’Catherine Called Birdy’: Lena Dunhams originale og underholdende middelalderdrama slagter delikat patriarkatet

Lena Dunham er tilbage efter flere års pause.

Med ’Girls’ satte Dunham et monumentalt skub i film- og tv-branchens måde at iscenesætte unge kvinder på. Her kunne de være selvoptagede, pivende og usympatiske, men samtidigt præget af en insisterende og fandenivoldsk energi, så man tilgav de synlige fejl og mangler.

Det samme er på spil i filmen ’Catherine Called Birdy’, Dunhams tredje film som instruktør (fjerde, hvis man tæller den timelange ’Creative Nonfiction med’) efter gennembruddet ’Tiny Furniture’ fra 2010 og ’Sharp Stick’ ligeledes fra i år.

I starten af 1300-tallet lever 14-årige Catherine, der hellere vil kaldes Birdy, i et smørhul af en landsby med et forældrepar, der elsker hende, en godhjertet barnepige og flere tætte venner. Det vrimler med omsorgspersoner i hendes liv. Da hun får sin første menstruation, trues hendes rolige tilværelse med at blive revet op ved roden. Den månedlige blødning kommer nemlig med forpligtigelser over for familien. Hun er blevet kønsmoden og skal giftes væk. Hun gør dog alt for at parere de håbløse, men meget velhavende bejlere, som hendes far løbende støver op til hende.

Birdy spilles af Bella Ramsey, der fik sit gennembrud som stålfast barnedronning i sjette sæson af ’Game of Thrones’. Præstationen som den normbrydende enegænger Birdy er et pletskud. Der ligger en stor styrke i den lille pige, der nægter at se verden med de samme øjne som sine forældre. I rollen som hendes excentriske far finder vi Andrew Scott, bedst kendt som den lækre præst i ’Fleabag’ og skurk i ’Sherlock’.

Birdy har meget at lære i sin forvandling fra barn til voksen. Hendes ubekymrede tilgang til tilværelsen viser sig ubarmhjertigt, når hun fortæller sin gode fårehyrde-ven, at han skal være glad for, at hans far er død. Så er han sluppet for det besvær! Hvortil han svarer: »Birdy, det er jeg altså stadigvæk ret ked af det over«.

I et forsøg på at modne hende og skabe mere selvindsigt i det barnlige sind har hendes storebror, der lever som munk, givet hende til opgave at skrive dagbog. Dagbogen er Birdys monolog og bruges som fortællerstemme i filmen. Voice-overen er kløgtig og indsigtsfuld, og den balancerer flot de mere sårbare momenter i filmen, så ikke Birdy svømmer over af spydighed.

Fortællingen er bygget på Dunhams favoritbog fra sin barndom, Karen Cushmans ungdomsroman af samme navn, og er sat i middelalderens England. Filmen skriver sig på den måde ind i den aktuelle bølge af historiske dramaer, der fortælles med et moderne touch, fra ’Bridgerton’ til ’Dickinson’ og Jane Austen-filmatiseringerne ’Persuasion’ og ’Emma’. Her bliver der både leget med stærke farver, uhøjtidelige frisurer og poppet sprogbrug for at sætte de gamle fortællinger ind i en mere nutidig kontekst.

Dunhams film adskiller sig ved ikke at foregå i Regency-perioden med baller som det fortrukket dating-system, hvor der swipes fra bejler til bejler på dansegulvet, men også ved at det moderne hovedsageligt kommer til udtryk i fortælleformen og i Birdys livssyn.

På flere punkter belyser filmen det, i moderne øjemed, absurde og barbariske i at skulle giftes væk for at fordele velstand blandt forskellige slægter og landsbyer. Det er ikke kun Birdy, der er gidsel i det veletablerede sociale system. En jævnaldrende veninde loves væk til en endnu yngre dreng, der præsenteres med følgende karakteristika fortalt i finurlig punktform på skærmen: »Ni år, elsker at lege gemmeleg, lure og blød mad«.

Kejtede relationer er der nok af. Da Birdy og hendes far støder på hinanden i køkkenet, spørger faren »hvor gammel er det helt præcist nu, du er?«, og deres akavede interaktion sluttes af med et kollegialt »godt at se dig«.

Forholdet mellem mand og kvinde er et løbende tema i filmen. Birdy vil ikke være en lady, og hun påpeger to kendsgerninger, som hendes omgivelser ser ud til at overse: at kvinder er mennesker, og at mænd ikke er guder. Hendes oplevelse rimer godt på Simone de Beauvoirs feministiske tese om, »man fødes ikke som kvinde, man bliver det«. Og Birdy er ikke fan af det, hun er ved at tvinges til at blive – et stykke kød der sælges til den højstbydende.

I oprøreren Birdy angriber Dunham med stor humor det sociale system mellem kønnene. De sædvanlige skurke, mændene, er dog også selv ofre for de aftalte spilleregler i middelalder-patriarkatet. Faren er knust, når Birdy skal forlade reden. Igennem ham får vi understreget, at han ikke vælger at indtage positionen som tyran, men at omstændighederne placerer ham der. Også han er offer for den patriarkalske struktur, hvor han som mand har meget at vinde, men også meget at miste.

Det er hjerteskærende, at hans datter må agere tarvelig spillebrik, der skal stilles korrekt for at sikre familiens overlevelse.

Pointen bliver trukket lidt langt til sidst. Vi får også det klassiske skud, hvor vores hovedperson bryder den fjerde væg og kigger ind kameraet. Det tenderer en kliché, og det bliver for kvalmt med de mange lykkelige slutninger.

’Catherine Called Birdy’ er dog stadig en vedkommende, underholdende og original coming of age-film.

---

Kort sagt:
Lena Dunham spidder kønsrollerne et moderne middelalderunivers med stor præcision, masser af humor og Bella Ramseys pragtpræstation.