‘Sharp Stick’: Lena Dunham revolutionerer Lolita-myten i fortryllende forvirrende film

Efter en længere pause som instruktør efter afslutningen på ’Girls’ i 2017 vendte Lena Dunham i 2022 stærkt tilbage med to film nærmest i rap – ’Catherine Called Birdy’, som Soundvenues anmelder gav fem stjerner til, og så med den fortryllende ’Sharp Stick’, som nu endelig er blevet tilgængelig i Danmark.  

Filmen handler om den voksne, men barneagtigt naive Sarah Jo, der arbejder som babysitter for drengen Zack. Derhjemme bor hun med sin svævende, performativt kyniske mor, kyndigt signatur-weird spillet af Jennifer Jason Leigh, og hendes favoriserede storesøster, Treina.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Efter en samtale mellem de tre tager Sarah Jo imod et råd, som hendes mor egentlig giver til Treina. På arbejdet, mens Zack sover og hans mor, Heather (Lena Dunham selv), er ude af huset, stiller hun sig over for familiens følelsesmæssigt umodne far Josh (overbevisende sexet og også virkelig irriterende spillet af Jon Bernthal), kigger ham dybt i øjnene og spørger forførende: »Synes du, jeg er smuk?«.

Sådan indleder de to en drømmeagtig affære, hvor Josh åbner portalen til voksenverdens hemmeligheder for Sarah Jo, og han lover hende, at han vil forlade sin gravide kone, så de kan skabe deres egen familie. Sarah Jo er lykkelig.

Inden affæren med Josh er Sarah Jo 26 år, jomfru og som faldet ned fra himlen i går. Hun er en heteroseksuel fantasi i rollen som Joshs elsker, lillepiget i hvid skjortekjole, bedende øjne og stramme knæstrømper, og Kristine Frøseth inkarnerer hende med imponerende styrke.

Sarah Jo ved, at hun ikke er en normal kvinde – ikke som sin storesøster. I en scene fortæller deres mor historien om, hvordan hver af dem kom til verden. Treinas fortælling er en indlevet saga, hun er datter af en ung model, som deres mor tilfældigt mødte, og hendes navn består af Reina, som betyder dronning, og så et T i starten for truth.

Sarah Jo var et uheld. Hendes far var morens personlige træner, en »flot, men bare meget simpel mand«. Hun blev født to måneder for tidligt. Mens hendes mor og søster deler en indforstået, intim øjenkontakt, kigger Sarah Jo ligesom ind på dem. Hun har altid stået udenfor – simpel, som sin far.

Og så er der Sarah Jos største sorg. Som 14-årig fik hun akut fjernet sin livmoder, hvilket har efterladt hende med et stort ar på maven, og selvfølgelig uden evnen til at bære et barn. Så da Heather går i fødsel, affæren mellem Josh og Sarah Jo bliver afsløret, og Josh brutalt smider Sarah Jo på porten, mens han råber til Heather: »Hun betød aldrig noget for mig! Hun betyder intet!«, bliver Sarah Jos verdensbillede omstyrtet.

Men sex, finder hun ud af, er adgangsbilletten til dét liv, hun altid har forsøgt at trænge ind i. Og adgangen til en form for kvindelighed, hvor hun kan være »en himmelsk gave« til en mand som Josh. Selvom hun har »tiny tits«, men ønsker sig »store mælkejunger, som Heathers«. Så hun begiver sig ud i en mission om at prøve alt. Og skriver om alle sine tanker i et brev til sin udvalgte yndlingspornostjerne, Vance Leroy, der indsmigrer sig hos et kvindeligt publikum ved at have forgudelse og komplimenter som sin signatur.

’Sharp Stick’ er dog langt fra kun en film om en kvinde, der lærer sig selv at kende gennem mænd. Det er et nuanceret portræt af kvindelig identitet og af, hvordan Sarah Jo forstår sig selv og sit køn ved at spejle sig i de kvinder, der er i hendes liv.

I dansk sammenhæng er det spændende at se filmen i kontekst af Cecilie Linds populære roman ’Pigedyr’ fra 2022. Begge værker er en revolution af Lolita-fortællingen fra et tiltrængt kvindeligt perspektiv, hvor ungpigefiguren ikke kun er et offer, men har egen agens og en oplevet magt over mænd i kraft af sin seksualitet.

Filmen fastholder blikket for den komplicerede magtdynamik, hvor den ældre mand i sidste ende altid har overhånden.  

Atmosfæren i ’Sharp Stick’ er ganske særlig. Sproget er poetisk og konstrueret, hvilket faktisk fungerer i munden på karaktererne, der er som fra en anden verden. I tillæg er der absurde scener, såsom et babyshower for Treinas aborterede baby, med teksten »måske næste gang« i store ballonbogstaver over væggen.

Og så er det lidt af en genistreg at bruge Shontelles ’Impossible’ i soundtracket.

’Sharp Stick’ viser en mere moden Lena Dunham. Stadig med samme temaer, som hun altid har interesseret sig for – men med flere lag, der giver filmen og publikum lov til at være uafklarede.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal konkludere ud fra filmens sidste sexscene. Og det er lige, som dét skal være. 

---

Kort sagt:
’Sharp Stick’ er en underlig og poetisk film fra en mere voksen Lena Dunham, der efterlader én perfekt forvirret.