Som cinefil er det et nærmest eksistentielt anliggende at deltage i en filmfestival.
Når man ser 50 film på 12 dage, bliver man tvunget til at stille sig selv de helt store spørgsmål for ikke at fortabe sig i virvaret af indtryk: Hvad udgør en god film? Hvad er filmkunstens rolle?
Når jeg kigger på de 10 bedste film, jeg så under årets Cannes Film Festival, er mit eget personlige og muligvis lidt prætentiøse svar:
God filmkunst udspringer af en personlig vision og en unik æstetik – uden nogensinde at forfalde til lette budskaber eller tomme provokationer.
God filmkunst udviser en kærlighed til filmhistorien, samtidig med at den tør gå nye veje.
God filmkunst er solidarisk over for menneskerne foran kameraet og finder skønheden i selv det grummeste.
Det viser mine 10 favoritter bedre end nogen andre på årets festival, der lørdag kulminerede med Guldpalmen til Sean Bakers ’Anora’ – mere om den herunder.
10. ’Megalopolis’
Francis Ford Coppolas megalomane storværk med Adam Driver i hovedrollen delte vandene i Cannes – og man forstår godt hvorfor.
’Megalopolis’ er en rablende gal film, som man sjældent har set det før. Det er en film om besættelse og om at turde udfordre konventionerne. Og det må man sige, at Coppola efterlever til fulde, når han blandt andet byder på det mest radikale brud på den fjerde væg, jeg nogensinde har set.
Historien handler om opfinder-arkitekten Caesar (Driver), der vil genopføre New Rome (en sammensmeltning af New York City af i dag og Rom af i går) til en utopisk storby fri for kapitalisme og andre former for undertrykkelse. Det fører til kærlighedsplots og intriger i magtens kulisse, men en plotsynopsis gør på ingen måde den skrupskøre film retfærdighed.
Det er en film, man simpelthen er nødt til at opleve med egne ører og øjne – og som utvivlsomt vil afføde en kraftig reaktion (hvad end det er had eller lovprisning).
Jeg måtte bare tage hatten af for Coppolas ambitioner og visioner for filmkunstens fremtid, som jeg skrev i min femstjernede anmeldelse.
Dansk premiere uvis.
9. ’Apprendre’
Den franske dokumentarist Claire Simon laver institutionsportrætter i ånden fra den amerikanske mester Frederick Wiseman.
Denne gang kaster hun sit fintfølende blik på en folkeskole i udkanten af Paris med børn af alle farver.
Modsat Wiseman, der med ‘High School’ viste, hvordan læringsinstitutionen indespærrede og begrænsede de ungdomsoprørske teenagere af 1968, viser Simon folkeskolen som et hjem for kreativitet, opdagelse og nysgerrighed med passionerede lærere og videbegærlige elever.
Det er smukt og rørende, når de unge folkeskoleelever skal finde ud af at enes, diskutere politik og religion i samfundsvidenskab og synger Rihannas ’Diamonds’ for fuld hammer i en scene, der sender et nik til Céline Sciammas ’Girlhood’.
Filmen brænder igennem med en stor humanisme i børnehøjde, der får en til at se på verden med barnets nysgerrighed, når man træder ud af salen.
Kan forhåbentligt ses ved næste års CPH:DOX.
8. ’Grand Tour’
Portugisiske Miguel Gomes vandt Cannes-festivalens instruktørpris for ’Grand Tour’, der tilbød en af festivalens mest radikale stilistiske oplevelser:
Filmen udspiller sig i 1917 i en række britiske kolonier i Asien, hvor en lavtstående britisk bureaukrat flygter fra sin forlovede gennem syv år.
Plottet er dog også her det mindst vigtige i filmen, der fra start af fremsætter en række dissonanser: Vi får i voice-over at vide, at filmen foregår i 1917, men på billedsiden ser vi tydeligt billeder fra nutiden. Senere ringer en telefon midt i junglen.
Der er en generel diskrepans mellem det, vi hører på lydsiden, hvor forskellige stemmer (vi aldrig ser), der taler de forskellige sprog i områderne, filmen rejser igennem, fortæller os om den kærlighedshistorie, som egentlig er det mindst interessante ved fortællingen.
Gomes viser os, hvordan de indfødtes stemmer er blevet marginaliseret i historieskrivningen, og hvor åndssvagt ligegyldige bedrifterne af kolonialisterne egentlig er. Den kombinerer dokumentariske optagelser af livet i lokalområdet (i nutiden, hvor motorcykler fræser forbi i slowmotion, og en fordrukken mand synger ’My Way’ på en karaokebar) med æstetiserede sort-hvid-tableauer af livet anno 1917.
Jeg var fuldkommen opslugt og fascineret af den unikke vision.
Kan forhåbentligt ses ved næste års CPH:DOX.
7. ‘All We Imagine as Light’
En anden instruktør, der blander det dokumentariske med det udsøgt poetiske, er indiske Payal Kapadia. Hun vandt dokumentarprisen i Cannes i 2021 med sin fine hybridfilm ’A Night of Knowing Nothing’.
Nu overgår hun sig selv med den smukke bysymfoni ’All We Imagine as Light’, der vandt juryens Grand Prix.
Filmen starter med dokumentariske oplevelser af det tempofyldte liv i millionbyen Mumbai, hvorefter den zoomer ind på tre kvindeskæbner med så stor intimitet, at man nogle gange føler, de er alene i verden.
Alle tre arbejder som sygeplejersker på det lokale hospital og er på den ene eller den anden måde påvirket af mændene i deres liv: Prabha har ikke set sin ægtemand i årevis, efter han flyttede til Tyskland, men hun tvinges til at tage sit forhold til ham under overvejelse, da hun modtager en fancy riskoger med posten fra Tyskland. Er det hans måde at sige farvel, og er Prabha klar til at gribe kærligheden, som spirer mellem hende og en mandlig kollega?
Prabhas yngre sambo Anu er forelsket i en muslimsk mand, hvilket hendes hinduistiske forældre aldrig vil acceptere. Kan kærligheden sejre over for traditionerne?
Ved siden af dem står senioren Parvaty, der bliver truet med at blive smidt ud af sin lejlighed, som skal laves om til et luksuslejlighedskompleks, fordi hendes afdøde mand aldrig overleverede kontrakten til hende, så hun kan bevise, at hun bor der på lovlig vis.
Det er en smuk fortælling med et bankende hjerte og et stilsikkert formsprog, som mod slut løfter sig med et lille filmmirakel.
’All We Imagine as Light’ er købt til dansk distribution.
6. ‘Viet and Nam’
Vietnamesiske Ming Quy Truong har tidligere afsøgt sit hjemlands rødder i den fremragende hybridfilm ’The Tree House’ om oprindelige folk og stammesprogs langsomme forsvinden.
I den gennemførte spillefilmdebut ’Viet and Nam’ udgraver hun arven fra Vietnam-krigen og blotlægger i bedste drømmeriske Apichatpong Weerasethakul-stil den sorg, der gemmer sig i det gudesmukke landskab.
Filmen følger de to mandlige elskere Viet og Nam, der begge arbejder i kulminerne og bogstavelig talt er omsluttet af den jord, som samtidig rummer grufulde hemmeligheder. Nam mistede sin far under Vietnam-krigen og filmen bliver et forsøg på at genforenes med faren, der hjemsøger Nams mor i hendes drømme.
Der er billeder af uforglemmelig skønhed og rædsel – præsenteret i et abstrakt billedsprog, der er konstant engagerende.
Kan forhåbentligt ses ved næste års CPH:DOX.
5. ’Misericordia’
Jérémie vender hjem til sin barndomslandsby for at deltage i en begravelse. Det er den simple præmis i ’Strangers by the Lake’-instruktør Alain Guiraudies fremragende nye film, men alt, der følger, er på ingen måde simpelt.
Det viser sig snart, at Jérémie havde et forhold af en art til den afdøde bager, men hans relationer til resten af beboerne i landsbyen står hele tiden og flimrer. Han flytter ind hos bagerens enke, som giver ham sin afdøde mands aflagte tøj – til trods utilfredshed for hendes søn, der anklager Jérémie for at ville i bukserne på moren.
Jérémies hjemkomst antænder en steppebrand af undertrykte følelser hos beboerne, der alle drages af den mystiske unge mand, hvis motivationer konstant holdes i det skjulte, indtil filmen tager en voldsom drejning og udvikler sig til en lavmælt thriller om skyld, soning og tilgivelse, der har noter af Bresson og Hitchcock, men som er sin helt egen.
Særligt én mesterlig scene i en skriftestol kommer jeg aldrig til at glemme.
Dansk premiere uvis.
4. ‘It’s Not Me’
Leos Carax’ nye film er kun 40 minutter lang, men den rummer mere originalitet end langt de fleste film på årets festival.
Udgangspunktet er en opgave, den visionære instruktør bag film som ‘Holy Motors’, ‘Elskende fra Pont-Neuf’ og ‘Annette’ blev stillet i forbindelse med en udstilling til Pompidou-museet, som aldrig blev til noget:
»Hvor er du lige nu, Leos Carax?«, lød spørgsmålet, og det forsøger han så at besvare med dette singulære værk, der trækker på hans tidligere værker og ansporer refleksioner over filmkunstens tilstand.
Højdepunkter tæller en scene, hvor Baby Annette danser til Bowies ‘Modern Love’, en passage om Roman Polanski og de forskellige adjektiver, der har været brugt til at beskrive ham gennem tiden (Holocaust-offer, tragisk enkemand, pædofil og så videre) samt en refleksion over det billedbombardement, vi dagligt konfronteres med, og som vores øjne, der blinker et bestemt antal gange i minuttet, slet ikke kan nå at bearbejde.
Værket er spækket med filmklip fra Carax’ inspirationskilder. Særligt rammende er en hyldest til trackingskud fra 1920’erne og 1930’erne, der var som at se Gud følge efter mennesker – modsat i dag, hvor det er som at se en stalker forfølge sit bytte.
Det er idiosynkratisk, autobiografisk video essay-kunst i stilen efter Godard (som i øvrigt citeres i filmen), men båret af Carax’ umiskendelige stemme.
En stor, stor oplevelse.
Kan forhåbentligt ses ved næste års CPH:DOX.
3. ’The Shrouds’
David Cronenberg har lavet sin mest personlige film nogensinde med sorgthrilleren ’The Shrouds’, der bearbejder instruktørens tab af sin hustru.
Vincent Cassel er fantastisk i rollen som Karsh – instruktørens surrogat – der har bygget en teknologisk avanceret kirkegård, som gør det muligt at følge med i hans afdøde kones forrådnelsesproces.
Konens tilstedeværelse i enkemandens liv er altomsluttende, når hun både dukker op som en digital kunstig intelligens modelleret over hendes stemme og udseende, fremgår lyslevende i drømmesyn og som en tro kopi af sig selv i form af hendes enæggede tvillingesøster.
’The Shrouds’ er altså et knugende sorgdrama, men den udvikler sig også til en slowburn-konspirationsthriller, når Karsh desperat søger en form for mening i meningsløsheden.
Samtidig taler filmen umiskendeligt ind i Cronenbergs karrierelange udforskning af menneskekroppens grænser og sammensmeltning med teknologi. I en tid med kunstig intelligens virker det ikke utænkeligt, at vi i den nærmeste fremtid på en eller anden måde kan komme til at leve evigt i den digitale sfære – spørgsmålet er så, om det er et liv, der er værd at leve.
Dansk premiere er uvis.
2. ’The Story of Jim’
Det franske melodrama ’The Story of Jim’ gav mig en af den slags oplevelser, filmfestivaler er gjort af: Jeg gik ind til filmen, der blev vist i Cannes Premiere-sektionen uden for konkurrence, uden at kende det mindste til instruktørægteparret, Arnaud og Jean-Marie Larrieu, og uden de store forventninger.
Jeg blev blæst bagover af den lille, men dybt rørende historie om Aymeric (fænomenale Karim Leklou), der driver igennem sin ungdom uden mål eller retning, men med det ene formål at mærke noget.
Det gør han, da han møder den frisindede Florence. Hun er gravid på sjette måned, men er blevet forladt af faren, der er gift og har børn. Aymeric indleder et forhold til hende, og han bliver far til barnet Jim, primært fordi han stadig er i nærheden, da vandet går.
Trekløveren lever lykkeligt sammen, indtil Jims biologiske far pludselig dukker op, hvilket rejser store spørgsmål om forældreskab, familie og kærlighed.
Det lyder måske sukkersødt og generisk, men de rene følelser, filmen når ind til i sin afsluttende tredjedel, rummer en uforfalsket melankoli og kærlighed, som fik mig til at græde som pisket.
Dansk premiere er uvis.
1. ‘Anora’
Jeg havde aldrig troet, at noget kunne få mig til at høre Take That på repeat. Det er imidlertid, hvad jeg har gjort, siden jeg så Sean Bakers fabelagtige komediemesterværk ’Anora’, der modtog Guldpalmen i weekenden.
Filmen om sexarbejderen Anora, der får mulighed for at udleve sin prinsessedrøm – om end med en stakket frist – er en oplevelse, jeg ikke har lyst til at give slip på.
Både fordi den i den ene bravurscene efter den anden leverer komisk guld, så man dårligt kan få luft, men også fordi den er så kærlig og solidarisk over for sine marginaliserede karakterer, der finder ud af, hvor ligegyldige og overflødige de egentlig er i den nådesløse verden af kolde kontanter, som de befolker.
Det smukke ved filmen er, at Baker – sammen med sin skuespillertrup anført af fænomenale Mikey Madison – viser os, at dette er mennesker, vi under ingen omstændigheder kan undvære.
‘Anora’ er en hyldest til de arbejdere i prekære ansættelsesforhold, der servicerer os andre og får tandhjulene til at køre rundt.
Det er seksstjernet filmguld af øverste skuffe.
Er i dansk distribution, men premiere endnu uvis. Læs vores seksstjernede anmeldelse her.