Anton Westerlin kunne godt have været lidt mere nærig med invitationerne til ‘Godaften’
ALBUM. Selv da det ikke var meget mere end et fremtidigt fantom uden hverken titel eller udgivelsesdato, var Anton Westerlins ’Godaften’ allerede lidt af en sensation.
Godt nok findes der masser af internationale hiphopproducere – herunder Metro Boomin og Mike Will Made It for blot at nævne de mest oplagte – der har udgivet succesfulde album i eget navn, hvor de som en slags musikalske kuratorer samler et hav af rap- og popstjerner til at levere vokalerne.
Men at et album fra en dansk producer er omgærdet af en så massiv hype som i Westerlins tilfælde, kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har set før.
Ikke at det burde overraske: Rap har i efterhånden flere år nu spillet så dominerende en rolle i dansk musik, at det kun var et spørgsmål om tid, før beatmagerne bag kulissen blev omfavnet som stjerner i eget navn.
Og hvis ikke Anton Westerlin, hvem så?
Via sine samarbejder med især Artigeardit og Lamin har han været med til at skabe noget af det bedste og mest ambitiøse hiphop, der nogensinde er kommet ud af Danmark, og da han tidligere i år slog pjalterne sammen med popstjernen Annika, slog han fast med syvtommersøm, at intet kan begrænse ham – hvis nogen da var i tvivl om det.
Anton Westerlin har altid været produceren, der ikke rigtig havde en lyd, men som kamæleonagtigt har været i stand til at skabe stort set hvilket som helst beat, en given sang kaldte på.
Derfor overrasker det mig faktisk en smule, at ’Godaften’ er så stilistisk konsistent et album, som det er. På ’Godaften’ lyder Westerlin som en hiphopproducer på en klassisk, nærmest old school måde.
Lydbilledet er fyldt med iturevne, pitchede vokalsamples, der lyder som om, de er hentet fra gamle soul-indspilninger, mens de tydeligt funk-inspirerede guitarriffs og den tunge, plastikagtige synthbas, vi hører på en sang som ’Flueben’, kunne være hentet fra soundtracket til en exploitation-film fra 70’erne. På ’Hvor skal vi hen?’ er der endda scratching.
Denne stil fungerer forrygende på en sang som ’Handsome’, hvor der er noget euforisk over det ekstremt repetitive vokalloop og de snørklede, hektiske og ikke mindst jazzede keyboard-arpeggioer, som jeg overhovedet ikke kan få nok af. Eller på ’Entré’, hvor funk-guitaren, der akkompagnerer Lamins omkvæd, har så insisterende en fremdrift, at den nærmest lyder truende.
Og selvom man kunne hævde, at kombinationen af synthfunk-nostalgi og klubbede house-rytmer på ’Blodigt’ og ’Din energi’ lyder lige lovlig meget som Kaytranada anno 2016, er det svært at modstå de yderst dansable resultater.
Desværre består ’Godaften’ ikke kun af Westerlins som oftest fremragende produktioner.
Albummet gæstes af hele 25 forskellige kunstnere, og skønt det unægtelig er lidt af et flex, at alt, der kan krybe og gå i dansk musik, tilsyneladende tropper op, når Westerlin kalder, kunne han godt have været lidt mere nærig med invitationerne.
Uanset hvor fantastisk jeg synes beatet på ’Handsome’ er, har jeg nemlig ikke lyst til at høre en hæs Benjamin Hav, der på akavet vis rapper om at ringe til nogens mor for – tro det eller ej – at sige »halløj«.
På 80’er-balladen ’Lidt luv’ er kombinationen af en humoristisk Artigeardit – »hun er lidt løs på tråden som fars gebis« – og en melodramatisk, salvelsesfuld Andreas Odbjerg som olie og vand.
Og skønt Lamins omkvæd på ’Entré’ er en kandidat til albummets allerbedste, er det svært at nyde, når det omkranses af Ozzy, der tilsyneladende nægter at synge tre stavelser uden at frasere igennem hele sin stemmes register undervejs.
Til gengæld er idéen om at samle Annika, Medina, Pil og Mille på en slags posse-cut intet mindre end genial, og selvom resultatet, ’Hørt det før’, måske ikke byder på albummets stærkeste melodi, er kemien mellem de fire popstjerner ikke til at tage fejl af.
Kemi er der også i spandevis på den nærmest industrielle ’Kaos’, hvor Wicky og Icekiid rapper blodtørstigt over skrigende, horror-inspirerede synthesizere og en bas så massiv og uigennemtrængelig, at den fremstår som en ondsindet og nærmest fysisk tilstedeværelse i sangen.
Især den sang viser, hvor magisk ‘Godaften’ kan være, når det er bedst.
Kort sagt:
Anton Westerlin understreger på sit første album i eget navn, hvor stærk en producer han er. Med en mere omhyggelig kuratering af de utrolig mange gæster kunne albummet have været endnu bedre.