1. Bodyhorrorfilm er en vild rutsjebanetur
Årets hovedkonkurrence i Cannes kommer til at gå over i historien som en af de mest polariserende.
Det er film med store armbevægelser, der sætter alt på ét bræt, og som folk enten hader eller elsker. Det giver kun god mening, at størstedelen af filmene mod sædvane ikke har landet internationale distributionsaftaler.
Da jeg anmeldte Francis Ford Coppolas ’Megalopolis’ – en af de film, der har delt vandene allermest hernede – skrev jeg, at den ikke lignede noget andet, og at den måtte aftvinge en stor reaktion, hvad enten man var fan eller ej.
Nogenlunde det samme kunne jeg skrive om Coralie Fargeats opfølger til den overdrevent blodige ’Revenge’. Instruktørens engelsksprogede bodyhorror-film ’The Substance’ er hendes første film i hovedkonkurrencen i Cannes, og den styrer også direkte mod yderpolerne.
Demi Moore har sit livs bedste rolle som den Oscar-vindende skuespiller Elisabeth Sparkle, hvis stjerne i Hollywood (bogstavelig talt hendes Walk of Fame-stjerne) er falmet, i takt med at hun er blevet ældre.
Der er ikke mange roller til 50-årige skuespillere, så hun gør sig i bedste Jane Fonda-stil som fitnessguru på et tv-program med lave seertal. Men på hendes 50-års fødselsdag bliver hun pillet af plakaten af hendes dybt sexistiske chef Harvey (en skrupskør Dennis Quaid), der vil have fat i en yngre model.
Et spektakulært biluheld senere bliver Sparkle introduceret til et eksperimenterende medikament kaldet The Substance – en foryngelseskur med farlige bivirkninger. Præmissen er, at man får en yngre og bedre udgave af sig selv, som man skal dele sin tid med 50/50. Syv dage til den ene, syv dage til den anden.
Bryder man symbiosepagten om at være én med sit unge alterego, går det galt. Hvilket det selvfølgelig gør, når Sparkles unge jeg Sue (Margaret Qualley) gradvist begynder at stjæle af Sparkles syv dage, så hun bliver hensat til rengøringskone for Sue, og hendes egen aldring drastisk intensiveres.
Konceptet er stærkt, men man forstår aldrig helt, hvad Sparkle rent faktisk får ud af at have en yngre udgave derude, som tilsyneladende lever sit eget liv og begynder at bekrige hende på hjemmefronten. Det er trods alt kun Sue, der lader til at være sin egen person, som gavner af foretagendet, når hun får Sparkles gamle job og hurtigt stiger i graderne.
Det er dog svært ikke at overgive sig til den vilde rutsjebanetur, som Fargeat stilsikkert iscenesætter med et grænseoverskridende nærgående kamera og et production design af polerede og kølige overflader i Hollywoods jetset-miljø. Det er en konstant pirrende æstetisk oplevelse, om end instruktøren til tider er lidt for forelsket i sine glidende kamerature, der snildt kunne være kortere.
Bodyhorror-fans vil utvivlsomt mæske sig i de mange voldsomme billeder: Qualley, der hiver et kyllingelår ud af sin navle, negle og tænder, der falder af, kropsvæsker i overflod og ’Elefantmanden’-agtige kropsproteser, som gør filmens sidste tredje del så grotesk, at man ikke kan andet end at grine.
Fargeat lægger ikke fingrene imellem med sin kritik af Hollywoods seksualiserende skønhedsidealer og de hvide filmbosser, der objektiviserer kvinder. På den måde er det en langt mindre kompleks og uforudsigelig film end for eksempel Guldpalme-vinderen anno 2022, ’Titane’.
Men den bringer alligevel noget nyt til bordet ved at gøre op med Hollywood-film om mænd, der former kvinder efter deres fantasibillede, hvilket bliver mere end tydeligt, når Fargeat låner direkte fra Bernard Herrmanns score til Hitchcocks ’Vertigo’.
Omdrejningspunktet er således kvinderne, der har været tvunget til at internalisere skønhedsidealer, som får dem til at bekrige sig selv og hinanden og sprænge eget selvværd til atomer – flot skildret af Demi Moore, som smider al forfængelighed, når hun lader sit perfekte udseende maltraktere og ublufærdigt stiller alt til skue.
Nogle internationale anmeldere har allerede udråbt filmen til et feministisk mesterværk. Helt så langt er jeg ikke villig til at gå, men jeg satte pris på provokationen.
2. Gangstermusical med Selena Gomez går sine helt egne veje
En anden film, der i den grad tager chancer, er Jacques Audiards spansksprogede gangstermusicalkomedie ’Emilia Perez’ om den mexicanske kartelboss Manitas del Monte, der vil skifte køn og leve som kvinden Emilia Perez – en præmis ulig noget andet, man har set.
Under det meste af filmen sad jeg med kæben dinglende om knæene, mens spørgsmålene hobede sig op i mit hoved: Hvad vil den her film? Hvorfor er den instrueret af Jacques Audiard, manden bag ‘Profeten’ og ‘Smagen af rust og ben’? Hvad i alverden laver den i hovedkonkurrencen på verdens førende festival?
Filmen er i mange medier blevet udråbt til Guldpalme-favorit, mens den i ét internationalt kritikerpanel scorer bundkarakter over stort set hele linjen, og selvom jeg ville elske at tilslutte mig heppekoret, må jeg indrømme, at filmen overhovedet ikke fungerede for mig.
Ja, hovedrolleindehaver Karla Sofía Gascón leverer en stor præstation i dobbeltrollen som den transkønnede gangster, der siger farvel til alt, hun kender, for at leve som den kvinde, hun altid har følt sig som, men aldrig har haft mulighed for at være.
Hun flankeres af Zoe Saldana og Selena Gomez, der ikke bringer meget til bordet i intetsigende roller som henholdsvis advokat-fixeren, der hjælper Emilia Perez med hendes foretagende for selv at komme frem i verden, og som Manitas del Montes forladte hustru, der tror, at hendes mand er død og borte.
Filmen rejser et interessant spørgsmål om, hvorvidt man kan skifte identitet, og om de voldelige impulser, der hjemsøger Mexico, ville være en saga blot, hvis kvinderne var ved roret.
Men den klæge telenovela-fortællestil og de bombastiske musicalsekvenser er ren form over indhold, som blotter filmen for den kompleksitet, der burde være en selvfølge i en historie om systematisk mord og vold og bødlernes forsøg på at skifte kurs og kompensere for deres forbrydelser.
Audiard er en stærk teknisk håndværker, jovist, men er han den rigtige til at fortælle denne historie? Hvad der burde have været en indigneret og følelsesmæssig mavepuster, stod for mig som en tom omgang genreleg.
Jeg havde i hvert fald svært ved at lade mig rive med og se bort fra, hvordan Audiard banaliserer det sørgmodige bagtæppe af ulykke og giver sine karakterer en letkøbt frisk start, der kun alt for sent viser sine modhager – med et generisk klimaks til følge.
3. Kevin Costners svinedyre fuser
Kunstnerisk er der ikke meget risikovillighed over Kevin Costners tre timer lange maratonwestern ’Horizon: An American Saga’, der forsøger at kapitalisere på ’Yellowstone’-manien.
Men det virker immervæk som et Hollywood-sats med håbløse økonomiske udsigter at søsætte en storfilmserie, som foreløbigt er bekræftet til fire selvstændige film af tre timers varighed. De første to film har tilsammen kostet 100 millioner dollars, men ligner mest af alt en billig tv-serie befolket af C-listeskuespillere uden skyggen af gnist.
Er den aktuelle krise i Hollywood virkelig så afgrundsdyb, at dette uforpligtende second screen-inviterende monstrum virker som eneste gangbare vej i en tid, hvor store franchises klarer sig dårligere og dårligere?
Den rodede fortælling er en myriade af tvivlsomme klicheer: En tidligere sexarbejder skyder en mand, som tilsyneladende er far til hendes spædbarn (men vælger at undlade at sikre sig, at han er død, så plotmotoren kan fortsætte).
Længere mod vest bliver et frontier-samfund i området Horizon angrebet af Apaches, der nægter at overgive deres land til de naive og opportunistiske tilflyttere. Her mister husmoren Frances (Sienna Miller) sin mand, men der går ikke længe, inden hun begynder at flirte med sergenten Trent (Sam Horrington), der tager hende ind, mens borgerkrigen foreløbigt spøger i baggrunden.
Og så dukker Kevin Costner op efter en times tid som en hårdfør cowboy, der lader sig forføre af en ung sexarbejder, men må flygte med hende og benene over nakken efter et blodigt opgør med en skydeglad galning. Det viser sig så senere, at han faktisk slet ikke var så vild efter sex, som hans første scene ellers indikerede.
Costner bruger tre timer på at sætte så mange plotlinjer i søen, at man bliver rundtosset, uden at en eneste af dem fænger eller formår at etablere karakterer, som man rent faktisk fatter interesse for. Det føles som en helt utroligt lang trailer, og i de sidste fem minutter går filmen da faktisk også hen og bliver en rendyrket trailer for den kommende ombæring. Det er pinligt.