’Catherine Called Birdy’
Lena Dunham er klar med sit første store projekt siden ’Girls’ – og sin første film siden gennembruddet med ‘Tiny Furniture’ fra 2010.
I middelalderkomedien ’Catherine Called Birdy’ forsøger 14-årige Lady Catherine (Bella Ramsey) ikke bare at navigere gennem livet, men også uden om alle de bejlere, som hendes far forgæves prøver at føre hende sammen med.
Filmen er baseret på Karen Cushmans roman af samme navn og har længe været et passionsprojekt for Dunham. Også Andrew Scott, Billie Piper og Joe Alwyn er på rollelisten.
Kan ses på Prime Video fra 7. oktober.
’Bullet Train’
Brad Pitt langer øretæver ud i høj fart.
David Leitch var engang Pitts stuntdouble, og med ‘Bullet Train’ fortsætter de samarbejdet i en ny konstellation: Leitch (’Deadpool 2’, ’Fast & Furious: Hobbs and Shaw’) instruerer actionkomedien, der har superstjernen i hovedrollen som en lejemorder, der overtales til at tage ét sidste job: At få fat i en kuffert på et tog fra Tokyo til Kyoto. Her finder han ud af, at han ikke er den eneste lejemorder om bord…
Også kapaciteter som Joey King, Aaron Taylor-Johnson, Bryan Tyree Henry, Sandra Bullock og Michael Shannon er på rollelisten til filmen, der er baseret på en japansk roman, og som efter sit biografrun nu kommer på streaming.
Kan ses på Blockbuster fra 17. oktober.
’The School for Good and Evil’
Paul Feig (’Freaks and Geeks’, ’Bridesmaids’) vender tilbage med fantasyfilmen ’The School for Good and Evil’, der er historien bag de verdensomspændte historier, vi alle kender fra vores barndom om det gode mod det onde. Det er nemlig på den titulære skole, at man bliver trænet i enten at blive helt eller skurk.
Man følger de to veninder Sophie (Sophia Anne Caruso) og Agatha (Sofia Wylie), der bliver bragt til selv samme skole og skal finde ud af, hvordan de kommer hjem igen. Men det er en opgave, der vil vise sig at sætte deres venskab på prøve.
Filmen er baseret på bestseller-bogserien af samme navn og har et cast bestående af sværvægtere som Charlize Theron, Michelle Yeoh, Laurence Fishburne og Ben Kingsley.
Kan ses på Netflix fra 19. oktober.
’Raymond and Ray’
Ethan Hawke og Ewan McGregor. Behøver man vide mere?
De to Hollywood-stjerner spiller halvbrødrene Ray (Hawke) og Raymond (McGregor), der genforenes, da deres far skal begraves – og de to er ikke ligefrem pot og pande.
Filmen er produceret af ingen ringere end Alfonso Cuarón og er instrueret af Rodrigo García (’In Treatment’, ‘The Affair’).
Kan ses på Apple TV+ fra 21. oktober.
’Argentina 1985’
Argentinas Oscar-kandidat anno 2022 er det historiske drama ’Argentina 1985’, der fik sin verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig.
Filmen er baseret på de virkelige hændelser om retssagen mod det argentinske militærstyre, der hærgede landet fra 1976 til 1983.
Diktaturet var det sidste, og absolut blodigste, i Argentinas historie, og der er lagt op til et vaskeægte retssagsdrama, når anklagerne Julio César Strassera og Luis Morno Ocampo skal have ringlederne ned med nakken.
Kan ses på Prime Video fra 21. oktober.
’Murina’
Den kroatiske instruktør Antoneta Alamat Kusijanovic vandt debutantprisen på forrige Cannes-festival med sin spillefilmdebut ’Murina’.
Filmen handler om den 16-årige Julija, som bor på en uforstyrret klippeø midt i adriaterhavet med sine forældre (moren spillet af danske Danica Curcic). En rig, gammel ven (Cliff Curtis) af faren dukker op, hvilket faren håber leder til, at et indtjenende ferieresort bygges på øen.
Der udspiller sig dog et trekantsdrama mellem rigmanden, moren og datteren, som vores anmelder kaldte »Et underspillet erotisk drama, der kræver seerens fulde opmærksomhed«. Filmen var i biografen herhjemme og kommer nu ud på streaming.
Kan ses på Blockbuster fra 24. oktober.
’The Black Phone’
Ethan Hawke spiller den modbydelige kidnapper The Grapper, der går på rov efter unge drenge i en lille forstad til den amerikanske storby Denver.
Her følger vi den 13-årige Finney (Mason Thames), der bor alene sammen med sin fandenivoldske lillesøster Gwenny (Madeleine McGraw) og deres fordrukne far Terrence (Jeremy Davies), der bruger bæltet som primært opdragelsesmiddel.
Først bliver Finneys bedste ven nappet og sidenhen ham selv.
’The Black Phone’ er skabt af Scott Derrickson, der stod bag den – videnskabeligt beviste – mest uhyggelige film nogensinde ’Sinister’ fra 2012, som også havde Hawke på rollelisten.
Kan ses på Blockbuster fra den 24. oktober.
’The Good Nurse’
Danske Tobias Lindholm, der i de seneste år har specialiseret sig i at dramatisere virkelige mordsager som episodeinstruktør på Netflix-serien ’Mindhunter’ og senere med ’Efterforskningen’, har kastet sig over en berygtet sag med sin internationale spillefilmdebut ’The Good Nurse’.
Filmen har Oscar-vinderne Eddie Redmayne og Jessica Chastain i hovedrollerne og følger Redmayne som den virkelige morder Charles Cullen, der formodes at have dræbt op mod 400 mennesker i sine 16 år som sygeplejerske på en række amerikanske hospitaler.
Da en patient uventet omkommer med insulin i blodet, fatter Cullens kollega Amy (Chastain) mistanke til Cullen og indleder sin egen efterforskning af den suspekte sygeplejerske.
Kan ses på Netflix fra 26. oktober.
’All Quiet on the Western Front’
Lewis Milestones ikoniske ’All Quiet on the Western Front’ fra 1930 har fået sig en Netflix-behandling med en overdådig genindspilning af den skelsættende anti-krigshistorie.
Filmen, såvel som originalen, er baseret på Erich Maria Remarques roman af samme navn fra 1929 og byder på et tysk cast, der blandt andet består af stjernen Daniel Brühl (’Goodbye, Lenin!’, ’Inglourious Basterds’).
’All Quiet on the Western Front’ er Tysklands bud på en Oscar-kandidat og skildrer den barske virkelighed, som de tyske soldater oplevede under Første Verdenskrig, hvor vi følger soldaten Paul Bäumer (Felix Kammerer), der melder sig ind i hæren sammen med sine venner i krigens efterår.
Kan ses på Netflix fra den 28. oktober.