1. Yorgos Lanthimos er tilbage – værre end nogensinde
Yorgos Lanthimos fik sin største kommercielle succes med sidste års Oscar-vinder ’Poor Things’, der vandt Guldløven i Venedig og løftede den lige dele hadede og elskede græske weird wave-instruktør til nye højder.
Med antologifilmen ’Kinds of Kindness’ tager han et skridt væk fra den mere ’mainstream’-retning, han har dyrket i sit samarbejde med manusforfatter Tony McNamara på ’Poor Things’ og ’The Favourite’.
Filmen er en tilbagevenden til det groteske deadpan-univers, som Lanthimos perfektionerede med ’The Lobster’ og ’The Killing of a Sacred Deer’, men i denne ombæring er magien forsvundet.
Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det var næsten ulideligt at sidde igennem den næste tre timer lange, misantropiske stiløvelse, der byder på grafiske lemlæstelser, partnerbytte, voldtægt og massevis af personydmygelser.
Det er velkendt kost for Lanthimos-elskere, men bare ikke nær så satirisk og sylespidst som i hans tidligere værker. Det føles som tom provokation uden nogen bund.
’Kindness of Kindness’ består af tre separate kortfilm, der dog deler de samme skuespillere og en tematisk rød tråd om, hvor langt mennesker er villige til at gå for hinanden og for at nå det guddommelige.
Den første af de tre er langt den mest vellykkede: Her spiller Jesse Plemons en mand, der får sit liv dikteret ned til minutslaget af sin chef (Willem Dafoe, der også spillede gudeskikkelsen God i ’Poor Things’): Han skal læse Anna Karenina af Tolstoy, inden han går i seng, have sex med sin kone (Hong Chau) efter morgenmaden, gå i bestemt tøj, have en bestemt vægt og så videre og så videre. Hans urokkelige lydighed bliver dog udfordret, da han bliver bedt om at dræbe en anden mand.
I anden del spiller Plemons en politibetjent på sammenbruddets rand, hvis kone (Emma Stone) er forsvundet i et skibbrud. Da hun pludselig vender hjem, bliver han dog overbevist om, at hun ikke er hans kone, men en bedrager.
I tredje del spiller Stone hovedrollen over for Plemons som den ene halvdel af en duo, der på vegne af en sekt (igen ledet af Dafoe) søger efter en mirakelkvinde, som kan vække de døde til live.
Alle tre kapitler handler om de mere eller mindre meningsløse instanser, vi vælger at tro på for at skabe mening i vores ellers håbløst ligegyldige tilværelse.
Alt er på den måde ved det gamle hos Lanthimos, der altid har lavet film om, hvordan vi øver kontrol over hinanden og stiltiende accepterer systemer, som underdrejer vores frihed.
Det føles bare mere end nogensinde som tom nihilisme uden den samme visuelle flamboyance og kulsorte humor som hans tidlige film. Den ultralange spillelængde og det fodslæbende antologiformat, der amputerer de enkelte kapitler, hjælper heller ikke.
2. Et godt bud på Europas største skuespiller lige nu
Andrea Arnold har haft en stor stjerne i min bog siden hendes sidste fiktionsfilm, det poetiske generationsportræt ‘American Honey’, der fornyede Cannes-darlingens karakteristiske britiske køkkenvaskrealisme på den anden side af Atlanten.
Hendes nye film ‘Bird’, der konkurrerer om Guldpalmen, er ikke helt i samme liga. Men Arnold, der måske især er kendt for ‘Fish Tank’, viser i glimt sit umiskendeligt fintfølende øje for mennesker i udkanten af samfundet.
Omdrejningspunktet er 12-årige Bailey, der bor sammen med sin alt for unge far Bug (Barry Keoghan) i et socialt boligbyggeri i England med dunkle fremtidsudsigter.
Vold, misbrug og svigt er dagligdag, så da Bug annoncerer, at han skal giftes senere på ugen med en kvinde, han kun har kendt i nogle måneder, kommer det ikke som den store overraskelse for Bailey.
Hun har længe isoleret sig bag sin smartphone, som hun bruger til at optage menneskene, naturen og dyrene omkring hende. Hun er en betragter, der ikke helt passer ind, og som altid kommer i anden række for hendes omgivelser.
Indtil hun en dag på en af sine ensomme vandreture møder Bird (sublime Franz Rogowski), der heller ikke hører til. Han leder efter sin mor og far, som han er blevet væk fra årtier forinden, men han viser sig også at være en mulig redningskrans for Bailey.
Det er i deres relation, at filmen står stærkest, og vækker mindelser om Ken Loachs coming of age-klassiker ‘Kes’ – tilsat et magisk-realistisk element, der virkelig løfter filmens farlige balancegang mellem autenticitet og fattigdomsturisme.
Man ønsker konstant mere af Rogowski og debutanten Nykiya Adams’ ømme samspil. Begge er glimrende, men særligt Rogowski beviser, at han er en af sin generations største stjerner.
Helt samme højder når Barry Keoghan ikke med den underfortalte Bug-karakter, der ligesom miljøskildringen langt hen ad vejen virker generisk. Det er først til allersidst i filmen, at Arnold formår at indfange en kærlig medmenneskelighed trods de grumme livsvilkår i slummen, der faktisk føles troværdig.
‘Bird’ har fået flotte anmeldelser hernede, men for mig at se er filmen lidt af et tilbageskridt for Arnold, der betræder velkendt grund uden helt at opnå samme slagkraftige humanisme som i ‘American Honey’ og ‘Fish Tank’.
3. Jacob Elordi og Richard Gere i instruktørlegendes afskedsbrev
Hvor Andrea Arnold og Yorgos Lanthimos begge føles som instruktører, der gentager sig selv uden tidligere tiders skarphed, virker Paul Schraders hovedkonkurrence-bidrag ’Oh, Canada’ som noget decideret nyt for filmskaberen.
Det gør, at den langt hen ad vejen rodede film faktisk går hen og bliver interessant, når instruktøren både reflekterer over filmmediets sandhedsværdi og over sin egen dødelighed.
’Oh, Canada’ er baseret på forfatteren Russell Banks’ sidste roman og omhandler dokumentaristen Leonard Fife (Richard Gere), som på sit dødsleje vælger at deltage i et interview med to af sine tidligere studerende, så han får en undskyldning for at indvie sin langt yngre hustru (Uma Thurman) i den hemmeligholdte fortid, han skammer sig inderligt over.
Som så mange andre af Schraders karakterer går Fife til skrifte over for sin hustru og sig selv, når han ser tilbage på sin ungdom, hvor han immigrerede til Canada for at undgå at blive værnepligtig i Vietnam-krigen.
Sådan lyder den officielle historie i hvert fald, der har givet ham legendestatus som modstandsmand, men i de omtågede flashback-sekvenser, hvor Jacob Elordi portrætterer karakteren som ung, ser vi, at skørtejægeren Fife snarere har været drevet af en kujonagtig tendens til at stikke af fra kvinderne i sit liv.
Det er et film-memoirer, der afprøver en særligt subjektiv fortællestil i familie med Schraders helte, Bergman og Tarkovskij: Kronologien i de mange flashbacks er slørede som udtryk for erindringens tåger, og nogle gange optræder Gere også i flashbackscener for i næste øjeblik at blive erstattet af Elordi.
Kan vi stole på hukommelsen? Kan vi stole på filmmediet som sandhedssiger? Eller vil historiefortælling altid være en fiktion? Er filmmediet en udødelighedsmaskine eller en måde at fastholde figurerne foran kameraet i en evig dødskrampe uden ende?
Det er nogle af de mange spørgsmål, Schrader kaster op i luften, uden at gribe dem alle sammen. Filmen bærer dog præg af en underligt bevægende oprigtighed fra instruktøren, der selv har kæmpet med helbredsproblemer og i mange år har varslet, at han ville lave sin sidste film.
’Oh, Canada’ er Schraders første film i Cannes’ hovedprogram i 36 år, og man undrer sig lidt over, at hans indlemmelse i det fine selskab netop skulle være med denne film frem for eksempelvis comeback-værket ’First Reformed’.
Den nye film er ikke nær så helstøbt, men måske har festivalen følt det magtpåliggende at lade Schrader slutte sin karriere på toppen af de røde trin foran Lumiere-salen.
Det er bestemt ikke ufortjent, men hvis man kender instruktøren ret, skal han nok finde en måde at ryste en ny film ud af ærmet, inden han for alvor takker af.