tilværelsen på New Yorks standup-scene, mens parret skal navigere i deres nye situation.
Historien er inspireret af den britiske komiker John Bishops liv, og manuskriptet har Cooper selv skrevet i samarbejde med Arnett og Mark Chappell.
Ligesom i sine to foregående film optræder Bradley Cooper selv foran kameraet. Denne gang indtager han dog ikke en hovedrolle.
‘Is This Thing On’ har biografpremiere 19. februar.
4. ‘It Was Just an Accident’
’It Was Just an Accident’ er nomineret i Oscar-kategorierne Bedste internationale film og Bedste originalmanuskript, den vandt Guldpalmen ved sidste års Cannes-festival, og bag den står en af de ypperste iranske instruktører, Jafar Panahi.
Der er derfor flere gode grunde til at tage i biografen og se den spændingsladede drama-thriller.
Filmen handler om Vahid, en aserbajdsjansk mekaniker, der engang var tilfangetaget af de iranske myndigheder. Under indespærringen blev han forhørt med bind for øjnene. En dag kommer en mand ind ad døren i Vahids værksted, og Vahid mistænker, at han måske står overfor en af sine tidligere torturister.
‘It Was Just an Accident’ har biografpremiere 19. februar.
5. ‘Marty Supreme’
Efter at have haft stor succes i partnerskabet med brormand Benny står Josh Safdie nu alene som instruktør på ’Marty Supreme’. Den intense og hektiske stemning, der før har karakteriseret ’Uncut Gems’-skabernes stil, er dog stadig intakt.
Bordtennis-dramaet med Timothée Chalamet i hovedrollen er nomineret til hele ni Oscars, og Chalamets gakkede pr-stunts har sørget for, at internet-hypen er enorm.
Den A24-producerede film er sat i 1950’erne og er løst baseret på den amerikanske bordtennisspiller Marty Reisman.
’Marty Supreme’ byder udover Timothée Chalamet også på en rolle til Gwyneth Paltrow, ligesom Tyler, The Creator indtager sin første store skuespilrolle i filmen.
‘Marty Supreme’ har biografpremiere 19. februar.
6. ‘Pillion’
I ‘Pillion’ spiller Alexander Skarsgård den guddommeligt smukke biker Ray, som udvælger den generte Colin (Harry Melling) til at være hans pillion: en slags tjener, der skal adlyde sin mesters mindste befalinger – også seksuelt.
Soundvenue holdt forpremiere på filmen tidligere i januar, hvor Skarsgård selv lagde vejen forbi og svarede på spørgsmål. Her udtalte han om filmens instruktør: »Harry Lighton, som både har skrevet og instrueret filmen, gik til subkulturen med kærlighed, ømhed og nysgerrighed, men også med humor, hvilket jeg synes var interessant. Den føltes tilgængelig«.
Filmen er en interessant tilføjelse til Skarsgårds i forvejen spraglede filmografi og markerer samtidig Harry Lightons instruktørdebut.
Er man ikke overbevist om, at det er en biograftur værd, så lad os skære det ud i pap: Alexander Skarsgård. Som læderklædt BDSM-biker.
‘Pillon’ har biografpremiere 26. februar.
7. ‘Vægtløs’
2025 bød på flere lovende danske debutfilm, og den tendens ser ud til at fortsætte i 2026. ’Vægtløs’ er instrueret af debutanten Emilie Thalund, og i hovedrollen er den ligeledes debuterende skuespiller Marie Helweg Augustsen. Der er dermed rig mulighed for at se splinternye talenter folde sig ud.
Filmen er blevet vist på San Sebastián International Film Festival, hvor den vandt hovedprisen i New Directors-programmet.
‘Vægtløs’ er en coming-of-age-fortælling om 15-årige Lea, der tager på sundhedskoloni hen over sommeren. Her får hun nye venskaber, men der opstår også en stor romantisk interesse for den voksne pædagog Rune (Joachim Fjelstrup).
‘Vægtløs’ har biografpremiere 26. februar.
