I de seneste par år har ‘Girls’ fået en renæssance i popkulturen. Det samme kan man stadig ikke helt sige om HBO-seriens ophavskvinde.
Fra Lena Dunham som 24-årig bragede ind i offentligheden med en af verdens mest hypede nye serier, blev hun næsten fra den ene dag til den anden et verdenskendt fænomen.
En selvironisk, impulsiv og ofte misforstået millennial-skjald, som på godt og ondt blev sidestillet med sin hovedkarakter Hannah Horvath, der tror, hun enten er »sin generations stemme… eller i hvert fald en stemme fra en generation«.
‘Girls’ blev på alle måder tidens store banebrydende serie, men blev også uadskillelig fra sit premieretidspunkt i en storhedstid for Twitter-debat og fremkomsten af onlinejournalistik og thinkpieces. Den blev så heftigt debatstof, at tømmermændene fra diskursen stadig hjemsøger dens eftermæle.
Kritikpunkterne kan remses op i flæng: De ulidelige kvindelige karakterer med et dertilhørende selvcentreret forhold til venskab. Chokværdien i Dunhams famøse nøgenhed minus modelkrop. De mere reelle diskussioner om, hvor universelt det egentlig var, at en serie om en helt hvid newyorker-vennegruppe blev gjort til spejl for en hel ungdomsgeneration.
Og som selve seriens perfekt uperfekte sidekick var der Lena Dunham selv, der var så voldsom en boksebold i 2010’ernes kulturelle samtale, at det kan virke absurd, hvor lidt hun fylder i den i dag.
For siden ‘Girls’-finalen blev sendt 16. april 2017, har dens skaber langsomt udfaset sin gamle tilstedeværelse som allestedsnærværende konfliktemne.
I hvert fald indtil nu hvor man endelig begynder at ane konturerne af et comeback i den romantiske Netflix-komedie ‘Too Much’, hvor Lena Dunham for første gang i årevis lader til at have fundet tilbage til det, hun gør bedst, mens hun tøjler det, hun gør værst.
Halvt geni, halvt millennial-Karen
Hvis man ikke fulgte tæt med i popkultur, mens ‘Girls’ kørte mellem 2012-2017, er det ikke let at forstå, hvor både fantastisk og forfærdelig en rolle Lena Dunham udgjorde i den.
Hvis ‘Girls’ var en af onlinediskursernes første store yndlingsserier, var dens store stjerne gallionsfiguren, der modstod stormbølger af had og kærlighed uden for alvor at underkaste sig.
I en tid hvor diversitet, progressivitet såvel som MeToo og cancelkultur var under opsejling, insisterede ‘Girls’ på kun at tale med Dunhams stemme.
Lige så meget som ‘Girls’ blev badet i ros, blev Dunham også internettets yndlingsskurk. Noget af det var dybt ufortjent (en barndomsberetning i memoiret ‘Not That Kind of Girl’ får stadig folk til at kalde hende pædofil), mens hun andre gange fair nok blev kaldt ud for at være den ultimative millennial-Karen-type (som da hun hang den amerikanske fodboldspiller Odell Beckham Jr. ud for ikke at have kigget på hende til Met Gala).
Lena Dunham skyede sjældent ilden og var en allestedsnærværende og tidlig garant for en digital shitstorm, der som regel blev fulgt op med en lunken undskyldning.
Hun var et Emmy-vindende geni, der kunne gå på vandet, og som samtidig konsekvent blev kaldt tyk, grim og nepo-baby i mere eller mindre seriøse gloser. På grund af sine mange nøgenscener i ‘Girls’ blev hun kaldt alt fra »patologisk exhibitionist« til »en lille tyk pige, som lidt ligner Jonah Hill«.
Dunhams offentlige fuckups kulminerede i 2017, hvor hun håndterede en voldtægtsanklage mod en af forfatterne på ‘Girls’ uigennemtænkt og hovedrystende dumt. »Lena Dunhams feministbrand er maveplasket«, kunne man læse i Soundvenues spalter.
Kritikken var ofte berettiget, men når man ser tilbage, var noget af feticheringen af Dunhams fejltrin også komisk forvirret over, hvad der var rent og rigtigt.
I 2017 skrev Business Insider eksempelvis listeartikler som »All the times Lena Dunham’s problematic feminism has let us down and sparked controversy«, hvilket jo nærmest lyder som satire. Hendes største forbrydelse var nu engang at lave en af verdens bedste tv-serier i første forsøg.
I 2018 havde ‘Girls’ ikke været af skærmen i mere end et års tid, før Lena Dunham vitterligt gav et interview om at være så forhadt. Forfatteren Emily Gould skrev så sent som i februar i år i The Cut om, hvordan hendes forhold til Lena Dunham i 2014 nærmest igangsatte hele hendes livskrise.
Selvom Dunham ikke fylder tilnærmelsesværdigt lige så meget, som hun gjorde engang, deler hun stadig flittigt ud af sig selv.
Senest i april, hvor hun på Instagram reflekterede over, hvordan ‘Girls’ både var en drøm, der gik i opfyldelse, og en form for mareridt.
Og mens hendes seneste mange projekter mest har stukket i mærkelige retninger, lader hun endelig til at gøre det i serieform igen.
Tilbage i fokus
For første gang siden ‘Girls’ laver Lena Dunham en serie om sig selv.
‘Too Much’ følger kvinden Jessica, der ser sig nødsaget til at forlade New York, fordi byen er blevet en stor kirkegård over ting, der har været engang, ikke ulig hvordan Dunham »slog op med New York« i et essay i The New Yorker tidlligere i år.
Hun har hjertesorg over bruddet med sin ekskæreste (som i stedet er blevet kæreste med en ny supermodelsmuk kvinde spillet af Emily Ratajkowski), hvilket kunne minde om Dunhams brud med Antonoff, der kort efter begyndte at danne par med supermodellen Carlotta Kohl.
»Jeg troede, jeg på en måde beviste, at mærkelige piger også kan få kærlighed. Og nu dater han nogen, der ser almindelig og normal ud, og som det er meningen, piger skal se ud«, sagde Dunham i hvert fald til The Cut i 2018 om de kompekse følelser efter parrets ellers gode brud.
Jessica flytter til London for at udleve sin »britiske drøm«, men ender også hurtigt i armene på en spydig engelsk musiker, der spytter hende i munden under sex (‘Girls’-underligheden lever videre!). Dunham blev i 2021 selv gift med den engelsk-peruvianske indieguitarist Luis Felber, som hun bor sammen med i London.
Men selvom Dunham også selv er gradueret fra 20’er-kaos i New York til 30’er-flugt across the pond, spiller hun ikke selv hovedrollen, hvilket er et meget bevidst valg.
I stedet har hun castet ‘Hacks’-talentet Meg Stalter, der i modsætning til Dunham selv er forgudet online. Og brudt igennem på et tidspunkt, hvor hun ikke nødvendigvis skal finde sig i at blive kaldt modig for at være på skærmen uden at være tynd.
»(…) Jeg var ikke villig til at opleve noget som det, jeg oplevede omkring ‘Girls’ på det her tidspunkt i mit liv. Fysisk var jeg ikke klar på at skulle have min krop dissekeret igen«, fortalte hun The New Yorker sidste år.
Og selvom det kan virke som en lille ting, og en åbenlys styrke for ‘Too Much’ , er det også en påmindelse om, hvor voldsomme menneskelige konsekvenser ilddåben som ‘Girls’-main character har haft for Lena Dunham.
Med ‘Too Much’ ser Lena Dunham ud til at have forvandlet nogle af sit livs sværeste lærestreger til en romantisk komedie. Jeg krydser fingre for, at den kan bringe kærlighed og ikke had.
‘Too Much’ får premiere på Netflix 10. juli.