‘Megalopolis’: Francis Ford Coppolas rablende storværk ligner intet andet
Det kræver sin mand at lave en stjernespækket film til 120 millioner dollars, som ingen content-sultne streamingtjenester tør nærme sig med en ildtang.
Skulle man sætte penge på nogen, der kunne løfte opgaven, kunne det næsten kun være Francis Ford Coppola – manden, der vandt Guldpalmen to gange i 70’erne og gav os mesterværker som de to første ‘The Godfather’-film, ‘The Conversation’ og ‘Apocalypse Now’ for siden at vende ryggen til mainstreamfilmen og udforske filmmediets grænser på anden vis.
Hans tre seneste film har været kommercielle flops, og de er også – uretfærdigt – blevet sablet ned af kritikere. Men Coppola har i sin late style-periode lavet mere personlige film end nogensinde før i karrieren.
’Youth Without Youth’ indledte hans filosofiske udforskning af selve tidens gang med sin fortælling om en mand, der bliver ramt af lynet, genfinder sin ungdom og sætter sig for at afslutte sit livsværk – en mammutafhandling om sprogets oprindelse.
’Tetro’ behandlede instruktørens forhold til sin storebror, sin far, sine børn. Og ’Twixt’ bearbejdede tabet af hans søn i en motorbådsulykke årtier forinden, iklædt B-filmens gevandter, men med et umiskendeligt bankende hjerte.
Som sine forgængere er ’Megalopolis’ dømt til at blive en kommerciel fiasko. Det er for mig at se fuldkommen utænkeligt, at den rablende gale storfilm nogensinde skulle komme i nærheden af at indtjene det tårnhøje produktionsbudget, som Coppola har finansieret ud af egen lomme.
Intet kunne imidlertid være mere ligegyldigt.
’Megalopolis’ er – ligesom snart sagt alle Coppolas film – en film om besættelse. Om at turde satse alt på ét bræt, at turde skille sig ud fra mængden for at skabe noget nyt, at turde tænke nye tanker.
På den måde giver det kun god mening, at filmen ligner intet andet, og at den mest retvisende karakter på de evigt reduktive anmelderskalaer formentlig ville være enten én eller seks stjerner. Det er en film, der bør aftvinge en stærk reaktion, hvad end den er positiv eller negativ.
Til tider føles det, som om man er vidne til den dyreste skoleteaterproduktion nogensinde opført. Andre gange bliver man blæst bagover af de spektakulære billeder, der er som ved at kollapse under deres digitale kunstighed.
Split screen, arkivoptagelser af Hitler og 9/11, hyppige citater fra koryfæer som Marcus Aurelius, Rosseau og Shakespeare, replikker på latin, grinagtigt dårlige farcesekvenser, en karakter der hedder Wow Platinum (fænomenale Aubrey Plaza), Shia LaBeouf i en altopofrende selvparodi og det mest radikale brud på den fjerde væg, jeg nogensinde har oplevet i en biografsal.
Det er bare nogle af ingredienserne i Coppolas arsenal, hvor karakterer også introduceres for aldrig at dukke op igen, hvor plotlinjer bliver sat i søen og afviklet igen, som om intet var hændt, og hvor der ikke er langt fra højstemte filosofiske monologer til infantile sexfantasier, fra det ekstremt prætentiøse til det selvironiske.
Ovenstående er dog en fattig repræsentation af, hvad ’Megalopolis’ egentlig er for en størrelse. Man er nødt til at se den med egne øjne.
Handlingen er løst baseret på historien om Lucius Sergius Catilina, der i Romerrigets tid planlagde et statskup, som skulle vælte imperiet ved at tage magten fra de rige og give den til de fattige, hvis gæld skulle slettes.
Det er en universel historie, og den centrale konstruktion i ’Megalopolis’ er netop at lade to forskellige tidsligheder – Romerriget af i går, New York City af i dag, som blev grundlagt på samme tankesæt som det gamle Rom – smelte sammen til fremtidsvisionen New Rome for at vise, hvor lidt vi egentlig har lært af historien (en pointe, ’The Godfather’-trilogien også hamrede fast med syvtommersøm, når det samme plot gentog sig med få variationer over tre film).
Adam Driver spiller Caesar Catalina, en gal-genial, Nobel-prisvindende opfinder, der har skabt stoffet Megalon, som gør ham i stand til at kontrollere tid og rum. Han har magten til at skabe og til at ødelægge, hvilket fik mig til at tænke på en beslægtet Driver-rolle i Leos Carax’ ’Annette’ – en ligeledes legesyg film, der tør skubbe til filmmediets grænser.
Caesar drømmer om at skabe en utopi-by, der skal fjerne magten fra de få og give den tilbage til folket. Han vil bygge en by, der tilgodeser individet. En by, folk kan drømme om.
I opposition står borgmesteren Franklyn Cicero (Giancarlo Esposito), der har akkumuleret en så stor gæld, at banken er nødt til at baile ham ud. Hvilket de selvfølgelig gør gladeligt, hvis deres hedonistiske dekadence kan fortsætte som hidtil. Hans vision for byens fremtid er at bygge et kasino, der fortsat kan fastholde folket i en slavelignende eksistens i kapitalismens klør, hvor man køber ting, man ikke vil have, og imiterer folk, man ikke kan lide.
Også impliceret i magtkampen er den magtliderlige journalist og marionetfører Wow (førnævnte Plaza), borgmesterens datter (Nathalie Emmanuel fra ’Game of Thrones’), den liderlige bankmand Hamilton Crassus III (Jon Voight), hans imbicile og meget Donald Trump’ske søn (Shia LaBeouf) og karakteren Nush Berman (Dustin Hoffmann), hvis funktion jeg ikke aner, hvad er.
Alle tørner de sammen på kryds og tværs i romantiske relationer, manipulationer og hostile corporate takeovers, der leder tankerne hen på moderne udgaver af ’The Godfather’-filmenes bandekrige og selvfølgelig ekkoer Fritz Langs ’Metropolis’.
Det hele føles skræmmende velkendt, men også fascinerende fremmedgørende, når Coppola skider på alle fortællekonventioner og fuldbyrder den rendyrkede kunstfilmretning, hans sene værker har taget.
Det er komplekst og opfindsomt, men helt sikkert også dybt usammenhængende, hvilket opnår den effekt, at man aldrig føler sig sikker på, hvor filmen er på vej hen, selv når den betræder velkendt territorie.
Jeg havde aldrig troet, at en film til så mange penge kunne se sådan her ud, men jeg er dybt taknemmelig for, at den kan.
’Megalopolis’ tvinger os til at tænke over, hvad for en verden vi gerne vil leve i, og hvilken filmkunst vi gerne vil have. Først når vi holder op med at stole blindt på det velkendte, kan noget nyt vokse frem.
Vil vi have film, der tør tage chancer, eller film, der reproducerer de samme klicheer? Jeg ved godt, hvad jeg vil vælge. Også selvom det langt fra er alle Coppolas påfund, der fungerer.
Som det lyder i et af filmens citater tilskrevet Marcus Aurelius (men som vist egentlig ikke stammer fra ham): Livet handler ikke om at tilslutte sig flertallet, men om at undgå at finde sig selv blandt de sindssyge – et diktum, Coppola til fulde udlever (om end hans megalomani grænser til det sindssyge).
Jeg er stadig helt omtumlet af indtryk, og jeg kan ikke vente med at se filmen igen, så jeg kan fange endnu flere detaljer og referencer. Eller også har jeg aldrig lyst til at se den igen.
Kort sagt:
Coppola stadfæster med ’Megalopolis’, at han er en af filmkunstens største enere. Det er galt og genialt, til tider håbløst dårligt, andre gange utroligt fascinerende – en filmoplevelse, jeg sent kommer til at glemme.