I glimt vækker Sira Jovinas stemme mindelser om Amy Winehouses storhedstid
EP. I en moderne tidsregning er der få artister signet på den danske gren af det legendariske hiphop-label Def Jam. Og fælles for de fleste af de artister er, at de rapper. Artigeardit og Lamin har været forbi, og i nyere kontekst er det navne som Mas, Faza og Milo, der huserer der.
Men så er der Sira Jovina, som mestendels må siges at være sanger. At det danske vokaltalent alligevel er endt her, siger mest af alt noget om hendes uimodståelige kvaliteter.
Kvaliteter, der blev sat en tyk streg under på sidste års ‘Min drøm, min altid’, og som fortsat skinner tydeligt igennem på den nye ep ‘Før jeg falder’ – ikke mindst takket være de lune og smagfulde produktioner fra Victor Støve, der nævneværdigt har produceret hele molevitten.
Sira Jovinas stærkeste karaktertræk er hendes stemme, der i glimt vækker mindelser om Amy Winehouses storhedstid. Når hun bevæger sig over en mere hiphoppet produktion, kan man desuden ane Sulkas tekniske rapstil et sted i paletten.
Som på den karismatiske og materialistiske ‘Pink Mercedes’, der har et sammenligneligt ekstravagant og luksuriøst mål i sigte som mange af sangene på sidste års udgivelse.
På ‘Under huden’ bliver hun effektivt flankeret af MAS, hvor de ligesom på sidste års vidunderlige fællesnummer ‘Kilometer’ finder sig selv i en uharmonisk kærlighedsrelation, og desperationen er virkelig stærkt kommunikeret.
»Jeg er bange for, jeg drukner dig ihjel / Jeg elsker dig bare mere end mig selv / Lad mig komme helt ind under huden på dig«, synger Sira Jovina i omkvædet. Det er stærke sager.
Næste nummer byder også på dramatik på ‘Køkkenrum’, hvor der bliver kastet med knive i køkkenet, og Sira Jovina udviser sympatisk søsterlighed over for enten en tidligere version af sig selv eller en kvinde, der ikke kan forlade sin toksiske mand.
På ‘Mi Amor’ er der housede rytmer ikke ulig meget af det, vi fik for ganske kort tid siden på Anton Westerlins ‘Godaften’ – dog uden overfloden af gæsteoptrædener – og det er en fornøjelse at feste alene med Sira Jovina, der snildt kan befinde sig i det mere klubbede univers.
Desværre hverken starter eller slutter ep’en lige så stærkt. Åbneren er i sin essens en kærlighedserklæring til hendes forældre, men selvom gestussen er fin og sangen nuttet, fremstår sangskrivningen ret uvedkommende for alle andre end den nærmeste familie.
Titelsangen runder ep’en af og er en ballade om frygten for at dø ung. Et alvorligt tema, der dog i denne sammenhæng kommer til at føles mere som et forceret alvor end som en reel eksistentiel refleksion.
Alligevel viser Sira Jovina på ‘Før jeg falder’ med sin ekvilibristiske vokal, stærke musikalitet og gode smag i produktioner, hvorfor hun fortsat er en af dem, der er værd at holde øje med i dansk popmusik lige nu.
Kort sagt:
Sira Jovina hverken overrasker eller skuffer på ‘Før jeg falder’, hvor Def Jams guldfugl fortsat leverer stabile og smagfulde popsange.