1. Lidelse, lidelse, lidelse
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe var skuffet over hovedkonkurrenceprogrammet på årets Cannes Film Festival, der heldigvis kom i svingninger i sin anden uge med nye film af Sean Baker, David Cronenberg, Miguel Gomes og Payal Kapadia.
Den toneangivende kritiker Mark Peranson, stifter af det legendariske Cinema Scope-magasin og forhenværende programlægger ved Berlinalen og Locarno, sagde det meget præcist med et kløgtigt ordspil: »At se årets konkurrencefilm i Cannes er ensbetydende med at blive underkastet det værste, menneskeheden har at tilbyde«.
Det store tema i programmet har netop været lidelse, som vi har fået smækket i hovedet med nådesløs kraft.
Fra døde babyer i den danske ’Pigen med nålen’ til fattigdomsturisme i Andrea Arnolds ’Bird’, rendyrket misery porn i Yorgos Lanthimos’ ’Kinds of Kindness’, kartelmord i ’Emilia Perez’ (behandlet så skødesløst, at filmen kuldsejler), grotesk bodyhorror i ’The Substance’ og kvindeundertrykkelse galore i flere af disse samt indiske ’The Shameless’, den danske ko-produktion ’Everybody Loves Touda’ og den franske ’The Balconettes’.
Som det på et tidspunkt står skrevet på væggen i det slumkvarter, Andrea Arnolds film foregår i: »Jeg hader mennesker«. Det lader til at være et slogan for årets program, hvor misantropi er i høj kurs som prestigemærkat på verdens førende filmfestival.
Fokus på menneskehedens skyggesider signalerer måske ’vigtighed’, men spørgsmålet er, om filmkunstens rolle virkelig er at tilplastre lærredet med mere død og ødelæggelse for at fremprovokere en effekt? Er der ikke rigeligt af den slags ude i æteren allerede?
Det er i hvert fald sigende, at årets absolut bedste film i hovedkonkurrencen, Sean Bakers ’Anora’, David Cronenbergs ’The Shrouds’ og ’All We Imagine as Light’ af Payal Kapadia, er film, der nok rummer masser af lidelse, men som altid formår at finde sprækker af håb og ømhed i det kulsorte mørke.
Noget lignende kan man med lidt god vilje argumentere for, at ’Emilia Perez’ prøver på med sin telenovela-stil og tonedøve musicalnumre, men i den film føles det til tider usmageligt. Dels fordi den er blottet for kompleksitet i sin skildring af en kartelboss’ overgang fra mandlig morder til skyldplaget kvinde, men i særdeleshed fordi hovedkaraktererne er mordere, som aldrig rigtigt forholder sig til deres gerninger.
’Anora’ er et mesterværk, fordi den netop elsker mennesker, selvom den ikke skyer fra at vise, hvilke destruktive ting vi er i stand til.
Dødsens alvor er ikke i sig selv en kvalitet.
2. WTF-film som desperat nødråb?
Det er i de seneste år blevet diskuteret, om filmfestivalen i Cannes har formået at holde sig relevant i streamingæraen – særligt i relation til valget om at udelukke Netflix-film fra konkurrence, hvilket har givet konkurrentfestivalen i Venedig en mærkbar fordel. Netflix er trods alt verdens største filmstudie lige nu.
I år virkede det i høj grad som et desperat nødråb, at festivalens kunstneriske leder Thierry Fremaux har valgt at tilplastre programmet med uendeligt mange WTF-film, der går på kompromis med den velturnerede historie i ofte håbløse forsøg på at fremprovokere stærke reaktioner.
Det er film, der deler vandene, men ofte på den mest uinteressante vis. Så var der trods alt langt mere substans i beslægtede film som Julie Ducournaus mesterlige ’Titane’ og Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, som også tog drastiske midler i brug, men (for det meste) i historiens tjeneste.
Det virker mest af alt som en halvbagt Östlund-imitation, når en række af verdenstopledere – anført af Cate Blanchett som Tysklands kansler – slippes løs i en skov under et G7-møde, der bliver afbrudt af en mulig postapokalyptisk begivenhed i Guy Maddins hysteriske og ofte dybt umorsomme komedie ’Rumours’.
Kun i glimt finder filmen det sjove i tidens toppolitik af tomme pressemeddelelser uden reel handling. Helt åndsvagt bliver det, når jernalder-lig vækkes fra de døde og begynder at onanere med eksplosiv sæd. Så er I advaret.
Af andre titler, der flirter med katastrofe i det grænsesøgendes navn, er den øretæveindbydende Nicolas Cage-film ’The Surfer’, Lanthimos’ ’Kinds of Kindness’, ’Emilia Pérez’ og Coralie Fargeats groteske bodyhorror-film ’The Substance’. Kun den sidste formår at finde en form og mening, der tilnærmelsesvis retfærdiggør dens overdrev (hvis man ser den med en portion god vilje).
Så er der mere at komme efter i Francis Ford Coppolas ambitiøse ’Megalopolis’, der trods sine mange fejl i det mindste har en filosofi og en vision, som dens særegne form støtter op om.
Jeg er all for filmkunst, der tager chancer, men det er sjældent særligt interessant, når den eneste mening med galskaben er galskaben i sig selv.
3. Hollywood på glatis
Apropos at tage chancer: Udover George Millers glimrende ’Furiosa’ var det tætteste, vi kom på regulære Hollywood-film på årets festival, førnævnte ’Megalopolis’ og Kevin Costners dræbende kedsommelige western ’Horizon’.
De to sidste er helt eller delvist finansieret af instruktørerne selv. Coppola har skudt svimlende 120 millioner dollars ind i ’Megalopolis’, der tegner til at blive det største kommercielle flop i hans karriere.
Kevin Costner har postet 38 af i alt 100 millioner dollars ind i de første to ’Horizon’-film, der udkommer i Danmark over sommeren. Efter planen skal der komme to film mere, men jeg har umanerligt svært ved at se, hvordan filmene nogensinde skal blive kommercielt såvel som kunstnerisk gangbare. Det første kapitel, som blev vist hernede, lignede i hvert fald én lang trailer – eller med lidt god vilje et meget, meget, meget langt pilotafsnit til en middelmådig serie.
Strejken i Hollywood har utvivlsomt spillet ind i den noget aparte Hollywood-tilstedeværelse på festivalen. Men noget kunne også tyde på, at filmmekkaet på den anden side af Atlanten går en svær tid i møde, al den stund at regulære blockbusters også flopper på stribe.
Det bliver nok ikke Coppolas monumentale storværk, der kommer til at inspirere Hollywood-studierne til at tage flere chancer. Til det er dens kommercielle potentiale for nedslående.
Men hvor ville jeg ønske, at flere ville følge i Coppolas fodspor, og at den kunstneriske og kommercielle tørke, Hollywood står i lige nu, fører til et slags nybrud, som det netop var tilfældet, da studiesystemet kollapsede i 60’erne, og Coppolas New Hollywood-generation brød frem.
4. Modehusene skaber stilmættet filmkunst
Mens Hollywood putter med pengene, er der andre brancher, som ser en fidus i at engagere sig i filmproduktion.
Modehuset Saint Laurent har i år hele tre film i hovedkonkurrencen i Cannes med Audiards ’Emilia Perez’, Cronenbergs ’The Shrouds’ og Paolo Sorrentinos fejlskud ’Parthenope’. Det ville være en stor bedrift for et hvilket som helst produktionsselskab. For et nystartet et af slagsen – som sidste år havde premiere på Pedro Almodovars ’Strange Way of Life’ i Cannes – er det nærmest utænkeligt.
Filmene er i sig selv en blandet pose bolsjer, men fælles for dem er, at de – på godt og ondt – står for nogle af de mest markante stilistiske træk på festivalen. Ikke mindst takket være deres scenografi og kostumer.
Måske er dette et vink med en vognstang om, at filmbranchen bør begynde at søge nye finansieringskilder og samarbejder, hvis branchen skal forblive bæredygtig?
5. Festivalens største kontrovers
Det skal ikke lyde som rent surmuleri det hele. For hovedkonkurrencen kom jo rent faktisk i gang med film som ’Anora’, ’The Shrouds’, ‘All We Imagine as Light’, Miguel Gomes’ visuelt bjergtagende og formmæssigt eksperimenterende ’Grand Tour’ om imperialisme og Jia Zhangkes billeddigt ’Caught by the Tides’ om Kinas industrielle udvikling over de sidste tyve år.
Som det ofte er tilfældet i Cannes, var det bare uden for konkurrence, at mange af de mest spændende film skulle findes:
‘Holy Motors’-instruktør Leos Carax har med ’It’s Not Me’ skabt en mageløs 40 minutter kort film, der fører os direkte ind i den visionære filmskabers krøllede hjerne og bibringer endeløst originale refleksioner over filmmediets tilstand og den verden, vi lever i.
Alain Guiraudie, der før har været i hovedkonkurrence, blev spist af med en placering i den mindre prestigefulde Cannes Premiere-sektion med sin fremragende film ’Misericordia’ om skyld og tilgivelse i en fransk landsby – med en bjergtagende billedside af Claire Mathon (en af de bedste filmfotografer lige nu med værker som ’Portræt af en kvinde i flammer’ og ’Spencer’ på cv’et).
Rungano Nyonis længeventede opfølger til ’I Am Not a Witch’, den nuancerede og stilistisk komplekse ’On Becoming a Guinea Fowl’ om overgreb i en familie i Zambien, kunne også snildt være i hovedkonkurrencen, men måtte tage sig til takke med underkonkurrencen Un Certain Regard.
Cannes bryster sig i bedste auteurtankegang af at have en familie af instruktører, der altid er velkomne på festivalen. Men det var alligevel påfaldende, at festivalen satsede på mindre (eller decideret dårlige) værker af koryfæer som Paul Schrader, Paolo Sorrentino, Christophe Honoré, Kirill Serebrennikov og Karim Aïnouz frem for mere kunstnerisk interessante film.
Da festivalens kunstneriske leder Thierry Fremaux indledte festivalen med en bøn om en festival uden kontroverser, så årets film kunne få lov til at tale for sig selv, var det svært at forestille sig, at festivalens største kontrovers rent faktisk ville blive, hvor lidt mange af filmene havde at sige.