Sydkoreansk mesterinstruktør skal være jurypræsident på årets Cannes-festival

Sydkoreansk mesterinstruktør skal være jurypræsident på årets Cannes-festival
'No Other Choice'. (Foto: Filmbazar)

Til trods for flotte anmeldelser og kommerciel succes er ‘No Other Choice’, nyeste film af den sydkoreanske mester Park Chan-wook, blevet fuldstændigt forbigået ved årets Oscar-show.

Nu får den 62-årige instruktør bag ‘Oldboy’, ‘The Handmaiden’ og ‘Decision to Leave’ dog en anden slags hæder. For han er netop blevet annonceret som jurypræsident for hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes, skriver Deadline.

Han går dermed i fodsporene på blandt andre Juliette Binoche, Greta Gerwig, Ruben Östlund, Spike Lee og Pedro Almodóvar, når han skal lede uddelingen af Guldpalmen.

»Park Chan-wooks opfindsomhed, visuelle mesterlighed og forkærlighed for at indfange de mange impulser hos kvinder og mænd med sære skæbner har givet samtidens filmkunst nogle helt uforglemmelige øjeblikke«, udtaler festivalpræsident Iris Knobloch og direktør Thierry Frémaux.

»Vi er begejstrede for at hylde hans enorme talent og, mere overordnet, filmkunsten fra et land, der er dybt engageret i at stille spørgsmål ved vor tids problemstillinger«.

Som filmskaber har Park selv dystet om Guldpalmen fire gange og modtaget tre priser for ‘Oldboy’, ‘Thirst’ og ‘Decision to Leave’.

Resten af juryen er endnu ikke annonceret, ej heller filmene til hovedkonkurrencen.

Den 79. udgave af Cannes Film Festival løber af stablen 12. til 23. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af